Wili Jønsson – Skeløjet halvsvensker og uvurderlig sideman

Wili Jønsson – Skeløjet halvsvensker og uvurderlig sideman

Gasolin’ er nationalsangen levet. Bulet og ramponeret i alle hjerter. Og når sangeren fra Nordvestkvarteret med den enorme mund, som hvis tandlægen havde sagt ”Og så gaber vi helt op!”, kommer med udsagn, der er fælleseje og del af vores måde at formulere os på i København, og guitaristen Mr. Stone Free pøser Jimi Hendrix-farver på lærredet, så det sprøjter ud af hans sorte Fender Stratocaster, så er det Wilis kor og blotte tilstedeværelse, der leverer den himmelske mulighed. Som når vi ser vores by fra tårnets top og udsigten bare er bedre end fed, eller vi føler med Provo-Knud, der dansed’, så er det Wili, der leverer, så hjerterne de svulmer.

Nu får manden, der bare har leveret varen renere end de fleste, Ken Gudman-prisen. Dermed knyttes to skæbner, der mig bekendt stort set ikke har spillet sammen, men som har tegnet den samme drøm i den samme by. To sidemen, som himmelen må have skabt. I tressernes psykedelika med trommeslager Gudman som en anden Ginger Baker i supertrioen Young Flowers og Wili på orgel i syrebandet Exploding Mushroom. Orgelet blev ikke glemt, men bassen fik forrang i en fart, voldsomt inspireret af Motown-lyden anført af The Supremes og af Paul McCartney. Det var lige efter perioden med jazz og utallige besøg i det gamle Jazzhus Montmartre i St. Regnegade, da Wili som purung havde skiftet Amager ud med Nyhavn og et job som tjener.

Wili Jönsson er skeløjet. Man ser på Wili, og et øje ser lige på dig – nærvær så det klodser – og det andet er på vej til Kap Farvel. Og han er altså også halvsvensker, og udtrykket støder ham ikke det fjerneste. Pappa Jönsson var fra Ystad i Skåne, og den nærmere definition på den Wili, der blev født for bare 65 år siden, er ama’rkaner. Ligesom Gasolin’-kollega og livskammerat Frans Beckerlee i øvrigt. De to var klassekammerater på Sundby Skole, og de to startede det, der blev til Gasolin’. Kim var skolelærer fra Nordvest, som kom ind på Christianshavn og begyndte at hænge ud.

Man kan også sige, at det danske rockeventyr sluttede med Wili. Hans kontrafej fanget af Jesper Høm pryder det afsluttende album med spørgsmålet ”Gør det noget?” Og nej, Wili min ven, det gør ikke det fjerneste. Og et brag af et album i øvrigt. Som både Jönsson og Frans Beckerlee siger det: ”Vi sluttede, da vi havde lært at spille!”
Med det bedste til mig og mine venner, som nationalskjalden sang. Venner, der som bekendt omfattede hele det dansk-svensk-norske og skraldespanske sprogområde.

Rundt om hjørnet, min ven
Wili Jönsson tager i mod i huset i Dronningensgade på Christianshavn. I det hus, som Gasolin’ købte for 100 år og en madpakke siden. Jeg ser på navneskiltene. Navne som Ingemann og Beckerlee synger om dejlig er Cirkus Himmelblå, og man ved, at klanen omfatter eks-bassist i Young Flowers og Røde Mor med mere, Peter Ingemann, og venner som Stig Møller, solens muntre søn, som Hans Otto Bisgaard kalder ham. Det er de gamle kæmpers børn, der også bor i huset, ud over Frans Beckerlee på toppen, navnkundige Gasolin’-roadie Rocco The Rat alias bokseren Tom Bogs’ lillebror og på første sal Wili og hans mangeårige kone, skuespilleren Katrine Jensenius.

Huset ligger lige rundt om hjørnet fra den gamle Sofiegården, hvor de alle sammen boede som slumstormere, den tids BZ’ere. Dengang Havnen ikke var Jokerens havn, men tilhørte arbejderne, kunstnerne og ikke mindst bumserne, der hele tiden kom forbi, fordi Kofoeds skole lå lige overfor, før det hæderkronede herberg for hjemløse flyttede ud på Amager. Der, hvor Kim Larsen og poeten Mogens Mogensen kunne finde masser af stof til at synge om Bingo, Nanna med den røde mund, Bessefar og alle de andre.

Men tilbage til Wili, som er andet end Gasolin’. Startede ud med Exploding Mushroom og gik efter Gas-tiden ind i hæderkronede bands som Frede Fup, Sanne Salomonsen, spillede med lokale bands som TYG (Thank You Ladies) og den afdøde lokale skjald, Dag, samt smagte de store scener og succesen nok engang som bundsolid bassist i Sort Sol. Nu om dage er det mest med frederikshavnertrubaduren Allan Olsen, at man forbinder Wili’s navn. Og i det glimrende afrobluesband med togoleseren Alain Apaloo. Tjek dem ud de utallige gange, de træffes på Mojo i Løngangstræde, hvor de nærmest er husorkester.
Jeg tænder båndoptageren og spørger om Gas-filmen, som kom for to år siden. Wili kunne umiddelbart ikke forstå, hvad det skulle til for:

I er jo folkeeje, hvad enten du vil det eller ej….!
– Hør her: Jeg fornægter overhovedet ikke det, vi har lavet, og jeg synes, at det var en fantastisk ting, vi lavede også i Gas, og jeg er meget stolt af det, og så videre og så videre, men det er jo et gammelt bolche, ikke, og jeg kan godt lide nutiden, og jeg kan godt lide at drømme om fremtiden. Men jeg synes, at det er en fare at sutte på det gamle bolche, og det var jeg jo ikke ene om i Gas, det syntes de andre jo også i forbindelse med den dér film. Så det er ikke fordi, jeg bevidst forsøger at nedprioritere tingene, og jeg tænkte ”hvorfor det?”, indtil vi havde set Anders Østergaards to film. Jeg var nok den, der var sværest at overtale.

Producer Roy Thomas Baker
Hvordan var det at arbejde med Roy Thomas Baker, der jo stod bag Queen og nu danske The Storm?
– Ind i mellem var det fantastisk, og ind i mellem pinefuldt. Han havde sådan et flegmatisk engelsk temperament, hvor han kunne ligge sådan baglæns i stolen ude i Sweet Silence-studiet, ligesom om han sov, og vi havde det sådan, at okay, du kommer lige fra Queen og de sælger måske 10 millioner, og vi sælger kun 50.000, men du kan da godt tage at tage det alvorligt, din dumme englænder.

– Men han var skidegod, og vi fik efterhånden et sjovt forhold til ham, og på "Efter Endnu En Dag", som klart er meget mere hans svendestykke, end det er vores, synes jeg, at vi brugte for lang tid i studiet, og der var lidt for mange violiner. Men det ville han godt, og med stort kor og orkester og Palle Mikkelborg og jeg skal gi’ dig, og ka’ du så komme her, men han kunne nogle ting. Og han havde nogle fantastiske idéer, og han kunne forme.

– Vi interesserede os jo altid for, at det skulle ud gennem pappet, så når folk hørte den i radioen, så kunne man høre, at den var ordentligt produceret. Vi hørte jo hver gang, at efter at de spillede en engelsk og en amerikansk plade, så faldt niveauet ned, og det kunne vi ikke forstå. Hvorfor lød deres musik højere og bedre? Men det var fordi, de var nogle gode teknikere. Egentlig ikke, at det var et fantastisk studie.

– Da vi senere kom over i CBS-studiet i New York, var der næsten ikke noget i de højloftede lokaler andet end orgel, klaver og en lille mikserpult sat sammen med gaffatape. Det var bare nogle gode teknikere, der vidste lige præcis, hvad man skulle gøre for at få det ud i pappet, som man siger.

– Men om Roy Thomas Baker man må sige, at på mange måder var han en fantastisk god producer og lydmand, men han kunne også være a pain in the ass. Det må du altså meget undskylde, Roy…!

Ja, The Storm har lige arbejdet med ham…
– Ja, de er så unge. De har fået høvl af ham. Det kunne han ikke med os. Vi kunne godt gå til ham.

Tilbage på beatet
Du får Ken Gudman-mindeprisen. Har du nogensinde spillet med denne fortræffelige trommeslager?
– Kun et par gange. Den ene gang var i det gamle Revolution (1960’er-spillested på Åboulevarden i København, red.), hvor Søren havde sovet over sig. Og den daværende ejer, grønthandleren, havde den regel, at hvis vi ikke startede til tiden på vores fem sæt, så fik vi ikke vores hyre. Gode dyr var rådne, ikke? Så en eller anden fik os til at ringe til Ken, som kom og sad ind i første og andet sæt, og så kom Søren, sådan ”Hva’ fa’n sker der?”. Det var den ene af gangene.

– En anden gang var på DR, og en tredje var inde på Mojo, hvor han kom, og vi skævede til hinanden, og jeg vidste, at han ligger godt tilbage på beatet, og jeg ligger også godt tilbage (griner). Det tilbagelænede var jo Kens kendetegn som trommeslager.

Er det kendetegnet for din stil, at du altid ligger lidt tilbage?
– Lidt tilbage. Du må aldrig løbe. Det mest forfærdende, som en akkompagnerende rytmegruppe kan gøre, er at ligge foran beatet. Det er forfærdeligt, det swinger ikke, drop det, bliv bybud, det er noget pis, hvis du bliver ved med at løbe. Du skal kunne ligge en lille smule tilbage på beatet. Du kan ikke lære det andet end, at du skal have det liggende i kroppen. Har du det, og ved du, hvor du ligger, så behøver du ikke at spille så mange toner. Bare du spiller de rigtige, ikke?

Hvad spiller du ellers på?
– Den bas jeg altid har haft. En Fender Precision. Der er mange, der spiller en bas, som om det var en guitar. Til det kan jeg kun sige: Køb en guitar! Jeg kan godt lide tuba-bas-tingen. Der er ingen tvivl om, at det er også det, jeg kan bedst. Men når jeg står på en scene, så synes jeg, at det vigtigste er at spille op til ordene, op til sangerne. Hvis du spiller en popsang, hvor der er ord: Spil op til ordene! Jeg har det sådan på scenen, at i min monitor vil jeg kun høre sangen.

En sang, der bliver rigeligt med lejlighed til at høre, når Wili Jönsson går på scenen den 5. oktober i Amager Bio med en stribe af de bands, han har spillet med. Dog ikke Gas-drengene, men han taler spændt om Sort Sol og klassikeren Langebro, som Steen Jørgensen er vild efter at fortolke.

Selv smider Wili mig ud. Han er på vej ud og bade på Amager Strand, som han gør det hver dag året rundt. Og så lige et smut i øvelokalet. For som han siger det: – Det går sgu ikke, at jeg bliver til grin til min egen prismodtagelse.
Det er der nok ingen fare for.

Sagt om Wili Jönsson:
”Først og fremmest er Wili en rigtig god kammerat. Han er en af de kunstnere, der har haft en harmonisk opvækst, og det er nok derfor, han er blevet bassist. Der er jo forskel. Solisterne har som regel et kæmpe ego. Det skal man have, for at kunne stå og trykke den af. Med trommeslagerne er det sådan, at ni ud af ti er lidt tossede. Men bassisterne er de mest harmoniske i musikbranchen.

Wili har en logisk tilgang til musik og har nøjagtigt så fremtrædende en rolle, som han vil, hvor han smider idéer ind og præger uden at dominere. Wili Jönsson er holdspiller i ordets bedste forstand”.

Frans Beckerlee – barndomsven og guitarist i Gasolin’.



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA