x

Peter Peter fylder 60 år

Peter Peter fylder 60 år

Kært barn har mange navne, men hvis man hellere vil være en dansk punklegende, er det måske en bedre idé at have det samme navn to gange. For Peter Peter er nemlig nået ind i et årti af sit liv, hvor der ikke længere er tvivl om, at dette er den rigtige titel; en levende legende.

Guitaristen er i dag mest kendt for sine 22 år i Sort Sol, og han har sammen med bandet en unik historie, der illustrer, hvordan fraværet af en færdigskitseret plan somme tider kan give de bedste resultater. Med sine sporadiske drømme om det ene øjeblik at ville være film-stuntmand, det andet dyrepasser i zoologisk have og det tredje selvantændende martyr, lå det ikke i kortene for Peter Peter at blive musiker. Først da han til sin konfirmation fik en Hagström-guitar, som han malede lyserød, begyndte hans intense livsvej at udfolde sig.

Held eller forstand – eller bare punk

Som første led i skæbnens perfekt organiserede kaos mødte Peter Peter trommeslageren Lars Nybo til intet ringere end et judostævne i Baunehøj Hallen, og de formede sammen med Thomas Risell bandet Space-Brain, som senere skiftede navn til Suck. Men de manglede en sanger – intet problem, for det viste sig at Peter Peter havde fundet sin egen måde at rulle livets terning på. Til en David Bowie-koncert fik han øje på Steen Jørgensen og kunne efter sigende konkludere, udelukkende ud fra Steens udseende, at han var sanger, og sagde til Thomas Risell: ”ham skal vi have til sanger i vores band.” Som sagt, så gjort.

Men det varede ikke længe før Suck gik i opløsning, da de øvrige musikere ikke i samme grad var bidt af punken som Peter Peter og den nye sanger Steen Jørgensen. Men endnu en gang viste det sig, at der er vilje, hvor der er vej, og de to punkere mødte snart trommeslager Tomas Ortved og hans ven Knud Odde. Knud havde aldrig spillet bas før, og trods hans læringskurve ikke var stejl, blev han en integreret del af gruppen. Efter tre øvegange og en debutkoncert på Rødovre Statsskole var de fire rødder klar til at gå deres karriere i møde. Året var 1977, og Danmarks første rigtige punkband, Sods, var en realitet.

Det første album, Minutes to Go, der rummede to af de sange, bandet spillede på Rødovre Statsskole, udkom i februar 1979 og varede blot 26 minutter. Men det var nok til at lave et statement, der skulle blive første dybe spadestik i dansk punk. Steen Jørgensens monotone vokal og Peter Peters støjende guitar, for slet ikke at tale om den insisterende rytmesektion, udgjorde en genistreg af en debut, selvom den danske anmeldelserskare ikke syntes at være klar til musikken dengang.

Sort Sol

Året efter udkom Under En Sort Sol som et vink med en vognstang til, hvad bandet senere skulle komme til at hedde. Det er en noget mere dyster plade, der tog digtekunsten med ind i musikken – en manøvre, der ikke var et engangstilfælde i punkverdenen. Der er tekster af blandt andre Søren Ulrik Thomsen og gæstemedvirken af Lars H.U.G.

I 1985 fik guitaristen Lars Top-Galia en fod inden for i bandet, og de skiftede navn til Sort Sol, som blev bandets officielle navn. At der nu var to guitarister var en stor styrke i mange år, idet den måske mere tekniske bevidste Lars kunne spille akkorder, imens Peter Peter krængede sin sjæl ud – stadig på den lyserøde og nu meget gamle Hagström-konfirmationsguitar. Det var et godt samspil, men guitaristernes reference som ”The Evil Twins” fik tilsyneladende mere og mere dobbeltbetydning.

I 1991 udkom albummet Flow My Firetear. På pladen findes blandt andet "Siggimund Blue", der begynder med Peter Peters voldsomt forvrængede guitar, der rytmisk banker i takt med, at han tænder og slukker sine pickupper. Albummet modtog tre priser ved årets Grammy-uddeling. Musikken var nået ind i folks bevidsthed, men måske også for langt ind ifølge Peter. Bandets nye medlem og nye navn bar et nyt og mere mainstream image med sig. Efter 10 ellers succesfulde år med Lars Top-Galia, syntes Peter Peter, at det var blevet for meget med den skide pop og besluttede sig for at forlade bandet i 1995.

Splatterfilm og I Hate You Records

Peter Peter har langtfra været inaktiv siden sin tid i Sort Sol, selvom han har holdt lav profil i bedste punkerstil. Med bandet Bleeder spillede han koncerter med udlovet garanti for tinnitus, og udgav også en cd, Psycho Power, på eget plademærke med det betegnende navn I Hate You Records. Det blev senere fulgt op af albummet Sunrise, nu under navnet The Bleeder Group.

Han har desuden været producer for Düreforsög på deres komplet vanvittige album Knee, udgivet det musikhistorisk væsentlige punk-fanmateriale ”Iklipsx” og arbejdet med filmmusik, soundtracks og endda splatterfilm – og det er blot et par af de projekter, der er faldet ham for hånde. Et andet er duo-projektet Persona med Kira Skov. I 2012 udgav de albummet Epiphanies of Grandeur.

I 2017 udsendte han sammen med Peter Kyed et album, der fik hele seks stjerner af GAFFA, og i februar gav Bleeder deres første klubkoncert i 15 år, på Alice i København. Koncerten skulle have været fulgt af flere ekstrakoncerter både på Alice og på Atlas i Aarhus, som dog er udskudt til efteråret grundet coronavirussen.

Måske er det kendetegnende for en sand kunstner, at man ikke behøver være heldig for altid at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og så selvfølgelig, at det ikke gør nogen forskel, om man er fyldt 60. For den brændende punkflamme han har været med til at tænde i Danmark slukkes aldrig, og det er vi dig evigt taknemmelige for, Peter. Tillykke med de 60 år og den yderligere cementerede titel som en absolut legende.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA