x

Fela Kuti & afrobeat: Musikken var hans våben

Fela Kuti & afrobeat: Musikken var hans våben

Nedenstående artikel er indledningen til det store portræt i juli måneds Klub GAFFA-tillæg

 

Der var ekstraordinært gang i begravelserne i 1997, mens sommeren gik på hæld.

I Pakistan sørgede man, fordi den sindssygt overvægtige sanger, Nusrat Fateh Ali Khans krop endelig gav op. Han blev 48. Hen mod slutningen af august ramte prinsesse Diana den berømte bropille i Paris, og nede i Calcutta takkede en nonne ved navn Moder Teresa af.

Især de sidste to snakkede verden meget om. Alligevel kan det meget vel være den livsbane, der sluttede i Nigerias største by, Lagos, som for eftertiden kan gå hen og blive den vigtigste. Nemlig da sygdom sugede de sidste kræfter ud af en af de sejeste musikere og orkesterledere, verden nogensinde har set. For den 2. august 1997 afgik Fela Anikulapo Kuti ved døden. Mandens livsstil in mente var dødsårsagen den store dræber i Afrika: AIDS.

Hvorefter en sørgende nation kunne belave sig på den største begravelse i mands minde. Og magthaverne kunne drage et lettelsens suk. For det var i den grad en stemme, der forstummede den hamrende varme sommerdag.

Stilheden varede dog ikke så længe. Fra sin egen klub, The Shrine, var hans søn, Femi, allerede i gang med kombinationen af sindssygt svedig musik og bidske politiske paroler. Ligesom andre lokale kunstnere, som Lagbaja og siden endnu en søn, den unge Seun, ville vende hjem fra konservatoriet i London, og tage farens kamp op med det gamle orkester. Og atter andre musikere over hele verden tog Felas eksempel op og spillede den smittende musik, fremmanende den herlige blanding af en trance, der sætter sig sødt i sindet og får fødderne til at danse, og politiske paroler, der kræver handling nu.

I Paris var Felas følgesvend, da afrobeat blev til, den formidable trommeslager Tony Allen, i fuld gang med sit helt særlige take på afrobeat, kaldet afrofunk. Han havde endelig fået nok af Felas kombination af politiske ambitioner og manglende tanke for musikernes ve og vel og var skredet efter et tiår med en serie plader, hvis lige hverken det afrikanske kontinent eller verden generelt nogensinde havde set mage. Og i USA var orkestre som kollektivet Antibalas fra New York i fuld gang med at skabe deres helt eget brand af afrobeat.

Ti år senere kender rigtigt mange stilen, som ellers kun syntes forbeholdt den snævre inderkreds. På Broadway trækker en musical om Felas liv fulde huse, og alskens folkeslag kan uden betænkeligheder danse uden grænser til en kompleks og synkoperet bigbandmusik.

Kort sagt er arven fra den store Fela i den grad levende. Det være sig blandt de orkestre, der dyrker det vanedannende beat og skaber nye hybrider. Ligesom rigtigt mange af de afroamerikanske og caraibiske gadekulturers udtryk, fra rap til dancehall affyret med gadens sprog og dialekter, nok bør se i retning af den karismatiske orkesterleder, der betalte prisen igen og igen.

Og som vedblev med at rejse sig, til kræfterne slap op.

 

Skepsis i vuggegave

Fela bliver født den 15. oktober 1938 i Abeokuta, en provinsby cirka 100 kilometer nord for Lagos, daværende hovedstad i Nigeria, der på den tid er koloniseret af englænderne. Hans fulde navn er Olufela Olusegun Oludotun Ransome-Kuti, og han er født ind i en intellektuel og velstående familie, hvor betydelig skepsis mod magthaverne er et særkende. Faren er præst og sangskriver, men det er moren, Funmilayo, som for alvor bliver inspirationen for den rolle, sønnen indtager senere i livet.

Nigeria er et enormt land, som er det folkerigeste i Afrika. Der er 250 etniske grupper i landet, som groft sagt er delt op i to, nemlig de nordlige stater, hvor den dominerende religion er islam, og hvor en særdeles konservativ version vækker stor udbredelse, og den sydlige, hvor man er kristne. Af samme grund er den nuværende hovedstad, Abuja, beliggende midt i landet som et kompromis. Landet har været uafhængigt siden 1960, og har i lange perioder været underlagt militærstyre og med et niveau af korruption, som skriger til himlen. Det er den baggrund, som skabte Fela Kuti, og som for alvor antændte den politiske musik, som vi kender som afrobeat.

I det sydvestlige Nigeria er den generelle term for de mange etniske grupper yoruba. De er tæt forbundet med nabolandet Benin. Ud over sproget er en fællesnævner de animistiske åndemanertraditioner, og herfra blev rigtigt mange slaver udskibet til Den Nye Verden. Man finder lignende traditioner i staten Bahia i Brasilien og på Cuba.

I tilfældet Fela Kuti kan man tale om en kristen baggrund, men også med den afrikanske ingrediens. Han ville senere i livet oprette sine templer, som den kendte The Shrine, hvor han på bedste animistiske vis ville køre en kult, der blandede både de gamle ånder og hans egne politiske forbilleder, inklusive hans afdøde mor, og ville have en platform, hvorfra han ikke mindst ville give muslimerne i nord tørt på. Fela Kuti var altså i den grad et produkt af den del af Nigeria, hvor han voksede op. Men tilbage til historien:

Moren Funmilayo Ransome-Kuti er internationalt anerkendt kvindesagsaktivist, der rejser verden rundt, og hun er med til at skaffe nigerianske kvinder stemmeret. Hun kender store afrikanere som den panafrikanske første præsident for Ghana, som i lighed med Nigeria er engelsk koloni. Det er et inspirerende hjem, hvor alle børnene når langt, for eksempel bliver en storebror minister, ligesom lillebroren, der er læge, følger i Felas fodspor med fængselsstraffe, fordi han tester sin ytringsfrihed langt mere, end magthaverne synes om. Alle børn studerer i England, og det gælder også Fela, som tager til London, hvor han snart opgiver forældrenes idé om lægegerningen for at satse hundrede procent på musikken, som han har dyrket intenst derhjemme, hvor landet i 1950'erne er gået amok over highlife-musik. (Highlife er en musik, som opstod i Ghana i begyndelsen af det forrige århundrede. Det er stadig den mest populære musik i Ghana, men findes også i blandt andet Nigeria, Sierra Leone og Cameroun. Oprindelig bigbandmusik baseret på lokale tradioner blandet med inspiration fra guldkystens militærorkestre, sea shanties fra engelske søfolk og kirkemusik, men efter 2. verdenskrig kom guitar ind over, og fra 1960'erne har det været en stil, hvor jazzede horn og guitarlinjer ledsaget af et let beat er i front. Blandt de store kunstnere er E. T. Mensa, George Darko, Victor Olaiya & Rex Lawson. Red.). Han går på Trinity-universitetet, hvor også notabiliteter som etiopiske Mulatu Astatke siden kommer til at gå.

Highlife er som sagt baggrunden, men han bliver hurtigt opslugt af alskens musik. Fra USA kommer bebop-jazzen, og fra hans eget kontinent bliver han dybt inspireret af de forskellige afarter af salsa, for eksempel Congos soukouss-musik. Og snart danner han orkestret Koola Lobitos med en ven hjemmefra, samt et hold musikere af caraibisk herkomst. Det spanskklingende navn synes at være et ekko af den inspiration fra cubansk musik, som fejer hen over de afrikanske miljøer i de år. Under alle omstændigheder er Fela Ransome-Kuti i gang, og den virkelige historie kan tage sin begyndelse.

 

Uægte afrikaner

Det er i London, at Fela møder Remi Taylor, med hvem han får tre børn. Hun er af blandet herkomst, noget der siden kommer til at plage hendes ældste søn, Femi, som bliver født i 1962. Rønnebærrene er så sure, efter Fela dør i 1997, og farens orkester med saxofonisten Lekan Animashaun i spidsen ønsker, at Femi skal træde ind og sikre dem smør på brødet. Da Femi ikke vil det, falder loddet på den meget unge Seun, som musikerne ifølge Femi "har nemmere ved at manipulere". Ligesom de altså spiller racekortet: Femi er på grund af Remis delvis hvide baggrund ikke en rigtig afrikaner. Og derfor ikke sin fars arv værdig. Her starter den fejde, som først nu har fået sin afslutning og sikrer, at de to brødre kan vise sig på samme scene omkring deres fars evigt aktuelle budskaber. En fejde, der betyder, at Femi som ældste søn påberåber sig rettighederne til farens musik, og derfor indirekte gør lillebror en stor tjeneste. For da han ikke må optræde med Felas kompositioner i et stykke tid, bliver han jo nødt til at lave nogle selv. Hvilket ikke mindst det spritnye album From Africa With Fury: Rise til fulde vidner om.

I London har Fela og Koola Lobitos svært ved at få job, og han sidder ind på jazzklubberne, hvor han spiller trompet. Han bliver færdig på Trinity i 1963, og mens han er væk, bliver Nigeria selvstændigt. Vel ankommet til Lagos skal han jo forsørge Remi og ungerne og får et job på den nationale radio. Ligesom han danner et jazzorkester, The Fela Ransome-Kuti Quintet, dog uden den store succes. Bølgen skyller ind fra Ghana, som også er blevet selvstændigt, og hvor regeringen støtter den lokale musik. Og denne bølge dikterer highlife-musik.

På radioen er Fela i den grad sin egen herre. Han kommer notorisk for sent, ignorerer den udbredte smag og bruger sin adgang til lytterne på at reklamere for sin egen musik. De fyrer ham i 1965, så han danner den anden udgave af Koola Lobitos, og her finder han en sjælebror af rang i den to år yngre trommeslager Tony Oladipo Allen, ligesom han indleder et samarbejde, der varer livet ud med Lekan Animashaun. Han har spillet nogle gange med Allen, som allerede har spillet i et par af tidens bedste highlifegrupper. Allerede her har han udviklet sin distinkte stil hentet fra jazzen, med det unikke spil på lilletromme og hi-hat, mens han kaster sine karakteristiske "bomber" på tomtom'en og den dybe bastromme. Koola Lobitos bliver forløberen for afrobeat, men er først og fremmest et ægteskab mellem jazz, highlife og inspirationer fra yorubamusikken.  Tony Allen har beskrevet musikken således: "Inden for fem minutter ville vi bruge op mod fem forskellige arrangementer … det var alt for kompliceret for publikum. De kunne ikke forstå, hvad der skete, bortset fra måske dem, der havde en speciel interesse for musik og vidste, at denne musik var helt forskellig fra alle de lokale ting, de havde lyttet til. Der var lidt blær over det!"

Der sker dog også noget andet for Fela, for han opdager i 1966, at hvis han ryger græs, inden han går på scenen, kan det åbne op for en brønd af inspiration. Fra det øjeblik begynder han at få et rygte som en rebel inden for nigeriansk highlife. Desværre er landet for alvor røget ud i kaos, da først en regeringsleder bliver myrdet, og landet derefter kastes ud i borgerkrig.

Der er i den grad noget at blive vred over. Og Fela Kuti holder sig ikke tilbage.

 

 

Læs resten af den lange artikel i dette måneds Klub GAFFA-tillæg. Læs mere om, hvordan du får fat i det, på klub.gaffa.dk


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA