x

QUEEN-JUBILÆUM: Her er Freddie Mercurys 10 bedste performances

QUEEN-JUBILÆUM: Her er Freddie Mercurys 10 bedste performances

I dag er det 25 år siden, at Queens sidste album Made In Heaven blev udgivet.

Vi tager det ofte for givet i den moderne verden, at vi med lydoptagelser er i stand til at foreviggøre det virke, som selv de sjældneste legender velsigner os med i musikken.

Albummet Made In Heaven er den sagnomspundne rockgruppes femtende og sidste studiealbum. Det blev udgivet næsten fire år efter Murcurys død den 24. november 1991, men vokalsporene på albummets sange er indspillet og/eller stykket sammen af optagelser, som Freddie nåede at nedfælde, inden han gik bort. Enten til tidligere uudgivne sange eller materiale, som Queen nåede at skrive, kort tid efter det fjortende album Innuendo fra februar 1991.

Titelsangen ”Made in Heaven” er, sammen med ”I Was Born to Love You”, Queens bearbejdelser af sange, som Mercury udgav på sin soloplade Mr. Bad Guy fra 1985. Titlen får en ganske smuk nybetydning på den delvist posthume plade, som bogstaveligt talt er som sendt fra himlen for Queen-fans, der sørgede over Freddies alt for tidlige død.

Og selvom bandet er aktivt igen, og har turneret siden 2011 med især Adam Lambert som forsanger, satte Made in Heaven et smukt punktum på det legendariske original-lineup, som for nylig er blevet portrætteret i den prisvindende spillefilm Bohemian Rhapsody fra 2018.

Som en hyldest til bandet og ikke mindst den enestående ikoniske sanger Freddie Mercury bringer vi hér en liste over de 10 bedste sangperformances, manden nogensinde har foreviggjort. Ligesom på Made in Heaven-albummet omfavner vi det fantastiske faktum, at den magi, Mercury bragte til verden, stadig lever iblandt os.

10: ”Who Wants to Live Forever” – A Kind of Magic (1986)

En af Queens sange i lavere tempo, som går fra at være orgel og stryger-drevet, med guitarist Brain May på melodistemmen i starten, siden til Freddies stille vers, der dog eksploderer i en vokal kraftpræstation, hvorefter guitar og trommer sætter ind, og sangen fortsætter ind i en power-ballade. Herefter giver Mercury den alt, hvad den kan trække med storladne fraseringer, som sender gåsehud hele vejen ned ad ryggen.

9: ”Don’t Stop Me Now” – Jazz (1978)

“Lad være med at stoppe mig nu” – meget morsomt. Som om vi overhovedet havde en chance. At levere en melodi til perfektion i det tempo og i det toneleje, som denne sang befinder sig i, er en ordre, som kun de bedste sangere overhovedet kan give et bud på.

Freddie giver som altid meget mere end bare ”et bud” på sangen. Han har bare tænkt på, hvad der stod i sangens tekst, og så gjort, som den sagde. Nemt!

8: “Mother Love” – Made In Heaven (1995)

Én af de sange fra jubilæumsalbummet, som blev skrevet og indspillet i 1991 og ikke trækker på tidligere optagelser fra Freddie Mercury. Dette var den sidste sang, Mercury nåede at indspille; han indspillede alle passagerne indtil tredje vers, hvor bandet blev enige om, at han hellere måtte gå hjem om hvile sig og komme tilbage senere med ny energi.

Han kom dog aldrig tilbage til studiet, fordi han var alt for syg, og det blev således det sidste, han nåede at indsynge i sit liv – derfor kan man høre May synge det tredje vers til sidst i sangen. Det ændrer dog ikke på, at sangen har en utrolig stor indlevelse og endda nogle gåsehudsfremkaldende kraftfulde toner.

7: ”Radio Ga Ga (Live)” – Live Aid Concert (1985)

Den ikoniske sang “Radio Ga Ga” fra albummet The Works (1984) er én af de sange, som blev opført til den mytiske koncert på Wemblet Stadium i 1985. Og den leveres mesterligt af bandet, og ikke mindst af Freddie Mercury.

Denne koncert er højdepunktet i spillefilmen Bohemian Rhapsody, og scenen er en nærmest én-til-én genskabelse af det historiske øjeblik, hvor Rami Malek spiller forsangeren, og vokalen er en kombination af originale Freddie Mercury-takes, Malek selv og en stemmemæssig dobbeltgænger ved navn Marc Martel, der er ét af de mennesker i verden, som er tættest på at kunne synge præcis som Mercury.

6: ”Another One Bites The Dust” – The Game (1980)

Selvom Freddie mestrer at disponere sin råhed med elegance, er det en fornøjelse at høre en hel sang, hvor den får fuld bad-ass. I ”Another One Bites The Dust” bliver der kørt fuld plade på attituden i både vers, som man næsten kan kalde rap-agtige, uden at de overhovedet er det, og det meget simple omkvæd, som der alligevel pumpes med mere og mere potens. En rigtig ”banger”, før der var noget, der hed dét.

5: ”I Want It All” – The Miracle (1989)

Én af bandets mest rockede sange, og det bedste eksempel på én af de mange ting, Freddie Mercury mestrer; nemlig at synge enormt teknisk og klokkerent, men alligevel få det til at lyde beskidt og umiddelbart. Selvfølgelig er der lige et C-stykke, hvor energien tages en smule, og vi lige bliver mindet om, hvor vidunderligt den stille side af mandens vokal også lyder.

Men det er uden tvivl en sang, som bæres af den såkaldte distortion, der kendertegner rocksangere – en ru, nærmest hæs lyd, som giver gevaldige problemer på stemmebåndene, hvis man ikke ved præcis, hvad man laver. Freddie bruger denne effekt meget ofte, man især på denne sang er vokalen er rock-vokaldemonstration uden lige.

4: “Bohemian Rhapsody” – A Night at the Opera (1975)

Udnævnt af mange som den bedste Queen-sang og endda den bedste sang nogensinde; denne sang er dog ikke kendt lige så meget for sin forsanger-præstation så meget som for den instrumentalside og ikke mindst korarrangement, som Freddie Mercury naturligvis også er en del af.

Alligevel skal den vokale melodi-sangperformance ikke underkendes – overhovedet. På bedste Mercury-vis er der både stille, luftige passager og råstyrke i stor stil. De mange forskellige genretræk, der er blandet sammen i dette mesterværk, bæres alle hele vejen til dørs af forsangeren, der altid synes at befinde sig i et udtryk, der passer perfekt ind i – selv når sangens udfoldelse er så kompleks som på ”Bohemian Rhapsody”.

3: “Somebody To Love” – A Day at the Races (1976)

En ikonisk Queen-sang og måske én af de mest cathcy. Kompositorisk er den forholdsvis lige ud ad landevejen, hvilket netop gør den til så stor en ørehænger, som den er; dog er der med sådan nogle sange fare for, at de kan blive kedelige i længden.

Men det er her, Freddie kommer os til undsætning. I modsætning til for eksempel ovenstående ”Bohemian Rhapsody”, som i forvejen er en spændende sang, kræver et simplere nummer som ”Somebody To Love”, at forsangeren bærer sangen og gør den interessant.

Og det gør han i allerhøjeste grad. De små spontanlyde, ændringer fra vers til vers og omkvæd til omkvæd og mesterlige fraseringer gør, at denne sang er en piedestal for opfyldelsen af rollen som forsanger.

2: “We Are The Champions” – News of the World (1977)

Kerneeksemplet på en Queen-sang med rå og rendyrket power – ikke mindst på grund af vokalen, som starter roligt, men eksploderer i et brag af lange toner i et omkvæd, der bare vokser og vokser: Højere, vildere, længere toner.

Det er en teknisk præstation uden lige, og så er det tilmed anvendt i en sang, hvor udtrykket er fuldstændig passende. Det er alt for meget, men sangen lægger også op til, at det skal være alt for meget, og på én eller anden måde ender det med at være lige tilpas.

Ikke mange sangere har nogensinde været i stand til blot at gennemføre denne sang, og slet ikke gøre det med så meget lethed og overbevisning, som Freddie Mercury demonstrerer på indspilningen, som er kendt i hele verden.

1: “The Show Must Go On” – Innuendo (1991)

Uden tvivl den mest hjerteskærende nedfældning af dem alle. På det tidspunkt, hvor Innuendo blev indspillet, var der ikke længere nogen tvivl om, at Freddie Mercury var tæt på at skulle se sin død i øjenene. (Titlen betyder i øvrigt ”antydning” eller ”hentydning” – så kan man lige tænke lidt over dén.)

Brain May fortæller, at da han præsenterede den endelige demo for Freddie, havde han sin tvivl på, at forsangeren ville være i stand til at levere sangens meget krævende vokalpassager på grund af hans helbredstilstand. Men til Mays overraskelse tog Mercury et vodkashot lige inden indspilningen og sagde ”Jeg fucking gør det, darling!” – og resultatet taler for sig selv.

Det er en kliché at tale om, at en sanger ”krænger sin sjæl ud”, men i netop dette tilfælde synes udtrykket at ramme spot on. Mercurys kamp for fysisk at gennemføre sangen dén dag, blev ikke foreviggjort som en træt performance, der kun lige akkurat nåede i mål, men derimod som en slutspurt af kraft, udtryk, smerte og musikalsk overlegenhed, der aldrig har set sin overmand. Denne sang efterlod et stykke ad mandens sjæl til os, som altid vil leve videre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA