x

BABY IN VAIN-INTERVIEW: Unge og erfarne

BABY IN VAIN-INTERVIEW: Unge og erfarne

På aktuelle See Through fremstår Andrea, Bene og Lola bevidst transparente. Stilen, udtrykket og styrken er både genkendelig og intakt, men frem for oprør mod ydre rammer blottes og afsøges den indre og ofte smertefulde rejse. Herunder nye erkendelser om det at være ung kvinde i verden og musikbranchen i dag.

Baby in Vain er paradoksale på flere måder. Stadig unge og friske med energien og oprøret intakt. Samtidig viser det sig, at GAFFAs interview tilfældigt falder sammen med 10 års dagen for trioens første øver; Lola og Andrea vidste det ikke engang, men erkender med høje grin, at det er ikke så lidt af en milepæl. Lola er ikke fyldt 25 endnu. GAFFAs positive reaktion på første single ”Wherever I Go” starter med ”Gode gamle Baby in Vain”. Lidt a la ”her i en kaotisk tid, hvor verden er af lave med pandemi, krig, nedbrud, oprør og daglig uforudsigelig galskab er det dejligt at have noget fast, velkendt, stabilt og uforanderligt at vende tilbage til.”

Bandet har været hypet som de seje, vrede, unge rocktøser fra første spadehug og har set og oplevet verden fra scenekanter fra Island til USA, før de så meget som havde udgivet en ep. Samtidig har de hverken haft et stabilt management eller et team bag sig gennem årene, men har klaret sig igennem markante op- og nedture baseret på stærkt internt sammenhold og indædt stædighed. De tre jævnaldrende veninder, venner, piger, kvinder, musikere, mennesker… har en udtalt fælles synergi, men er langtfra identiske dråber vand.

Sangskriver og guitarist Lola Hammerich besidder en indædt stædighed, et ofte aggressivt udtryk og fortæller, at hun er i konstant kamp for at mærke, følge og tro på egen mavefornemmelse. Andrea Thuesen har både samme funktion i bandet som Lola, har nogle af de samme karaktertræk og er også tit gået i defensiven, hvis hun har følt sig presset. Begge to kommer fra kreative familier. Så er der vægten og balancen, den milde, søde og ikke mindst sjove trommeslager Benedicte Pierleoni-Nielsen, der som de to andre også mester flere instrumenter, selv optræder som solist, men kommer fra en ”halv-italiensk-familien-Danmark”, der stadig venter utålmodigt på, at datteren en dag får et rigtigt arbejde.

Artiklen fortsætter under "Wherever I Go" fra det nye album, See Through:

Rykker sammen under pres

En stærk, broget, reflekteret, sympatisk og særdeles kreativ treenighed, der nu udgiver deres andet fuldlængde album, See Through, opfølgeren til pop-punk-træfferen More Nothing fra 2017. De er langtfra altid enige om alt, men som Andrea siger:

Andrea: – Hver gang vi står over for ydre pres, udfordringer og problemer, er det, som om vi automatisk rykker sammen.

Udfordringer har der været nok af, siden More Nothing udkom på engelske Partisan Records for tre år siden. Masser af koncerter i ind- og udland fra små undergrundsklubber til store festivaler, både som hovednavn og support, og videre til de bonede gulve foran ambassadører, internationale politikere og royale notabiliteter, som da GAFFA var med på sidelinjen, da Baby in Vain både imponerede, chokerede og rakte tunge ad eliten ved åbning af Nordisk Museum i Seattle 2018.

Dagen efter hjemkomsten fra ”Capital of Grunge” skulle pigerne direkte på Europatur, så at sige uden hjælp eller assistance fra nogen andre overhovedet. Lolas far havde hjulpet med en kontakt til at skaffe en bil, og det var vist det. Opbakningen fra Partisan begyndte stille, men sikkert at sive. More Nothing gav ikke bandet det forventede gennembrud i Storbritannien, som selskabet havde håbet på, og fra starten af 2019 stod bandet på bar bund igen uden kontrakt eller andre aftaler. Som Lola med karakteristisk ”BIV-etik” udtrykker det om en tid i tilsyneladende kaos og elendighed.

Lola: – Det var så fedt, det var fandme en lettelse.

2019 bød dels på et kreativt samarbejde med dansekompagniet Corpus under Den Kongelige Ballet, der også involverede Roskilde Festival, herunder flere optrædener på såvel Det Kgl. Teater som på selve festivalen. Og efter at have søgt ud i den store verden i nærmest hele bandets levetid viste det sig, at de var gået klos op ad deres nye soulmate i årevis uden at vide det. Nærmere bestemt producer, musiker og pladeselskabsmand Nis Bysted, som har såvel produceret som udgivet See Through på sit eget label Escho.

I samme periode røg alle tre nærmest simultant ind i markante personlige kriser som tung, bristet kærlighed og andre livsomvæltende begivenheder. Omstændigheder, der er centrale i alle afskygninger af processen, indspilningen og forløbet omkring See Through. Herunder nye tanker, refleksioner og synspunkter i forhold til den revitaliserede MeToo-debat. Et opgør, der i skrivende stund ikke mindst har fokus på musik- og mediebranchen. Den verden, som har været Andrea, Bene og Lolas hverdag og liv i det årti, hvor de voksede op side om side og gik fra at være børn, der legede med nogle instrumenter til voksne, reflekterende kvinder, der er blevet stærke forbilleder for mange. Bandet tager sig god tid og fortæller frit fra hoften, transparent og uden omsvøb om det hele.

Baby in Vain – 2020

Hvordan går det så i dag i gode gamle Baby in Vain?

Andrea: – Vi er der, som korkproppen, der bliver ved med at dukke op. Vi er meget i os selv, mere end før måske. Tidligere var det mere udsyn; hvad er næste skridt, hvor skal vi nu hen i verden? Denne gang kigger vi mere indad. Personligt og geografisk, vi er i København.

Lola: – Det her år har bare været så kaotisk. Det har været et sindssygt år. Jeg synes, det er helt vildt at navigere i forhold til, hvor alt er. Det er vigtigt at kigge indad, også i forhold til bandet. Vi er her, men armbevægelserne er ikke så store længere. Vi gør, hvad vi gør i vores eget og hinandens tempo. Men det er også begrænset, hvor meget jeg selv har lyst til at have ambitioner for noget som helst lige nu. Man føler sig ikke så vigtig.

Andrea: – Det synes jeg er totalt befriende.

Benedicte: – Det har jeg det vildt ambivalent med. Ret symbolsk tog vi til Seattle i 2018 for at skrive nyt. Vi nærmest flygtede til USA fra vores problemer for at starte pladen, tog hjem for at se dem i øjnene og prøve at komme igennem på den anden side. Symbolsk som helt konkret.

Andrea: – Denne plade været en bearbejdelsesproces. Vi har formidlet et følelsesliv, men denne gang blottet fra udefrakommende faktorer som at skulle leve op til andres forestillinger om os selv.

Har det været de tre musketerer mod resten af verden i højere grad end før?

Andrea: – Ikke nødvendigvis. Processen har været mere individuelt personligt for os alle tre. Men den er udført sammen og er blevet vores fælles ting.

Lola: – I stedet for os mod verden er teksterne selvreflekterende og skrevet på en måde, man håber andre kan spejle sig i. Vi fortæller vores historie, men håber også, at andre griber den og viderefortæller deres.

Andrea: – Jeg har været så meget i mit eget hoved, at jeg tit har oplevet teksterne som en forløsning, der har givet luft til vakuummet.

I en ekstremt individualiseret tidsalder er I vokset op som band sammen, siden I var teenagere. Hvad har det giver jer personligt og som kollektiv?

Bene: – Jeg har tænkt meget over, at vi er vokset op sammen i de virkelig skelsættende år fra slutningen af teen-årene til start-20’erne. Det er på en måde der, hvor man finder ud af, hvem man er, og hvem man gerne vil være. Vi har hver vores vennegrupper, er alt andet end ens og ser og oplever ting forskelligt. Men det, at vi er vokset op sammen, gør også, at vi forstår og er enige om mange ting, at vi hænger sammen og er blevet en del af hinandens identitet.  Jeg er trommeslageren fra Baby in Vain. Hvis vi ikke spiller mere, hvem er jeg så?

Andrea: – Nis sagde, at man først ved, hvor meget man elsker sit band, når man ikke spiller i det længere. Selvom det er udfordrende at lave noget, der er så nært sammen, og at det nogle gange clasher, tror jeg, at grunden til, at vi er sammen er, at vi oprigtigt godt kan godt lide hinanden. Det har i hvert fald ikke været for pengene, de har aldrig været der. Så har vi set verden sammen, det har været et totalt eventyr. Vi kan være som en levende scrapbog, en iCloud-bikube, når vi er ude sammen.

I tvivl hver eneste dag

I er blevet hypet, har opnået en masse, men har haft meget modgang, også denne gang, og I har set en masse andre bands gå i opløsning omkring jer. Har I siden More Nothing hele tiden vidst, at der ville være et Baby in Vain?

Lola: – Jeg er i tvivl hver eneste dag, ha ha. Sådan har det været i de sidste otte år. Også denne gang havde vi modgang til det sidste. Det var både ydre og indre ting, og så kom corona midt i det hele. Men jeg tror, at vi har opbygget en helt sindssyg ”klø-på-mentalitet”, en vild stædighed. Nogle gange har jeg det som om, at vi er et meget uheldigt band, andre gange, som om vi er et meget heldigt band.

Bene: – Det hele flasker sig på en eller anden måde til sidst. Det er ret specielt at være både venner og kollegaer samtidig. Det er benhårdt altid at bruge sit indre som grundstof og krænge sin sjæl ud. Samtidig forventes det, at man skal turnere en måned, please alle og ikke få noget søvn. Der skal personlighed og sjæl til for at skabe den gode musik, men det gør det også ekstra krævende at få det hele til at fungere.

Andrea: – Vi har jævnaldrende venner, der nu er færdige med deres uddannelse, får jobs, taler karriere og så videre. Vi studerer også alle tre selv, men nogle kan synes, det er useriøst, hvad vi laver. Men vi startede jo bare tidligere end alle andre, vores karriere er ikke forbi. Vi har været fucking aktive, det er der ingen, der kan tage fra os. Der har været mange fejlskud, blindgyder og dårlig vejledning, som den uendelige Englandstur i 2018, som hverken gav mening for os eller publikum. Men vi har set og oplevet en masse og kan kigge hinanden i øjnene med selvrespekt. Vi har selv gjort det på egne præmisser. Det er en kæmpe gave at have med sig, når man er så ung.

Sexisme – den rygende pistol

Snakken, debatten, fronterne, anklagerne, anvisninger, forslagene, løsningerne? Det buldrer på alle måder, ikke mindst i den branche, som Baby in Vain er en integreret del af. Hvad tænker de selv, hvor står de i dag, midt i orkanen?

Andrea: – Jeg tænker over det helt vildt meget. Jeg har ikke lige nogen personlige oplevelser på stående fod, men i vores karriere er vi hele tiden blevet mødt med ”fedt med tre piger, der spiller rock, hvor sejt”. Samtidigt havde jeg en kæreste på det tidspunkt, der tit sagde ”Det er jo, fordi I er piger, at I får denne her hype”. Og det tog jeg helt vildt meget til mig. Jeg gik ligesom med på den præmis, og det betød, at jeg følte et behov for at udslette mit eget køn fuldstændigt. Jeg fik bare lyst til totalt at fralægge mig mit køn og kom på den måde til at stemme med i et lidt anti-feministisk kor. Jeg følte, jeg var med til at gå med på den præmis for at blive taget alvorligt som musiker.

Lola: – Jeg synes ikke, at det var anti-feministisk. Det var egentlig bare at praktisere det, som vi gerne vil have er normalt, såsom at vi ikke behøver at snakke om vores køn, når vi snakker om vores band. Sådan har jeg også selv haft det.

Andrea: – Jeg har taget mig selv i situationer, hvor mine veninder har været meget standhaftige om mangel på ligestilling og diskrimination i Danmark og så videre og har tænkt, at det har været skingert og overdrevet, men de har jo haft ret hele vejen igennem, vi har ikke ligestilling i Danmark, og der foregår diskrimination overalt omkring os. Det har været på grund af, at jeg har været nødt til at spille mændenes spil for at være med i spillet eller for overhovedet at være med. Jeg hørte det der mantra ”det er kun fordi, at I er piger” i hovedet. Det gjorde, at jeg kom i en position, hvor jeg tænkte ”Nej, kunst skal være blottet for køn, fuck kønskvoter og alle de der ting.” Det var en reaktion på at sidde med en oplevelse af, at det ikke handler om, at jeg er god til det, jeg gør, fordi jeg har arbejdet hårdt for det. Det handler om, at jeg er en kvinde.

Bene: – Meget af den snak og de artikler, der er fremme nu, er skrevet af hvide cis-kvinder. Det kan blive problematisk, da de let bliver de næstværste, fordi de prøver at udnytte deres magt på den traditionelle, toxic masculinity-måde. Der skal være plads til mange flere stemmer, og vigtigst af alt skal vi stå sammen. Vi har taget afstand fra og sagt, vi ikke gider at blive sammenlignet med Velvet Volume og Nelson Can, fordi det skete hele tiden. Det blev en kunstig konkurrence, der blev kørt op udefra, hvilket Selina fra Nelson Can også har givet udtryk for. I stedet gælder det om at tage et skridt tilbage og forstå, at der er et eller andet helt galt her, det er ikke en konkurrence. Musik er er følelser og kærlighed. Det er underholdning til folket.

Andrea: – Det er rigtig fedt, når du siger det om Nelson Can og Velvet Volume. Jeg tror, at vi alle har tænkt over det og har svært ved nu at forstå, at vi på en eller anden måde har ladet medierne spille os ud mod hinanden i stedet for at stå sammen. Mig og Lola snakkede om, at vi skulle have dannet en United Front og sagt ”hey wtf”; i stedet gik vi med på andres præmisser. Det er fedt, hvad der sker nu. Thomas Treos anmeldelse af Velvet Volumes plade var så latterligt grov, og der er mange andre tilfælde, jeg kunne nævne. Her synes jeg også, at medierne har et ansvar for ikke at skabe rammer, hvor folk føler, at det er okay at svine andre til, som de vil. At man synes, det er i orden at skrive at ville kneppe en 24-årig pige i røven eller noget i den stil, synes jeg er grimt, amoralsk og uetisk.

Reality check for humanity

I har tit virket lidt som ”One of the boys”-typerne, der både kunne larme og spille højt og aggressivt og gå i byen og drikke bajere. Eller har det også været en slags overlevelsesstrategi?

Lola: – Vi har bare været, som vi er, men vi har ændret os i forhold til helst ikke at ville snakke om det til at tale ud. Der skete noget for mig for nogle år siden, hvor jeg tænkte: ”Jeg tror, jeg går og har de samme rettigheder som alle andre. Jeg lader, som om jeg ikke bliver diskrimineret for at være kvinde, være queer eller bare for at være ung”. Men det duer simpelthen ikke, man er nødt til at gøre noget aktivt. Man er nødt til at sige fra hver eneste gang. Man kan ikke bare ryste det af sig. Det var det, jeg plejede at gøre. Bare at glemme eller fortrænge det, men nu har det vist sig, at det ikke rykker en meter.

Andrea: – Det var lidt det, der var min pointe før. Man bliver let ofre for de usynlige strukturer.

Lola: – Det her opgør med sexisme i musikbranchen, det er jo altid den samme ting. Det er ikke sexisme i musikbranchen; det er sexisme, diskrimination og racisme i det hele taget. Det handler ikke om kvinder, men om alle mennesker.

Bene: – Det er kapitalisme og magtstrukturer i verden, der skaber de her rammer, spørgsmålet er, hvor og hvordan man tager kampen.

Andrea: – De individuelle historier er vigtige, så man kan forstå, hvad det handler om, og hvem der mærker konsekvenserne, men det er strukturerne, man skal adressere. Jeg tror ikke på udskamning og foragt. Det er vigtigt, at de, der har gjort noget ulovligt og krænkende, bliver holdt ansvarlige for deres handlinger, men jeg synes, det er ret vigtigt at huske på, at vi alle er med til at skabe det samfund, vi lever i. Jeg synes, man aldrig kan se sig fri for at være med til at reproducere mønstre, og derfor tror jeg rigtig meget på, at revolutionen starter i og hos en selv. ”Jeg er ikke racist eller sexist, derfor er jeg ikke en del af problemet”; jeg tror ikke, at man kan lave det facit eller den konklusion. Vi er alle en del af problemet, og vi er alle en del af løsningen. Nogle gange skal man ramme bunden, før selvindsigten kommer. Vi har snakket meget i bandet om, at corona på mange måder har udløst et ”reality check for humanity”. Der er tydeligvis noget, der ikke fungerer. Det starter hjemme hos en selv, men når man har oplevet personlig udvikling midt i alt det her kaos, så tror man også, at det kan ske i og for andre.

LÆS OGSÅ: Et intimt og ærligt indblik i den storhed, der engang var synonymt med rockmusikken

See Through – track by track: Så nøgent som muligt

Before You

Andrea: – Det er den ældste sang på pladen. Den nåede lige at komme med, den var lige relevant nok stadigvæk. En in between-sang fra tiden før det store breakup, det føles som længe siden. Den markerer en overgangsfase fra sådan, som mit liv var, og til det kaos, det i hvert fald blev i en periode. Oprindeligt var det en tung rock-basker, men totalt til Nis, Lola og Benes credit endte den et helt andet sted. Jeg var på vej hjem fra Roskilde Festival og modtog et track, hvor de andre havde lagt en masse akustisk guitar på, og en masse kor på ”You Don’t Have to Pretend”. Det var totalt fedt og totalt overraskende.

Lola: – Ha, ha, det er en klassisk BIV-situation. Man er væk på festival, og så går de andre i krig med din sang og ændrer den totalt. 

Koreografi

Lola: – En sang, der stammer fra samarbejdet med Corpus. Det var meget mig og Bene, der jammede os frem til den, inspireret af deres koreografi.

Der er noget klassisk Pixies/Nirvana-guitar i lydbilledet?

Lola: – Det er nok den mest klassiske rocksang på pladen, den med mest smadder på. Teksten er ret abstrakt, også for mig selv. Jeg gik efter nogle fede catch phrases. Den handler om at deale med de ting, man skal, som alle andre sange handler også handler om. Både sangen her og ”Bodyface” udspringer af samarbejdet med Corpus.

Million

Lola: – Det nummer kom bare en dag, på vej op ad trappen, og jeg indspillede hooklinen på min diktafon med det samme. Det er Nils Gröndahl, der spiller violin, og det blev mega fedt.

Bene: – Det er et nummer med mange breaks, og det har en klar live energi, som næsten alle sangene har.

Lola: – Jeg indspillede en cue-vokal, som endte med at blive brugt i det meste af versene, da det var svært at fange den samme vibe igen. Der er ord, man næsten ikke kan høre. Der er mange mærkelige fejl på pladen i det hele taget, men det er en del af udtrykket. Det er meget Nis’ ting.

Andrea: – Det er noget, vi er gået med på. Nis dyrker meget det skæve og umiddelbare, hvor vi nok tidligere har villet haft det mere perfekt.

Bene: – Mange af demoerne er totalt loose, hvilket er mega grineren. Vi ville gerne have, det skulle være rent og ubearbejdet i udtrykket. Så nøgent som muligt, der har du overskriften, ha, ha.

2019

Andrea: – Det er underligt, for den sang var oprindeligt en rigtig poprock-optur-glad sang. Det, der skete var, at vi dissekerede den fuldstændig og ændrede den totalt. Det var første gang, det gik op for mig, at Nis kunne høre noget helt andet, end jeg selv kunne høre. Det var en åbenbaring for mig i forhold til vores samarbejde. Der skete noget radikalt anderledes, end hvad der oprindeligt havde været tanken. Her dyrker vi det umiddelbare, lader sangen komme til sin ret, i stedet for at sovse det ind i Big Muff-forvrængning, larm og ballade. Tekstmæssigt er det et øjebliksbillede fra en tid, hvor jeg var helt væk. Det er lidt mærkeligt at høre det nu. Nærmest som en drøm, jeg engang har haft. Den er lidt en hyldest til Smashing Pumpkins’ ”1979” og derfor titlen. Den skulle opsummere mit 2019, som for det meste var en mental nedsmeltning.

Artiklen fortsætter under sangen

You Don’t Have to Pretend

Andrea: – Den er også fra en overgangsperiode i mit liv. Først tænkte vi, at vi skulle gøre den hård og ”edgy”, men endte i stedet med at gå efter noget i Neil Young, Mazzy Star-stilen.

Bene: – Jeg hørte vildt meget Cigarettes After Sex på det tidspunkt, og de andre sagde, at jeg skulle prøve at spille trommerne på den måde. Det virkede.

Mange af sangene har lidt en hippie-summer of love-feel?

Lola: – Ha, ha, ja, arbejdstitlen på nummeret var ”Road Trip”, som at cruise derudad i sommersolen.

Andrea: – Lejrbålet er også okay, det er også fint at lave noget, der lyder rart. Også det kor til sidst; den kunne ikke blive corny nok, den skulle lige have lidt ekstra, ha ha.

Be My Baby Now

Du synger om at være “Born in the 90’s?”

Lola: – Ja, der levede jeg kun fire år, det var livet, inden alt blev alvorligt, dengang var alting godt.

Er det en reflektionssang?

Lola: – Ja, det endte det med at blive. Den handler både om at gå fra at være barn og ubekymret til at blive ældre og få ansvar og bundet af regler og også om at være fanget i noget romance. Alle mine tekster på pladen tager udgangspunkt i, hvad der er sket for mig, men jeg håber, at jeg har gjort det på en universel måde, så de også handler om, hvad andre har mærket og oplevet. Sangen var lidt svær at negle musikalsk, da den rent dynamisk er meget statisk, samtidig med at den modulerer og intensiverer. Der bliver spillet til og hamret lidt hårdt i instrumenterne.

Bene: – Det er en pølse, men Nis mente, det lød bedst, hvis jeg ikke spillede for hårdt, hvilket var mega svært, men det fungerede.

Wherever I Go

Andrea: – Det er en af de få sange på pladen, hvor vi har jammet meget for at finde udtrykket. Det var også derfor, vi sendte den ud som første single, da den har lidt samme energi som på More Nothing. Der er mange, der har sagt, at den er meget anderledes end vores tidligere. Ja, så er der nok nogle, der bliver overraskede, når de hører helheden. Men den er blevet godt modtaget, folk er glade, det er skønt.

Artiklen fortsætter under sangen

The Real World

Andrea: – En sang, der har været igennem fem forskellige versioner. Den er endt med at være ret stille. Jeg lavede en 20 sekunder lang demo, og så faldt det i hak, og vi spillede den bare. Typisk for mig tog det 100 år at få teksten færdig. Ligesom ”2019” reflekterer teksten en meget fraværende periode i mit liv.

Lola: – Som jeg ser det, så er det en slags et tidsbillede af ikke at ære i ”The real world”, men også en sang til ”The real world”.

Andrea: – Ja, det er totalt det. Jeg håber, jeg vågner i ”The real world”. Det er her, inspirationen til coveret kommer fra, som at være fanget i et hus, der brænder. Nummeret hænger tematisk sammen med ”2019”, som er mere et låst øjebliksbillede af en person i forfald, hvor ”The Real World” har lidt mere håb, som i at kunne huske, at der var en ”real world”.

See Through

Det er første gang, I har en titelsang, var valget indlysende?

Lola: – Ha, ha, det var ikke indlysende overhovedet. Den var oppe at vende, fyret igen og så videre. Men til sidst gav det mening. Det var en måde at samle mine og Andreas sange på (som er 50/50 i forhold til både sangskrivning og vokal, red.), der indimellem har fået det til at lyde som to plader. See Through indkapslede det transparente. ”You see through me”, synger Andrea på ”Before You”, der åbner pladen, og her i sangen er vi bogstavelig talt gennemsigtige. Der er mange forskellige meninger og symbolikker.

Andrea: – Det er en ret ærlig og sårbar plade. Det er sådan, vi har det, og sådan vi havde det i vores liv, da vi lavede pladen. Det er gennemsigtigt for folk, man kan se det hele.

Lola: – Som jeg hører det, handler dine sange meget om, at du er fanget af noget inde i dig selv, og mine handler om, at jeg er fanget i noget på grund af en anden person. Men begge dele er en form for manipulation.

Andrea: – Begge dele handler om at være i usynlige lænker uden helt at kunne forstå, hvorfor man føler sig fremmed, eller hvordan man bryder fri.

Lola: – Hele pladen handler også om, at noget var helt galt, og man nu er blevet klogere.

Bodyface

Andrea: – Det var noget, vi jammede frem i øveren, som vi ikke selv tillagde noget særligt potentiale, men særligt koreografen fra Corpus syntes, det var godt. Jeg fik skrevet idéen ned på en bar i et kladdehæfte på 30 sekunder, hvilket viste sig at holde. Det er den eneste gang, det ikke har været den rene tortur for mig at få en tekst færdig. Den reflekterer over tanken om spejlbilledet. Når man kigger i spejlet, hvad er det så, man ser, også når man kigger på andre? Ser man sig selv igennem andres øjne? Hvad sker der, hvis spejlet knuses? Hvad er der på den anden side? Går jeg så også i stykker? Meget symbolsk det hele.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA