x

TEMA: Tilbage til 00'erne

TEMA: Tilbage til 00'erne

Efter flere års halvfemser-retro er tiden kommet til at kigge tilbage og lade sig inspirere af musikken og moden fra det nye årtusindes første årti. Træk i de latterligt lavtaljede jeans, hiv op i G-strengen og tag med på tidsrejse.

Vi lever i en kompleks verden, hører man ofte – og det er vanskeligt at være uenig: Vi hvirvler gennem virkeligheden et sted mellem subjektiv sansning, aktiv ageren, kulturel kontekst og total tilfældighed. Komplekst og kalejdoskopisk, indeed. Samtidig er virkeligheden også fuldstændig konkret, og sådan husker jeg på en eller anden måde indgangen til det nye årtusinde: Konkret. Og intenst, nærmest hyper-virkeligt. Konkret manifesterede kærligheden sig for mig i skikkelse af en iransk pige i sommeren ’99: Jeg gik i 3.G, og hun var smuk med underkjole uden over bukserne, ring i næsen og sorte krøller.

Vi flyttede sammen dén sensommer, samme måned som Melanie C udgav singlen ”I Turn to You”, fra debutalbummet Northern Star, der var kommet nogle måneder forinden. ”I turn to you / like a flower leaning toward the sun / I turn to you / cause you’re the only one”, sang hun. Det føltes, som om dén sang var overalt i de måneder, selvom vi egentlig mest hørte Bruce Springsteen, Emmylou Harris og Shit & Chanel derhjemme. Jeg fejrede overgangen til et nyt årtusinde med nogle søde eksil-iranere i Silkeborg, og alverdens digitale systemer brød ikke sammen ved midnatstid, sådan som en del ellers havde forudsagt. 00’erne var en realitet.

Artiklen fortsætter under videoen

Blæs min fløjte

Kulturen bliver ikke nulstillet ved indgangen til et nyt årti, og meget af musikken fra 00’ernes første år lå da også i (mere eller mindre) smuk forlængelse af det foregående årtis musikalske mode. Når jeg kaster et blik på hitlisterne fra dengang, kommer det hele tilbage. Og ligesom virkeligheden både er konkret og kompleks, kan man konstatere et andet almengyldigt paradoks: Tingene ændrer sig hele tiden, og alligevel forbliver de, i en vis forstand, fundamentalt de samme. Ungdommen, som altid er forbundet med både angst og udødelighed. Drifterne, både de kulturelt betingede og dem, som ligger i selve kødet: Forældreoprør, fest og sex – og så det soundtrack, som for mange mennesker er særligt vigtigt i årene, inden voksenlivet sætter for alvor ind.

Mens iranske Rozita havde erobret mit hjerte, indtog en lidt ældre fyr fra Teheran de danske hitlister i sommeren 2000. Han hed egentlig Ali Movasat, men det var som DJ Aligator Project, at han hittede med ”The Whistle Song” – en voldsom dancepop-sag med den gennemgående linje ”blow my whistle, baby”, som endte med at sælge 800.000 eksemplarer. Movasat havde i øvrigt en fortid i eurodance-gruppen Factual Beat sammen med blandt andre René Dif. Og mens Movasat opfordrede lytterne til at blæse i hans fløjte i sommeren ’00, red Dif stadig på en bølge af succes med Aqua, som udgav deres andet album, Aquarius, samme år.

For ni mennesker fik festen en brat ende på Roskilde Festival i juli 2000. De blev klemt og trampet ihjel, da det gik helt galt til en Pearl Jam-koncert på Orange Scene: En rystende begivenhed, som må betegnes som den største tragedie i dansk festivalhistorie og gav anledning til selvransagelse og gentænkning af sikkerheden på danske festivaler. Jeg var ikke selv på Roskilde det år, men husker udmærket nogle vilde koncerter på Roskilde i 90’erne med blandt andre The Prodigy, Rage Against the Machine og Alanis Morrisette – hvor det dog heldigvis ikke blev mere dramatisk end dehydrering, besvimelser og bad trips.

Dengang for 20 år siden var festivalerne stadig fortrinsvis et rock-ritual. Foretrak man en popfest frem for festivalmudderet, kunne man med fordel frekventere sit lokale diskotek og danse til ikke mindst S.O.A.P.s nyeste single. Den Remee-producerede søsterduo cementerede succesen og storhittede i 2000 med ”S.O.A.P. is in the Air”:  “Soap is in the air / Feel it everywhere / There is magic in the air / All around just when you need it”.

Artiklen fortsætter under videoen

Undtagelsestilstand

Der var desværre også andet end sæbe i luften i starten af det nye årtusinde. En ældre generation kan huske, hvor de var, og hvad de lavede, da de modtog nyheden om mordene på John F. Kennedy eller John Lennon. Og jeg husker tydeligt den direkte tv-transmission, da fjender af den frie verden fløj to kaprede flyvemaskiner ind World Trade Centers tvillingetårne i New York City den 11. september 2001. Det var uhyggeligt og, som man siger, uvirkeligt – fordi det netop var såre virkeligt. Og så vidste vi ikke engang, at det også var indvarslingen af en ny virkelighed: En konkret og konstant trussel fra en ny form for religiøst funderet fascisme.

Bruce Springsteen leverede en stærk, musikalsk meditation midt i den mentale undtagelsestilstand med sit album The Rising, der udkom i sommeren 2002. Jeg tog til Hamburg og hørte hans koncert på Volksparkstadion med The E Street Band et års tid senere. Jeg kan huske, hvordan det startede med, at han kom alene ud på scenen og spillede ”Born the U.S.A.” på 12-strenget, akustisk guitar, og at det føltes dybt meningsfuldt og vigtigt at være lige dér, lige den aften. Tre måneder forinden havde amerikansk militær – bakket op af allierede tropper fra blandt andet Danmark, England med flere – indledt deres angreb på Irak og landets diktator Saddam Hussein. Da havde krigen mod det fundamentalistiske Taleban-styre i Afghanistan allerede været i gang halvandet år – mens fangelejren i Guantanamo-bugten på Cuba blev et stærkt (og stygt) symbol på USA og Bush-administrationens ”krig mod terror”.

Fra selvsamme caribiske ø var teenageren Lenny Martinez flyttet til Brøndby Strand i starten af 90’erne. Her mødte han makkerne Isam og Waqas, og i ’97 var trioen Outlandish en realitet. Fra debutalbummet blev ”Walou” et hit i 2000, og to år senere fulgte Bread and Barrels of Water – inklusive hittet ”Guantanamo”. Selv nåede jeg at opleve Outlandish live to gange: på aarhusianske Train i midten af årtiet og igen i Storcenter Nord, Aarhus V, i 2009. Bandet fortsatte frem til 2017, mens ikke mindst Isam Bachiri har gjort sig bemærket som solist under navnet Isam B. 

Artiklen fortsætter under videoen

Fremtidssex

Rocken er blevet erklæret død mange gange. Og i dag er det efterhånden svært at benægte, at den har udspillet sin rolle som samlende, definerende kraft. Snarere er den, som Jarvis Cocker bemærkede, sidst jeg talte med ham, blevet lidt ligesom jazz: én genre blandt mange andre. Midt i 00’erne kom der ikke desto mindre flere friske rocknavne på banen: skotske Franz Ferdinand bragede igennem med deres selvbetitlede debutalbum i 2004, og endnu vildere gik det for sig, da Sheffield-bandet Arctic Monkeys udgav deres albumdebut i 2006. Whatever People Say I Am, That's What I'm Not, som den hed, røg direkte ind på den engelske hitlistes førsteplads og blev det hurtigst sælgende debutalbum nogensinde ovre på den anden side af Østersøen.

Og også herhjemme var der hype omkring de nordengelske polar-aber: De besøgte Roskilde Festival et halvt års tid efter debutalbummets udgivelse og takkede nej til at spille på Orange Scene, så presset på teltscenen Arena var massivt den aften.

Bortset fra dét – og i fuld bevidsthed om udsagnets subjektivitet – er det som om, poppen stod særligt stærkt i de år. Måske fordi den stramme, klubvenlige dansemusik på én eller anden måde udgjorde et passende lydspor til den fortløbende forbrugsfest, som fortsatte frem mod det store sammenbrud med finanskrisen i 2008. Efter årene i boybandet NSYNC gik Justin Timberlake solo – startende med den r&b-funderede debut Justified i 2002 og solidt cementeret med FutureSex/LoveSounds fra 2006.

Personligt var jeg mere til den uimodståelige, colombianske sangerinde Shakira, som indtog det engelsksprogede marked i 2001 med albummet Laundry Service. Det var et medrivende og sanseligt popalbum, som inkluderede de stærke singleudspil ”Whenever, Wherever” og ”Underneath Your Clothes”. Og i efteråret 2005, mens jeg skrev min bacheloropgave – om Bob Dylans lyriske univers – cementerede Shakira succesen med albummet Oral Fixation, Vol 2.

Artiklen fortsætter under videoen

Som en fjeder

Også herhjemme var der gang i popscenen. Børnene fik deres helt egen dancepop med navne som Regina og Smalltalk, efter at Creamy havde sparket døren til både børneværelset og hitlisterne ind med deres eponyme debutalbum i 1999. Og i 2001 ramte talentkonkurrencen Popstars dansk tv. Med et dommerpanel bestående af branchefolkene Simon Junker og Poul Martin Bonde, sangerinden Louise Ellerbæk – og en stribe håbefulde amatører, inklusive bornholmske Maria Louise Joensen.

Hun blev sorteret fra undervejs, men fik til gengæld stor succes med debutalbummet Columbine seks år senere – nu under kunstnernavnet Aura. Vinderne af konkurrencen blev i stedet den til lejligheden sammensatte gruppe eyeQ, som hittede med vindersangen ”I Want What She’s Got” og formåede at sælge svimlende 150.000 eksemplarer af debutalbummet Let it Spin.

En mere langtidsholdbar succes blev det til for Værløse-drengene Nicklas Petersen og Jannik Thomsen, som skrev dansk pophistorie og lagde grunden til en massiv, folkelig succes med skiverne Nik & Jay (2002) og 2 (2004). Vi var flere, som var i tvivl om, hvorvidt det var en joke, da drengene dukkede op med diamantøreringe, bandana om hovederne, overdimensioneret tøj og matchende selvtillid. Men nej, de var for real – og den velfungerende vekselvirkning mellem svedige bangers og patosfulde ballader talte for sig selv.

”Undskyld mig baby, har jeg set dig før, et sted i København? / Og undskyld mig baby, tillad mig at spørge, hvem er du? Og hvad er dit navn?”, blev der spurgt i kæmpehittet ”Lækker”, mens signatursangen ”Nik & Jay” sådan set sagde det hele: ”Hva’ så Danmark, er I klar? Til Nik & Jay, i hårde hvidevarer / Smadrer hoteller, smadrer din guitar / Fuck alting, jeg vil bare være rockstar / Ryst din røv, jeg elsker det, baby / Du' nummer 1 på min gæsteliste / Du har en kæreste, det' lige meget / For jeg ser bedre ud, du ka' ikk' sige nej”. Skamløst sexistisk, ville mange sige i dag – men succesen var ikke desto mindre en realitet, og i stærke ballader som ”Ka ’ du høre hende synge?” og ”En dag tilbage” viste drengene sig fra en mere følsom side.

Selvtilliden fejlede tilsyneladende heller ikke noget hos Grenaa-drengen Jon Nørgaard, som efter at have vundet anden omgang af Popstars i 2002 udgav albummet This Side Up og hittede med sangen ”Right Here Next to You”. Han fulgte succesen op med endnu et album i 2005 og medvirkede i 2004 som gæstesolist på kollegerne Infernals succesalbum From Paris to Berlin.

Artiklen fortsætter under videoen

Nye tider

Subjektivitet er sandhed, skrev Søren Kierkegaard – og en af de plader, jeg selv var allergladest for i de år, var Jarvis Cockers eminente solodebut Jarvis, der udkom i 2006. Her gjorde den tidligere Pulp-forsanger status over en underligt blodfattig tid, med strofer som disse: “So like the Roman Empire fell away / Let me tell you; we are going the same way / Ah, behold the Decline and Fall / All hold hands with our backs to the wall (…) Well if your ancestors could see you standing there / They would gaze in wonder at your Frigidaire / They had to fight just to survive / So can't you do something with your life?”

Samtidig skete der nye ting på både den globale og den personlige scene. Politisk, populærkulturelt og privat. Finanskrisen ramte i 2008, og året efter døde Michael Jackson – manden, der ofte blev kaldt The King of Pop. USA fik sin første afroamerikanske præsident i skikkelse af Barack Obama, som overtog det ovale kontor i januar 2009. Han inviterede Bob Dylan til at kigge forbi det Hvide Hus i Washington, og i februar 2010 lagde legenden vejen forbi og leverede en passende hyldest til Obama med en stærk version af ”The Times They Are a-Changin’”.

Samme måned blev jeg far, onkel Bob havde ret: tiderne skiftede virkelig, og det første årti i et nyt årtusinde var ved at være forbi. Det er mærkeligt at tænke på, at det allerede er historie nu. Eller som min søn sagde til mig forleden, da vi talte om tidens gang: ”Far, det er snyd, at du har prøvet at leve i et andet årtusinde!”

Artiklen fortsætter under videoen

20 års cyklus

”Der er et eller andet med sådan en 20 års-cyklus, tror jeg”, sagde Mel C, da jeg for nylig talte med hende om de senere års 1990’er-revival. Og mens vi træder ind i et nyt årti, kommer også moden og musikken fra 00’erne tilbage i disse år – fra læderbukser, lavtaljede jeans med vide ben og similisten til tydelig inspiration fra musikken fra dengang. Det sidste gælder i høj grad det nye danske band She’s a Sailor, som finder tydelig inspiration hos navne som Keane og Coldplay. Også datidens r&b og hiphop inspirerer i dag.

Som Monti-frontmanden Sebastian Monti påpegede, da vi fik en snak tidligere på året: ”I starten af 00’erne var der rigtig mange, specielt i hiphop-, soul og r&b-verdenen, som på den ene side var hårde rappere med fokus på ydersiden – som samtidig tillod sig at være sygt følsomme, at synge om deres følelser. Det var der rigtig mange, der gjorde i den periode”. Og endelig har ikke så få af datidens store navne vist sig at stå distancen og høstet succes med ny musik de senere år.

Arctic Monkeys fik et massivt comeback med deres femte album, AM, i 2013 – og herhjemme har Mattias Kolstrup fra 00’er-darlingerne i Dúné fået gang i en succesfuld solokarriere. Det samme gælder for Pernille Rosendahl fra hedengangne Swan Lee. Og mens Nik & Jay aldrig rigtig har været væk, har Kashmir annonceret deres genkomst i 2021 efter en længere pause.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA