x

"Anything but country" – portræt af en omdiskuteret genre

"Anything but country" – portræt af en omdiskuteret genre

Billedet: Johnny Cash, Gretchen Wilson, Merle Haggard

”Anything but Country”

…er det mest almindelige svar, når en dannet middelklasse-amerikaner bliver spurgt om sin musiksmag. ”Jeg hører alt – bare ikke country”. Countrymusik er i middelklassens optik det samme som dårlig smag og reaktionært snæversyn. Det er musik af hillbillies for hillbillies og faktisk en ret nøjagtig skabelon over den typiske Trumpvælgers ringe musiksmag, manglende kultur og usammenhængende tankegang. Det er måske rigtigt et stykke hen ad vejen – men det er langtfra hele sandheden.  Den er mere sammensat. Så sammensat, måske, at den bliver uforståelig for USA's elite og vores europæiske tankegang.

Da Foo Fighters, der blev dannet af tidligere trommeslager i Nirvana, Dave Grohl i 1995 – skulle indlede en stor nordamerikansk turné i 2011, udgav de en spændende promotionvideo forud for turnéen. I den lille video ses bandets medlemmer forklædt som truck driving hillbillies entrere en tankstation ”in the middle of nowhere”. De bestiller og indtager junkfood i den karakteristiske amerikanske tankstations stilløse atmosfære, som forstærkes med baggrundslyd af ligegyldig countrymuzak (Bandets eget imiterede countrynummer ”Keep it Clean”).

Et ”next number” råbes op af den næppe tilstedeværende servitrice, og ud mod tankstationens baderum vralter de fire i deres bøvede hillbilly-udklædninger. I det fælles baderum ændres stemningen radikalt. De fire fyre springer under bruserne ud i et heftigt kropsligt bøsseorgie med antydning af alskens sex. Det hele nu lydmæssigt underlagt Queens ”Body Language”, som også markerer stemningsskiftet fra den sløve og ligegyldige hillbilly-attitude til udfoldelsen af den undertrykte bøsseseksualitet. Videoen slutter flot med, at de fire bøvet vuggende vender tilbage til deres flot oplinede røde trucks, mens bandets egen komposition ”Bridge Burning” banker igennem på lydsiden og turnébyernes navne glider over billedet. Det hele er faktisk rigtig flot lavet.

Fordomme om hillbillies

Få uger efter udgivelsen af videoen, og kort inden Foo Fighters skulle optræde i Kansas City, annoncerede Westboro Baptist Church blokade mod bandets koncert på grund af videoen. Westboro Baptist Church er kendt for at sprede had mod stort sagt alt og alle med blot en smule tendens til progressivitet. Foo Fighters benyttede lejligheden til fra en hyret lastbil at spille foran den hadefulde blokade mod koncerten. Foran Westboro Church-tilhængere, som på plakater tilkendegav Guds vrede mod bøsser, rockmusik og meget andet.

Videoen, og de dybt religiøst højredrejede protester mod den, gav masser af medvind til Foo Fighters’ progressive image, men professor ved University of Michigan og forkæmper for LGBT-rettigheder Nadine Hubbs har i bogen Rednecks, Queers & Country Music (2014) skarpsindigt gjort sig til talsperson for, at Foo Fighters, trods deres sikkert gode intentioner, med præsentationsvideoen promoverer samme syn på hillbillies som filmen Deliverance (Udflugt med døden), hvor en gruppe snæversynede hillbillies voldtager de dannede byboere på udflugt og dermed viser hillbilly-livsformens uhyggelige vrangside som undertrykte bøsser. Det er et syn på hillbillies, som Nadine Hubbs mener er præget af middelklassens forenklede fordomme om hillbillies og den udannede arbejderklasse.

Country og blues

At countrymusik og hillbillies således kædes sammen, er ikke noget nyt. Countrymusikken har sit udspring i den landbrugskultur, som levedes i Appalacherne i starten af forrige århundrede. Her var mountain-musikken præget af flere strømninger. Dels den europæiske, fortrinsvis irske, engelske og tyske indvandring og dels en afroamerikansk strømning, hvor frigivne slaver tilførte musikken mere bluesagtig karakter. De to tendenser, henholdsvis den europæiske og den afrikanske, slår konkret igennem i mountain-musikkens foretrukne instrumenter – den europæiske violin og den afrikanske banjo.

Det er således karakteristisk, at nogle af de første countrystjerner spiller en musik, der er et konglomerat af europæiske og afrikanske inspirationer. Det gør Jimmie Rodgers, og det gør Hank Williams lidt senere i sin honky-tonk-stil. Hank Williams lærte at spille guitar godt hjulpet af den sorte bluesmusiker Rufus Payne (ofte kaldt Tee Tot), hvilket gav Hank Williams den specielle honky-tonk-lyd. Mens hillbillymusik og blues således i sit udspring ikke opfattes som meget forskellige genrer, medførte kommercialiseringen af den folkelige musik, at genrerne blev trukket fra hinanden og forfinede i hver sin retning. Dette for at dække hele plademarkedet. Bluesmusikken blev på ”race records” solgt til et relativt snævert, men dog tilstedeværende, sort publikum, mens countrymusikken især via radioens populære barn dance-arrangementer med livemusik bredte sig over de indre områder af USA. Ikke mindst Nashvilles Grand Old Opry gjorde genren til den hvide arbejderklasses foretrukne musik, og countrymusikken, som udbreder sig samtidig med Jim Crow-raceadskillelsen, blev snart vævet sammen med værdier som tradition, snæversyn, racisme og modstand mod nytænkning. Værdier, som igen blev koblet på den hvide fattige arbejderklasse i især sydstaterne.

Hank Williams

Det er interessant at følge de tre country-generationer: Hank Williams (1923-1953), sønnen Hank Williams Jr. (født 1949) og endelig sønnesønnen Hank III (født 1972). Det giver indblik i forskellige aspekter af countrymusikken og dens udvikling. Hank Williams, nok den mest populære countrystjerne nogensinde, opnår trods sit korte liv 35 singlehits. Hank Williams er født i Alabama og møder her allerede som 15-årig den sorte bluesmusiker Rufus Payne, som sætter sit præg på især den tidlige Hank Williams-stil.

Honky-tonk ligger rytmisk ganske tæt på bluesmusikken. Tekstmæssigt er der dog langt større følelsesmæssigt liv i Hank Williams’ tekster end i den typiske bluestekst, som ofte er betydeligt mere nøgtern og uden den helt store følelsesmæssige investering. Hank Williams synger klassisk følsomt om den forsmåede mand. For eksempel i et af sine sene hits ”Cold, Cold Heart” (1951). I sit eget liv vender han flere gange mellem ruinerede ægteskaber tilbage til den dominerende moder, mens faderen er fraværende og indlagt med sindssygdom gennem det meste af Hank Williams’ korte liv. Hank Williams slæber muligvis rundt på et uforløst moderkompleks, og han dør 1. januar 1953 på landevejen en kold nat et sted i West Virginia. På bagsædet af sin bil. Forsmået af kvinder. Forpint af medfødte rygsmerter. Fordrukken og proppet med medicinsk dope når han aldrig frem til et arrangement i Ohio.

En hillbilly og en hellbilly

Sønnen Hank Williams Jr. kæmpede de første år af sin karriere med at komme ud af faderens kunstneriske skygge og den stadigt levende moders forsøg på at fastholde ham som en indbringende miniudgave af den døde fader. Det lykkedes først efter en del druk og narko samt en længere pause i Montanas vilde bjergnatur, hvor et meget voldsomt styrt i bjergene nær havde kostet ham livet. En lang række ansigtsoperationer, skæg og solbriller gav ham countrykarrieren tilbage. Nu som voksen, selvstændig countrystjerne. Hank Williams Jr. skrev nummeret ”A Country Boy Can Survive” kort efter faldet. Videoen giver et ualmindelig godt indblik i det oversete USA's værdier. Den reaktionære hillbilly.

Hank Williams Jr. har da også involveret sig meget direkte i politik, idet han har udtalt meget kontant og direkte støtte til det republikanske parti og især støttet de højreradikale kræfter i partiet, der efter årtusindskiftet har ført frem til Trumps valgsejr. Hans søn Hank III er i højere grad en hybrid af oprør og vrede. Musikalsk af punk og country, som han både blander og spiller adskilt fra hinanden. Det er den overkørte og fandenivoldske country-rebel – hellbillyen, der lever et liv i vrede. På stoffer. I forladte spøgelsesbyer. Blandt lukkede kulminer og nedlagte landbrug.

Som hos flere andre af generationens countrybands, for eksempel Lonesome Wyatt & Rachel Brooke med deres gotisk uhyggelige country, er ”ghost”, ”hell” og ”devil”-motiver voldsomt udfoldet. Hank III mestrer dog også de mere følsomme countryballader, faktisk ganske smukt med sin karakteristiske nasale og lidt spidse stemme, som i nummeret ”Country Heroes” fra Straight to Hell (2006).

De store kanoner

Det reaktionære og snæversynede hænger altså ved countrygenren. Til dels med rette og til en vis grad med urette. Selv store og langt ud over kernepublikummet anerkendte stjerner som Merle Haggard og Johnny Cash, hvis rå outlaw Bakersfield-lyd har givet dem et langt bredere publikum end Nashvilles polerede og traditionsbevarende countrylyd, har haft svært ved at holde sig fri af det traditionelle og reaktionære snæversyn, som klæber til countrymusikken. I 1969 udgav Merle Haggard sin berømte og berygtede ”Okie from Muskogee”, hvor teksten lægger klar afstand til den nye frigjorte og Vietnamkrigs-protesterende hippiekultur, som prægede både USA's vest- og østkyst. ”Her ryger vi ikke marijuana. Her går vi ikke i demonstrationer mod Vietnamkrig. Her lever vi stille og anstændigt,” lyder budskabet i den berømte og berygtede sang.

Merle Haggard har forklaret sangtekstens humor og ironi, men fakta er formodentlig, at den var med til at give den daværende amerikanske og republikanske præsident Richard Nixon idéen om ”The Silent Majority”, som han repræsenterede. Nixon, der var forhadt i brede progressive kredse i USA på grund af sit hensynsløse bombardement af den vietnamesiske civilbefolkning, forstod dog næppe sangens ironi, og siden har countrymusikken haft prædikatet: Republikanernes musik.

LÆS OGSÅ: Syng mig hjem igen – mindeord om Merle Haggard

Det blev ikke meget bedre, da Johnny Cash takkede ja til Nixons invitation til at optræde i Det Hvide Hus, selvom Cash brugte besøget kritisk. Johnny Cash havde faktisk offentligt og med henvisning til sin patriotisme støttet præsident Nixons plan for en ”ærefuld afslutning” af Vietnamkrigen, og 17. april 1970, samme dag som det uheldsramte Apollo 13-rumfartøj vendte sikkert tilbage til jorden, optrådte han og hustruen June Carter på foranledning af præsidenten i Det Hvide Hus. Nixon havde på forhånd ønsket, at Johnny Cash optrådte med sangene ”A Boy Named Sue”, ”Okie from Muskogee” samt et nummer, som gjorde tykt grin med snyderi blandt bistandsmodtagere, ”Welfare Cadillac”. Nixon viste hermed sin totale mangel på kendskab til countrymusikken, idet kun ”A Boy Named Sue” var en Johnny Cash-sang. ”Okie from Muskogee” var som omtalt Merle Haggards, og den sidste var skrevet af Guy Drake.

Johnny Cash svarede da også pænt tilbage, at kun førstnævnte sang ville komme på sætlisten. I stedet benyttede han lejligheden til at fremføre et helt nyt nummer, ”What Is Truth”. Et nummer, som sætter spot på ungdommens ret til at stille spørgsmål ved den ældre generations gøren og laden. Den gav stor applaus, mens Nixon tydeligvis havde svært ved at finde den rette grimasse.

De stærke kvinder

Kvindesiden har altid været velrepræsenteret inden for countrymusikken. Kvindebilledet derimod er noget mere sammensat. Således er begrebet ”redneck woman” en speget affære. Ikke mindst i amerikanske middelklassekvinders verdensbillede. Flere af store kvindelige countrystjerner, med udspring i arbejderklassen, har dog taget begrebet til sig i deres egen frigørende form. I protest mod det monopol på kvindefrigørelse, som middelklassen har givet sig selv, synger de stolt og uden rødmen om at føle sig som ”redneck woman”. Gretchen Wilson er en af dem på blandt andet Here for the Party (2004).

Oprørske kvinder er dog ikke noget nyt inden for countrygenren. Countrylegenden Loretta Lynn slog igennem i 1960’erne og fik i 1970 et formidabelt hit med sin selvbiografiske ”Coal Miner’s Daughter”. Her synger hun med stolthed om sin opvækst i den fattige, men kærlige kulminefamilie i Butcher Hollow i kulminedistriktet i det østlige Kentucky. Forinden havde hun konfronteret den mandlige hillbilly med sangen ”Don’t Come Home A-drinkin’ (With Lovin’ on Your Mind)” (1967). Loretta Lynn chokerede countryparnasset i 1975 med sangen ”The Pill”, hvor hun kækt og frækt synger om, at hun med P-pillen selv bestemmer over sin krop og seksualitet. Sangen blev bandlyst fra mange radiostationer. Senere indledte den ældre og meget kjoleglade Loretta Lynn et samarbejde med Jack White omkring en mere eksperimenterende udgivelse, Van Lear Rose (2004).

Nævnes bandt de stærke kvinder bør også Jeannie C. Riley, der med sangen ”Harper Valley P.T.A.” fik et meget stort, men dog næsten enkeltstående hit i 1968. Sangen handler om den unge enke Mrs. Johnson, hvis ”vilde” livsførelse og korte kjolelængder fører til småborgerlig fordømmelse og anfægtelse af hendes evner til at opdrage sin teenagedatter. Sangen er skrevet uden forstyrrende omkvæd og fører via et par klassiske countryløft af tonearten frem til et klimaks, hvor den unge og sexede Mrs. Johnson afslører det småborgerlige samfunds hykleri. Jeannie C. Riley blev senere genfødt kristen og tog afstand fra sangen og viser hermed igen tilbage til det modsætningsfyldte kompleks af på den ene forsvar for det enkelte menneskes frigørelse og på den anden side konform tilpasning til tradition og system, som indspinder countryscenen.

Patriotisk systemkritik          

Det patriotiske har altid været den del af countrymusikkens arvesølv. Det forankrer den og forlener den med en loyalitet over for systemet og dets grundværdier. Især som de kommer til udtryk i det republikanske parti. Det giver selv den mest kritiske del af countrymusikken en iboende dobbelthed, som kan forekomme paradoksal og usammenhængende set fra Europa og fra de amerikanske kystområder, hvor europæisk tankegang vinder frem. Set fra dét Amerika, ”man flyver over”, er der ikke tale om modsigelser mellem kritik og patriotisme. Måske fordi man i disse områder tager de amerikanske grundværdier alvorligt. På den ene side det enkelte menneskes ret til fri udfoldelse, så længe det ikke skader andre, og på den anden side en helt grundlæggende loyalitet over for systemet, når blot det giver den enkelte plads til frihed. Det er et komplekst og tvetydigt verdensbillede, som på mange måder udfordrer europæiske værdier og dermed også de kystnære amerikanske områder, hvor vi i langt højere grad dyrker adækvate og entydige værdier.

LÆS OGSÅ: GULD FRA GEMMERNE: Da GAFFA talte med albumaktuelle Lucinda Williams


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA