x

GUIDE: Her er de 10 bedste britpop-album – nogensinde

GUIDE: Her er de 10 bedste britpop-album – nogensinde

I anledning af 25-årsdagen for "The Battle of Britpop"

I dag er det præcis 25 år siden, Blur og Oasis udgav en single samme dag, henholdsvis "Country House" og "Roll With It" – henholdsvis første singleforløber for albummet The Great Escape og anden forløber for albummet (What's the Story) Morning Glory.

Den simultante udgivelse blev i sin tid kendt som "The Battle of Britpop", da alle ventede, at den ene af de to singler ville gå ind på førstepladsen af den engelske hitliste, og den anden ville så blive nummer to. 

Det var også, hvad der skete. Blur løb med sejren foran Oasis. Dengang var Blur og Oasis de to største bands inden for genren, der blev kendt som britpop, og de to grupper blev ofte sat op imod hinanden i pressen. De to Gallagher-brødre benyttede da også enhver lejlighed til at kritisere Blur, der omvendt tog initiativet til at udgive en single samme dag som Oasis og dermed for alvor satte gang i konkurrencen.

I anledning af jubilæet har vi valgt de 10 bedste britpop-album – nogensinde. Vi har kun valgt ét album per band, og et par markante grupper, fra perioden, Radiohead og Manic Street Preachers, er forbigået, da de generelt ikke forbindes direkte med britpop.

Parklife, Blur (1994)

Inden den intense infight med brødrene Gallagher og deres entourage var Blur allerede et veletableret navn og bannerførerne for britpop, ikke mindst takket være Parklife. 16 numres spraglet og spidende dissekering af livet som brite i midt-90’erne. Fra den hedonistiske charter-hymne ”Girls & Boys” til den smukt melankolske ”This is a Low”.

Dog Man Star, Suede (1994)

Et selvdestruktivt mesterværk fra Suede, der var blandt de første og førende bands, der af den engelske musikpresse blev gjort til repræsentanter for britpop og den deraf følgende ”cool Britannia”-bølge. Stadig nok verdens bedste plade i al sine grandiose neonbelyste fortælling om kærlighed, sex og stoffer. 

What’s The Story (Morning Glory)?, Oasis (1995)

Findes der et album, der mere har sparket flosklen om ”den svære toer” til hjørne? Næppe. Byggende på alt det gode fra Definitely Maybe og så bare skruet op til 11. Noels sange. Liams vokal. Alt klapper fra start til slut. I 1995 tabte de måske nok slaget om singlerne, men album-krigen, den vandt de.

Elastica, Elastica (1995)

Rygterne vil vide, at sangskrivningen på Elasticas debut hovedsageligt skal tilskrives to folk fra allerede nævnte bands, nemlig Damon Albarn og Brett Anderson, der begge i 90’erne datede Elasticas frontkvinde Justine Frischmann. Lige meget hvad, så er Elasticas debut en eminent samling af korte, intense og bidende britpopnumre, med lige dele swagger og huggende guitarer. Var den hurtigste sælgende debut i mere end 10 år, indtil Arctic Monkeys overtog den ære.  

Different Class, Pulp (1995)

Da britpop peakede midt i 90’erne, var Pulp et gammelt band, der havde huseret i Sheffields undergrund siden start-80erne. Desto mere overraskende, og fortjent, da Jarvis Cocker og hans flok af outsidere først med His’n’Hers (1994) og siden hovedværket Different Class ramte tidsånd og kommerciel succes med ”Common People” og ”Disco 2000”. Efterfølgeren, den super-mørke og nihilistiske This Is Hardcore (1998) fungerer også som et stærkt, men dystert punktum for britpop-æraen.

On, Echobelly (1995)

Med karismatiske Sonya Madan i front var Echobelly et af de stærkeste bands i britpoppens næstbedste række, og deres fans talte i 90’erne markante kunstnere som R.E.M., Madonna og Morrissey. Akkompagneret af skarpe riffs og masser at attitude fik Echobelly tilføjet tekster om racisme og køn til i britpoppens sangbog. Tjek for eksempel den fremragende ”King of the Kerb”.

I Should Coco, Supergrass (1995)

En af de mest potente debutalbum fra 90’erne kom fra Oxford-trioen Supergrass. Med den blot 19-årige vildmand Gaz Coombes i front er I Should Coco en eksplosion af energi og ærkeengelske dyder hentet hos bands som Buzzcocks, Madness og The Kinks. At de gemte verdens (cirka) bedste køresang ”Alright” til at være femte(!) single fra albummet, siger alt.

The It Girl, Sleeper (1996)

Britpop var generelt lidt af en pølsefest på scenen, så man bliver ekstra glad for, at Louise Wener i front for Sleeper kunne sparke nogle døre ind med bidende tekster og fantastisk guitarspil. Du kender som minimum deres cover af Blondies ”Atomic” fra det ikoniske og britpop-tunge soundtrack til Trainspotting, men der er meget mere at komme efter, inklusive et ace comebackalbum fra 2019.

Expecting to Fly, The Bluetones (1996)

Det behøvede ikke altid at være drevet af udtværet eyeliner og kokain, når det kom til britpop. Debutalbummet fra The Bluetones er fængende guitardrevet indiepop og fyldt med ”a little charm and a lot of style”. Der er ikke stort drama eller meget på spil, men det er usigeligt catchy. I samme kategori finder man fine bands som Dodgy, Shed Seven og Ocean Colour Scene.

The Verve, Urban Hymns (1997)

Det er vanvittigt at tænke på, hvad der kunne være sket, hvis The Verve havde bygget videre på det momentum, de fik i 1997 med Urban Hymns. Numre som ”The Drugs Don’t Work”, ”Bittersweet Symphony” og ”Sonnet” står stadig super stærkt.  Desværre endte det med internt fnidder, et enkelt lunkent album 11 år senere og en to-tre gendannelser og efterfølgende breakups.

Køb pladerne hos GAFFA Shop

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA