x

MY BLOODY VALENTINE-INTERVIEW: Forskellige liv levet gennem fire årtier

MY BLOODY VALENTINE-INTERVIEW: Forskellige liv levet gennem fire årtier

My Bloody Valentine er kendte for at tage sig god tid. Karrieren har spændt sig over næsten fire årtier, og alligevel er det bare blevet til tre album. Men tingene haster ikke. Vigtigere er at nå, hvortil man vil uden at gå på kompromis med det, der betyder noget. For My Bloody Valentine har de fire årtier været lige så meget en kamp, som de har været en succes. I dag har de endelig taget ejerskab over deres bagkatalog, der for første gang i mange år udkommer på vinyl.

– Det føles som forskellige liv, der er passeret, siger Kevin Shields. – Jeg føler, at alting er anderledes og nyt i dag. Og sådan føles det også med musikken, fordi jeg har bevæget mig igennem alle de her faser undervejs.

Jeg har fanget ham en sen aften over en knitrende Zoom-forbindelse. Han laver kun interviews om aftenen, har jeg fået at vide. Undervejs forestiller jeg mig ham som et natdyr. Sådan nogle, der sover det meste af dagen og eksisterer bedst om natten i jagten på sit bytte. Og i My Bloody Valentine har Kevin Shields taget musikken som bytte – måske rettere guitaren, som vi ofte taler om undervejs, hvor musikken opstår fra.

– Hvis jeg går forbi min guitar, mens jeg måske er på vej i seng, ved jeg, at jeg i stedet vil være vågen i fem timer, siger han. Han er en slave af guitaren, ligesom guitaren er en slave af ham. Fortællingen om en kompliceret kærlighedshistorie, der flere gange i karrieren er blevet fortolket på nye måder. – Nogle gange lægger jeg guitaren fra mig for en periode, fortsætter han. – Og når jeg så tager den op igen, ved mine hænder ikke, hvad de skal. Det er pludselig svært at tro, at jeg lever af det her. Udviklingen er ikke lineær. Den er konstant og kontinuerlig, men den bevæger sig i faser.

Måske er det der, forskellene ligger i musikken. Udviklingen fra debut-ep’en Geek!, som let og elegant bliver fejet ind under gulvtæppet i vores interview og frem til m b v over Isn’t Anything og Loveless. Ingen af pladerne minder synderligt om hinanden, selvom hænderne, de er kommet af, ikke er til at tage fejl af. Aftrykket på det, der i dag er kendt som shoegaze. Aftrykket i støjrocken og Storbritanniens eget svar på en Dinosaur Jr. på syre.

– Lighederne mellem os og de bands, der blev defineret som shoegaze, var at de var inspireret af os, forklarer han. – Men vi var ikke et shoegaze-band. Og selvom shoegaze eksisterede som begreb og kunstform i 1991, da vi udgav Loveless, havde vi allerede skrevet og indspillet musikken i 1989, da shoegaze ikke eksisterede. Hele idéen og tilgangen til musikken var allerede defineret. Vi var alle påvirket af den samme musik, men My Bloody Valentine var vores forsøg på at lave vores egen ting. Shoegaze er et begreb, der bruges til at beskrive vores musik, men vi har ikke noget tilfælles med andre shoegaze-bands. Jeg har altid forsøgt at gøre min egen ting.

Omsluttende og drømmende

Jeg opfatter selv My Bloody Valentine som shoegaze. Måske fejlagtigt, men det er sådan, mine venner altid har defineret musikken. Guitarmusik, hvor effekterne er bragt helt frem i lydbilledet for at danne den her omsluttende, drømmende effekt på lytteren. Mine spørgsmål om My Bloody Valentine og shoegaze bliver ikke talt ned, men rettere talt imod. Kevin Shields er vant til at forklare sig ud af det, for det har han gjort i 30 år. Måske længere.

– Det er som sådan ikke frustrerende at bruge energi på, men samtidig er det jo et udtryk for, at der er nogle fordomme forbundet med min måde at lave musik på, siger han. – Og det betyder, at der bliver sat mindre pris på det for, hvad det er. Musik burde være stærk nok til at leve gennem alting, uanset hvad folk siger.

– I ti år efter Loveless blev udgivet, blev ordet studiemanipulation brugt meget om vores musik, fortsætter han. – Altså, hvor man bruger studiet som et instrument. Og i de ti år efter Loveless troede folk, at det var et album, der blev lavet ud fra særlige og nye studieteknikker. Og det blev jeg altid konfronteret med, når jeg snakkede om musikken. Jeg skulle altid forklare, at jeg skabte min lyd fra en tremoloarm. Det var nødvendigt at forklare tingene, og efterhånden som det gik op for folk, ændrede den fortælling sig til, at jeg meget brugte effekter, baseret på mit live-setup.

Inden mit interview tænker jeg på The Jesus and Mary Chain og Slowdive. Bevidst om hver deres rolle i shoegazen og hver deres betydning for hver deres årti. Jeg tænker over, hvilken rolle My Bloody Valentine har derimellem, som introvert guitarmusik på et helt andet niveau.

– Jeg ser sammenhænge i alting, men desværre er der sket det i fortællingen, hvor vi er blevet sammenlignet med nogle bands, vi ikke har det store tilfælles med, siger Kevin Shields. – Shoegaze er essentielt defineret ud fra, at du bruger mange effekter i din guitarlyd, reverb og har mange pedaler. Og fordi vores lyd læner sig meget op ad det, man får med reverb og guitarpedaler, så tænker de, at vi er shoegaze – også selvom vi har at gøre med eksperter.

– Jeg så engang en dokumentar om guitarpedaler, hvor de brugte ”Only Shallow” fra Loveless som eksempel på reverb. Men der er ingen reverb på den sang, og det var jeg nødt til at informere skaberne om. Det er et virkelig godt eksempel på, hvordan fortællingen påvirkes af det, folk ser og hører. Og i det her tilfælde er det hovedsageligt baseret på, at vi gjorde noget, der var nyt og ikke var gjort før. Men det er stadig en kompliment, fordi jeg laver musik, der giver folk mulighed for at forestille sig lige det, de vil ud fra musikken. Det kan ikke gøre mig irriteret, men det er sjovt nok altid noget, jeg skal forklare mig ud af.

Artiklen fortsætter under videoen

Lyden af noget nyt

Kevin Shields og jeg mødes med det formål at tale om den karriere, der ligger bag My Bloody Valentine. Forud for mødet tænker jeg på den mand, jeg så forlade Arena på Roskilde Festival for tre år siden i frustration over den vej, musikken bevægede sig i. Tydeligvis uventet for resten af bandet trak han sig tøvende tilbage mod scenen, med fortællingen om en kunstner, der ser sig selv i direkte forlængelse af musikkens budskaber plantet i tilskuernes bevidsthed. Det er derfor med en vis nervøs indstilling, at jeg mødes med Kevin Shields. Han er hjernen bag My Bloody Valentine og derfor også den, der har mest at miste. Det er ikke musik, der er direkte dechifrerbart og kræver derfor en stor fortolkning og, for den sags skyld, forklaring.

– Vi var meget anderledes fra Pixies og Dinosaur Jr., selvom vi var meget inspirerede af de bands, siger han. – Og da processen omkring Loveless begyndte, var der stadig ingen bands, der lød ligesom os.

Loveless fungerede i årene efter som et punktum for karrieren. My Bloody Valentine gik ikke i direkte opløsning i midten af 90’erne, fordi de var uenige om den retning, de skulle gå. Der var ingen, der var sure på hinanden. I 1996 havde My Bloody Valentine udgivet to album og en håndfuld ep’er. Loveless blev til fortsættelsen på Isn’t Anything, som var begyndt tre år forinden, da bandet begyndte at arbejde sammen med pladeselskabet Creation.

– På Creation var det første gang, vi lavede musik, som vi godt kunne lide, fortæller Shields. – Og Loveless blev kun til et punktum, fordi vi ikke nåede at lavede en plade, inden vi gik hver til sit. Men fra You Made Me Realise-ep’en fodrede det ligesom processen fremadrettet, og vi fik en anden selvtillid omkring vores musik. Alt faldt ligesom på plads, og vi var begyndt at få en større bevidsthed omkring vores musik, og hvordan det skulle fremføres live. Tingene kulminerede med udgivelsen af Isn’t Anything, fordi vi samtidig begyndte at spille shows, der var en succes.

Artiklen fortsætter under videoen

Planen efter Loveless var et album mere. m b v havde hele tiden været meningen, og processen omkring albummet startede mange år før udgivelsen.

– Processen omkring m b v var destruktiv og meget ulykkespåvirket, men det gav mig blod på tanden til at nå i mål med det, fortæller Kevin Shields. – Sangene var skrevet hen over seks måneder i 1996 og 1997, men processen gik til sidst i stå, fordi vi ikke havde nogle penge. Dengang var vi på Island Records, og de havde advaret os om at stoppe udbetalingerne, hvis vi brugte for meget, og det skete så. Det var essentielt et kapløb mellem The Orb, Stereo MC’s og os, fordi vi alle sammen arbejdede på samme måde. Og da pengene så stoppede med at trille ind, gik vi i stå, og jeg begyndte at lave mine egne ting, hvilket endte ud i at spille sammen med Primal Scream. Det virkede for mig i et stykke tid, og da de tog på en lang turné i 2000, blev det et reelt job.

– Jeg var glad for at være fri for Island, fordi de alligevel ikke kunne hjælpe os længere i processen, men det tog noget tid for alvor at komme fri af dem, fortsætter han. – Og da vi så igen samlede projektet op igen i 2001, var alle båndene væk. Det var en toårig kamp med Sony Music (som gruppen i mellemtiden havde skrevet kontrakt med, red.) om at få fat i de bånd igen. Men jeg havde gang i en masse ting undervejs, så jeg holdt mig ligesom i gang.

– Men da jeg så endelig fik gang i projektet i 2006, blev vi mødt af flere problemer, indtil vi endelig udgav pladen. Men det gjorde ikke, at jeg følte mig som et offer. Det blev til en fuck-finger mod al den modstand, pladen havde oplevet hen over årene. For mig handlede det om frihed og kampen om det, jeg troede på. Så da pladen udkom i 2013, var det også lidt en sejr for os. Vi udgav den selv og tog det hele ret stille og roligt, og det endte med at være en stor succes for os.

Artiklen fortsætter under videoen

Var m b v en fortsættelse af Loveless og Isn’t Anything, eller blev det starten på noget nyt?

– Da jeg indspillede sangene i 1996, var det i et bestemt humør, og der lagde sig ligesom et tema på musikken, svarer Shields. – Og da jeg genbesøgte materialet senere, var indstillingen og tilgangen til musikken den samme. Inspirationskilderne og følelserne omkring musikken var stærkere, da jeg ti år senere tog fat i materialet. Og da jeg tre år derefter igen tog fat i sangene, var følelsen endnu stærkere. Og i dag er følelsen så endnu stærkere, selvom der er gået otte år siden udgivelsen. Der er et tema i form af en afslutning, der hviler tungt på pladen – altså en afslutning af alting, såsom døden, men uden at være døden i sin traditionelle forstand.

– Jeg skrev ikke pladen som en konceptplade, men omstændighederne omkring pladens tilblivelse forstærkede et gennemgående tema. Mange af sangene bærer et udtryk af noget, der ender. Og samtidig har andre af sangene et udtryk af noget nyt, der begynder. Så pladen symboliserer både en nostalgisk tilgang til det, vi før har lavet, og samtidig er der den her fornemmelse af noget nyt, der er undervejs. Men sådan som vi snakker om pladen nu, var jeg ikke interesseret i, da den kom ud, fordi jeg ikke ville pålægge folk nogle bestemte idéer om pladen.

Ny musik i en ny tid

Men med så mange år mellem musikken og et genudgivet bagkatalog, der samtidig markerer en ny tid for et band, der alt for ofte har været forsvundet under overfladen, er spørgsmålet om ny musik formentlig på mange flere end bare mine læber. Med en 40-årig lang karriere, der langtfra har bevæget sig i de retninger, de fleste musikfans forventer af et band, er My Bloody Valentine nærmest blevet til en myte, ingen helt ved hvad, man skal gøre af. Men Kevin Shields har aldrig lagt guitaren fra sig i længere tid, end han langsomt kunne finde frem til det, der igen skulle blive til My Bloody Valentine. Den kreative proces er kontinuerlig, fordi den aldrig helt forsvinder.

– Vi har optaget musik hen over de sidste to år, siger han. – Vi var tæt på at have en ep klar i 2018, og vi har spillet nogle sangene derfra live. Men den idé ændrede sig til at lave et album i stedet, men så kørte det hele lidt af sporet med hele processen omkring genudgivelsen af vores materiale. Men nu er vi tilbage på sporet, og vi er meget bevidste om ikke at gøre det i traditionel forstand. Vi vil gerne sørge for det hele selv, og det har medført en masse udfordringer gennem tiden.

Samarbejdet med Domino

– Domino er et af de sidste, store uafhængige pladeselskaber, siger Kevin Shields. – Der er generelt meget få tilbage af den slags, fordi de fleste på den ene eller anden måde er en del af et major label. Og jeg har kendt Lawrence derfra i 30 år, så det gav mening. Og der var i forvejen kun en håndfuld mennesker, vi var interesserede i at arbejde med, og de var blandt dem. Domino er bare en sjælden ting. De har eksisteret i virkelig lang tid, og de har essentielt gjort tingene på samme måde. Og det hele er baseret på musikken.

Oplevelsen med major labels

– De fleste uafhængige pladeselskaber er ejet af en person eller få personer, siger Kevin Shields. – Men major labels er ofte ejet af nogle mennesker, der ikke har noget at gøre med musikken som kunstform. Jeg vil gerne arbejde med folk, der har noget at miste ved deres beslutninger, og det har major labels sjældent. Og det betyder sjældent, at der er en sammenhæng mellem de beslutninger, der bliver taget og det, der er rigtigt for musikken. Og jeg har bare aldrig haft en god oplevelse med et major label. Måske i Japan og i Storbritannien, men det tog enormt langt tid at etablere – og det var faktisk bare fra katastrofalt til okay. Det var aldrig rigtig godt.

Genudgivelsen mange år efter

– Halvdelen af vores fans var ikke født, da vi sidst havde vores musik ude på vinyl, siger Kevin Shields. – Det er en god grund til at genudgive det hele. Vi har altid gerne ville have alt tilgængeligt overalt, men vi fik først rettighederne til vores bagkatalog tilbage fra Sony i 2019. Og der var vi interesserede i at lave en ny aftale med nogle andre. Creation ejede oprindeligt rettighederne til musikken, og den oprindelige kontrakt med dem var et 50/50-ejerskab. Og det endte så i Sonys hænder på et tidspunkt, og sidenhen har jeg været interesseret i at eje alle rettigheder, inden jeg ville gøre noget med det. Og det lykkedes, for at gøre en lang historie kort, i 2019.

LÆS OGSÅ: ANMELDELSE: Støjende kaos


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA