x

The William Blakes – Vi arbejder ud fra den overbevisning, at vi alle fire er genier

The William Blakes – Vi arbejder ud fra den overbevisning, at vi alle fire er genier

Det er en overskrift, som kræver en særlig forklaring. The William Blakes arbejder uden frygt, og derfor kan de ikke negligere hinandens idéer, forklarer Kristian Leth og Frederik Nordsø, da vi spurgte ind til bandets anden plade.

The William Blakes udgav deres første plade, Wayne Coyne, i april sidste år. Allerede ti måneder efter er deres opfølger, Dear Unknown Friend, ude i butikkerne. Deres første single Secretly har roteret på P3 siden januar, og hele herligheden udkommer naturligvis på pladeselskabet Speed Of Sound, som de tre oprindelige bandmedlemmer, Frederik og Fridolin Nordsø (som begge har erfaring som producere) og eks-Liga-vært Kristian Leth, startede sidste år. I mellemtiden er trioen blevet til en kvartet, da trompetist, keyboardspiller plus meget mere, Bo Rande, som også har medvirket omkring Blue Foundation og Mew, er kommet med i bandet. Vi tog en snak med Frederik Tao Nordsø og Kristian Leth om den nye plade, referencer, og hvad der er sket med The William Blakes siden første plade. (Dette er interviewet, som historien i GAFFA marts er baseret på, red.)

Tillykke med nummer to. Hvad sker der på jeres nye plade?

Kristian Leth: - Den primære med det var, at vi har taget et skridt videre ud i det univers, vi skabte med den første plade. Og vi har skruet op for vores musikalske eksperimenter. Det er de samme temaer: religion, politik og kærlighed. Det er endnu mere vigtigt og mere personligt.

Frederik Nordsø: - På den første plade legede vi mere med vores rollespilsprojekter, både når vi spillede og skrev teksterne. Nu er det mere os selv, mere autentisk, og det er bare os selv, der stiller os op og spiller musikken.

Hvad henviser titlen til? Hvem er jeres Dear Unknown Friend?

Kristian: - Det referer direkte til bogen Meditations On The Tarot, af en ukendt forfatter, der er struktureret som nogle breve om åndelighed og meditation. Hvert kapitel starter med den sætning: Dear Unknown Friend. Den her plade er en gave til den, der lytter. Og vi prøver også at udforske, stille spørgsmålstegn ved og forklare nogle ting, som vi synes er vigtige. Vores musik er i højere grad rettet mod lytteren eller til universet.

Frederik: - Det er en invitation og respekt for lytteren, i stedet for at man bare siger "fuck jer", og bare gør det på sin egen måde for sin egen skyld.

Kristian: - Et alternativ til bare at sige: Lyt til det her, for vi kender sandheden.

Hvordan udmønter det sig på numrene? Hvis I skal fremhæve nogle numre fra pladen?

Frederik: - Vi kan godt lide mange af numrene. Der var et nummer, vi var meget glade for deroppe, lige da vi var færdige. Our Moment. Da Bo Rande, som spiller trompet og keyboards, kom med, var det, som om alle fire elementer blev repræsenteret – jord, vand, ild og luft.

Kristian: - This Is Our Moment er et direkte citat fra Obama.

Frederik: - Da vi kørte hjem fra Sverige og hørte pladen for første gang, så sneede det kraftigt. Our Song er et meget stille ambient nummer, så det passede godt til sneen og det øjeblik.

Kristian: - Our Moment indeholder meget godt. Hvis der er et budskab på pladen, en vibration, så er det, at det her er en ny tid. På den første plade opfordrede vi mere til, at man skulle gøre noget, at man skulle prøve at skabe noget.

Frederik: - Sangene har også et mere håbefuldt budskab denne gang.

I Speed Of Sound har I rimeligt klare holdninger til musikindustrien, hvordan kan man høre det på pladen?

Kristian: - Hvis der er en ting, vi ikke gider, så er det at lave musik om musikindustrien. Vi laver musik om liv og død, kærlighed og religion.

Frederik: - Vi droppede Our Moment som albumtitel. Vi tænker ikke "nu er vi virkeligt fede". Hehe. Det er slet ikke et udtryk for bandets øjeblik. Det er en verdens følelse, eller en generations kollektive følelse.

Kristian: - Teksten indikerer også, at det ikke er ment som en advarsel eller en let pointe.

Vil I fortælle lidt om, hvordan I har indspillet pladen denne gang?

Frederik: - Vi gentog ritualet fuldstændigt fra sidste år. Det er samme sted, samme tidsinterval. Men der kom noget helt andet ud af det. Den eneste forskel er bare, at vi udgiver den hurtigere, så derfor er det kun ti måneder siden Wayne Coyne. Studiet i Sverige er sådan set mere et hus, end det er et studie. Det er et gammel svensk, gult træhus med gult tapet i køkkenet, en åben kamin, og vi har haft studie rundt omkring i huset og indspillet i de forskellige rum.

Hvad med Bo Rande, hvem er han? Hvad har han af aktiver i bandet?

Kristian: - Bo Rande er en del af vores firkløver, fra vi begyndte at spille sammen for ti år siden. Den eneste grund til, at han ikke er med på den første plade, var sådan set, at han havde travlt med noget andet. Han har også spillet nogle få ting på Wayne Coyne. Det føltes som at få et gammelt bandmedlem med igen. Siden vi spillede sammen for ti år siden, har han været producer og spillet med i Blue Foundation, Efterklang, Choir Of Young Believers, Mew. Han har rørt ved alt, som har haft nogenlunde succes og har trompet med.

Frederik: - Det skal måske tilføjes, at vi alle spiller alle instrumenter. Bo er ikke kun trompetist eller spiller keyboard. Vi synger, spiller trommer eller slår på et stykke gren, hvis det er det, der skal bruges. Vi er alle sammen producere, kan man sige.

Kristian: - Og alle multiinstrumentalister. Vi spiller, mikser og synger. Fridolin er den eneste, som er rigtig trommeslager, men han har intet ejerskab over instrumentet.

Sidste gang brugte I også parolen, at man ikke måtte sige nej til hinandens idéer...

Frederik: - Det gælder stadig. Men denne gange gjorde det processen lidt længere. Bo kom op i studiet lidt senere end os andre, og da han kom derop, så sagde han: Jeg har nogle idéer til alle numrene, og vi kunne ikke sige nej. Men alle numre blev så også bedre af det, men processen var en hel del anderledes. Numrene blev ikke lukket ned ét for ét, men det var første næstsidste dag, at vi fik lukket det første nummer.

Altså, I har en ting med det der med ikke at må sige nej til idéer. Men der er jo også andre måder at lave musik på, og der er jo masser af musikere, der har succes med store pladeselskaber og at bruge lang tid i studiet. Hvordan kan det være, at jeres model er så meget bedre – hvis den var så genial, kunne man indvende, hvorfor gør alle ikke som jer?

Frederik: - Grundlæggende er der to forskellige måder at lave en produktion på. Enten starter du med en vision eller en idé om, hvor du vil hen – og så bliver du ved med at eksperimentere for at komme derhen, og det giver en langtrukken proces. Det er den måde, vi gør oprør mod. Vi starter et sted, og så vil visionen vise sig. Man kan ikke ramme forkert på den måde, men det kan sagtens blive dårligt. Men vi har ingen forventning til en stilart, eller om det er godt eller dårligt. Det er en frigørelse rent kreativt, fordi man kan se numrene ændre sig omkring én, for vi har alle forskellige idéer. Vi prøver ikke at kontrollere hinandens idéer eller prøver at stoppe det. Vi prøver at nyde, hvad de andre finder på.

Har I så kun indspillet ni numre, eller har I lov til at kassere numre (pladen har i øvrigt ti numre inkl. bonusnummer, red.)?

Kristian: - Vi har kasseret fire numre, som muligvis bliver til noget senere. Vi arbejder ud fra den overbevisning, at vi alle fire er genier. Hvis jeg ikke forstår en idé, så er det mig, der ikke kan følge med i den. Pladen udvikler sig til alt muligt, som vi ikke har styr på. Det er den ultimative kreative frihed.

Frederik: - Det er den modsatte proces af at tage kontrol. Det er enormt grænseoverskridende, for det er jo ellers det, de fleste gør, men så viser man sine ærgerlige og egoistiske tendenser. De er antispirituelle. Inden pladen havde vi en masse idéer, der gik i øst og vest. Jeg kunne godt tænke mig at lave en Michael Jackson-plade for eksempel. Og i stedet grinede vi af hinandens idéer. Vi havde jo allerede vænnet os til, hvad vi kunne finde på at gøre, så det store chok kom fra Bo, som kom ind som ind som et nyt medlem. Man tænker altid – hold da kæft, det lyder syret, det her. Men når man pludselig har hørt det ti gange, så kunne man ikke forestille sig det uden.

Hvad er der så sket på den nye plade i forhold til den gamle? I har altid en masser referencer med i jeres musik: Hvilke referencer har I med på pladen? Musikalsk, lyrisk?

Frederik: - Det, der slog mig mest var, at på trods af, at vi gjorde præcist, hvad der passede os, så kom den anden plade til at ligge i forlængelse af den første plade. Vi er overraskede over, hvor meget det lød som den første, og at man stadig kan høre, det er samme band.

Kristian: - Angående tekster: Jeg havde tænkt mit, at jeg gerne ville prøve at involvere Bruce Springsteen. Det er første meget sent gået op for mig, hvor genial han er. Det er specielt et af numerene, It Looked Like Us, som har en historie, et narrativ i sig.

Frederik: - På det musikalske plan kommer det ikke klart til udtryk, fordi man ikke følger et koncept. Vi laver ikke hiphop, men vi laver bare hvad som helst, som indeholder vores musikalske historie og opvækst.

Kristian: - Dna.

Frederik: - Der er alt fra Michael Jackson-arrangementer til vores periode med jazzfusion. Og frem til det noget af det mere følelsesmæssige modne musik, Coldplay for eksempel.

Kristian: - Nu må lytterne og anmelderne gerne selv bestemme, hvad de kan få ud af pladen. Vi vil helst ikke give en facitliste.

Men hvis nu du skulle nævne en håndfuld?

Kristian: - Der er noget Tears For Fears. Michael Jackson, helt sikkert. Brian Eno. The Cure. Rigtigt meget forskelligt. Den liste kan inbefatte alt, hvad vi har hørt gennem tiden fra Charlie Parker til Kraftwerk. Vores holdning er også, at vi ikke går efter noget, men at vi ligesom har de her referencer med, i den metode, i vores personligheder og i vores umiddelbare idéer. Det er vores dna,  og det er et meget, meget stort musikbibliotek.

Frederik: - Hvis du sammenligner os med Thomas Troelsen og Private: Det er en modernisering af Michael Jackson-produktionerne. Vores musik har ikke rigtigt nogen alder. Det er en modificering. Normalt når jeg producerer albums for kunstnere, som udgiver et første og et andet album, så er der en udvikling mellem pladerne, så man tydeligt kan høre, hvad der er nyt og gammelt.

Vil I sætte nogle ord på, hvordan det seneste år har været med William Blakes. Her tænker jeg særligt på, at I er blevet et liveband også, jeres gode anmeldelser, og at der er gået ret kort tid fra den første plade til denne?

Kristian: - Vi føler ikke, der er gået så meget tid med The William Blakes. Vi har mest bare arbejdet med andre projekter. Det er heller ikke kort tid siden, vi har udgivet vores plade, tværtimod. Vi gik og tænkte, nu måtte det fandeme være på tide at gå i studiet igen. Til at starte med var ambitionen bare at lave en plade og prøve tingene af. Alt det, der er kommet derefter, koncerterne og anmeldelserne, har ikke været noget, vi har stræbt efter at opnå. Det har været en lang gavebod af fede oplevelser. Det har altid været lystbetonet, og det skal det også være. Vi ved ikke, om vi kan holde os lige så lang tid, inden vi indspiller den næste!

Frederik: - De fedeste oplevelser kommer, når der kommer absurde idéer, og man så bare impulsivt vælger at følge den. Det var det, der skete med pladen her. Det var kun en måned efter, Wayne Coyne kom ud, at vi bestemte os for at indspille på præcis samme dato, og så har vi ventet lige siden. Da pladen kom ud, var vi fuldstændigt målløse over, hvad der skete med den plade. Primært fordi vi gjorde det på den måde, og fordi vi regnede med at blive sablet, fordi vi var ham musikværten og ham popproduceren.

Kristian: - Vi var bange for, om pladen overhovedet hang sammen, men vi tænkte, at hvis den ikke gjorde det, så måtte vi bare lave én til. Hvis alle hadede pladen, så ville vi stadig have optur over, at vi havde haft en fed proces og kunne være stolte internt. Men det har været et langt plus og en overraskelse siden.

Frederik: - Vi havde lovet os selv, at vi ville udgive det, selvom vi ikke ville synes, den var god. Men vi blev lidt lange i hovedet, fordi vi kom lidt under pres, fordi vi ikke kunne lukke numrene, og Bo kom ind i processen så sent. Vi havde slet ikke overblik over, hvad vi lavede. Vi kunne ikke med sikkerhed sige, om vi havde nogle numre, om de var gode eller dårlige. Normalt venter man jo to år eller mere mellem pladerne, for ellers udtømmer man markedet, og fordi man skal have tid til at skrive og producere pladen. Men det tager kun en uge at lave en plade efter den her model, og så er det lang tid at vente. Du ved, hvor mange uger, der er på to år. Det svarer til, andre bands venter 100 år mellem hver plade, hvis vi skulle vente to år. Ja okay, og så skal man også lige have lidt tid til at skrive pladen og holde pause mellem dem.

Hvordan gik det med den første plade? Hvor meget har I egentlig solgt?

Kristian: - Vi har ikke det præcise tal, og det er også ligegyldigt. Vi ved bare, vi har overskud på den, at vi har tjent vores udgifter ind på den, og det er en præstation i dagens Danmark.

Frederik: - Vi tæller ikke guldplader. Vi vil hellere tælle recoupede plader.

Dear Unknown Friend udkom den 23. februar.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA