x

Morrissey-interview part 2

Morrissey-interview part 2

I dag udkommer Steven Patrick Morrisseys niende soloalbum ”Years Of Refusal”, og i den anledning får du her resten af Lars Löbner Jeppesens samtale med den britiske legende. Første del finder du her.

Hvornår begyndte musik første gang at betyde noget for dig?
– Fra jeg var tre tommer høj, og jeg er ikke stoppet med at synge siden da. Jeg begyndte at købe musik fra en meget tidlig alder. Jeg havde ingen andre interesser og ingen anden grund til at leve. Jeg var besat af popmusik.

Samler du stadig på musik?
– Ja, men det er blevet meget sværere nu. Pladebutikkerne visner, så du kan ikke længere gå på opdagelse. Jeg blev født på det rette tidspunkt og kunne følge med, samtidig med at alle de vigtige ting skete, og det har jeg nydt. Men jeg er ked af den skæbne, pladebutikkerne lider, og at hele mystikken er væk. Når man går ind i en af de tilbageværende pladebutikker, så ved man præcis, hvad de har; det hele er så åbenlyst, og man bliver ikke længere glædeligt overrasket over at gå på opdagelse.

Ja, og man skal heller ikke regne med kvalificeret ekspertise fra ekspedienter længere.
– Nej, bestemt ikke.

Jeg synes også, at det er en skam, at det kun er i England, at man stadig kan gå ud og købe singler, for B-sider er en hel verden for sig og tit langt mere interessante end det, der ender på albums.
– Helt enig. Dengang jeg startede med at lytte til musik, var det ikke så kommercielt, som det er nu, hvor det hele er kommercielt. Nu om dage bliver der kun udsendt musik for at tjene penge, hvorimod man før i tiden udsendte musik, fordi man havde lyst, eller blot fordi man kunne. Og man kunne beholde en pladekontrakt i årevis uden at være en succes, hvorimod de nu drukner dig i en spand, hvis du ikke øjeblikkeligt er en succes.

Er kendte mennesker de mest ensomme mennesker, der findes?

- Selvfølgelig er de det. For de har ikke andre end sig selv at konversere med. Men det er ikke rigtigt noget, man må klage over, for folk er intolerante over for kendte mennesker, der brokker sig. For hvis man kigger på alternativet, så har kendte mennesker det bedst. Men det kan forværre ensomhed til uoverskuelige højder, fordi man får så meget opmærksomhed og er omgivet af så mange flyvske mennesker, men i bund og grund er man helt alene. Og derfor er man langt mere forvirret end én, der har et simpelt job, anonymitet, og som også er helt alene. For de forstår, hvorfor de er alene, for de har alligevel ikke noget, og ingen er interesseret i dem.

(På interviewdagen, 12. december 2008). Det er i dag præcis 22 år siden, du spillede den sidste koncert med dit gamle band The Smiths, kan du huske den koncert?

- Ja, det kan jeg godt, det var i København.

Det var det så ikke. (Men i Brixton Academy i London, red.)

- Nej, det var da ikke. Ja, jeg husker den klart, det var en fornøjelig koncert.

Fordi det var enden på et kapitel?
- Nej, det vidste jeg ikke på det tidspunkt. Jeg troede bare, det var endnu en torsdag. (Et højt bump lyder ude fra gaden). Det var vist meget sigende.

Har du overhovedet nogle gode minder fra dengang, eller er de blevet slettet af, hvad der senere skete? (En bitter retssag om sangrettigheder, hvor Morrissey og guitaristen Johnny Marr blev stævnet af trommeslageren Mike Joyce og bassisten Andy Rourke).
- De fleste af de goder minder er slettet, fordi jeg nåede til et stadium, hvor jeg var nødt til at slette hele den periode fra min hukommelse. Men jeg kan nu se, at det var hårde tider dengang, og at jeg var meget naiv, og der var ingen, der vidste, hvordan tingene skulle gøres. Hvert sekund handlede om at holde det i live. Og når man tænker tilbage på det, er det opsigtsvækkende, at vi opnåede så meget. Og det var helt uden hjælp fra omverdenen, så det var umuligt at undgå faldgruber – det var ren overlevelse.

Du har givet udtryk for, at du ofte er blevet misforstået eller mistolket af den engelske presse. Hvorfor tror du, det er, er de bare ude på at skade dig?

- Jeg tror, at hvis man udtrykker en mening eller regnes for at have en vigtighed, så bliver man angrebet, og de regner med, at vi er rustet til at tage alskens angreb. Men hvis man ikke betyder noget i det store spil, så lader de bare én passere, og det er de folk, der vælter sig i penge og førstepladser. Hvorimod pressen bliver frustreret over de få, der betyder noget, så de går efter halspulsåren. Og det har jeg altid lidt under.

Men er der ikke muligheden for, at det netop er folk som dig, der skal gå så grufuldt meget igennem, før man endelig anerkendes; det er i hvert fald tidligere set i kunstens verden.

- Jeg tvivler stærkt på, at der kommer en magisk ceremoni til sidst, hvor alle finder sammen og siger: ”Vi kan altså virkelig godt lide dig, og det var os, der har taget fejl de sidste 59 år, må vi ikke godt kysse dig?”


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA