x

Sebastian – Ordenes melodik, del 2 af 3

Sebastian – Ordenes melodik, del 2 af 3

Sebastian udgiver 24. oktober sit første soloalbum i 21 år, "Øjeblikkets Mester". I den forbindelse har han givet et langt interview til GAFFA, som du kan læse del 2 af her. Del 1 kan du læse her, og del 3 følger mandag.

Som en politisk sangskriver, hvis jeg må kalde dig det, kan jeg næsten ikke lade være med at komme ind på det just overståede valg. Synes du, det står mere bekymrende til for det danske demokrati i 2011 end det gjorde i 70'erne eller firserne?

Det ved jeg slet ikke, hvad jeg skal svare på. Man kan vel sige, at der både er gode og dårlige sider af begge perioder…

Jo, men overordnet må man vel sige, at der ikke er samme ideologiske forankring i dag, og at det skaber et andet billede…

Jo, det er da klart at tiden er en anden end i halvfjerdserne, hvor der blandt andet var en stor ungdomskultur, som troede på forandring og havde nogle politiske drømme. Hvor de måske i dag har lidt mere jakkesæt og slips på, uanset om de er til højre eller venstre for midten. Men de fleste bevæger sig jo, sådan forholdsvist på midten eller i nærheden af den, lige bortset fra dem, som er helt ude på fløjene…

Må jeg have lov til at spørge, hvem du selv stemte på?

Nej, det er en hemmelighed.

Men vi er stadig på venstrefløjen?

Det er vi. Det tror jeg godt, jeg vil indrømme. Stærkt.

Det er jeg glad for at høre. Modstanden mod EF og, siden, EU har altid stået højt på din dagsorden. Men giver det overhovedet mening i dag at…

Jeg har jo min helt egen teori om det dér, og det er, at det svigt som dele af den danske befolkning følte i forbindelse med afstemningen om Maastricht-traktaten i '92. Hvor vi stemte nej, men man så lavede det her såkaldte nationale kompromis, hvor danskerne nærmest følte sig tvunget til at sige ja, og så fik man et lille ja-flertal i '93. Men – og før det bliver for indviklet – så var min pointe, at du skulle have haft ligeså mange nej-sigere på Borgen, som du havde blandt folket. Det skulle man på en eller anden måde have sørget for. Der var en klar skævvridning i forhold til at politikerne på Borgen og medierne sagde ja, mens halvdelen af befolkningen sagde nej.

Men så er det jo selve vores parlamentariske system, du sætter spørgsmålstegn ved…

Ja, det kan man sige. Men der var jo ikke rigtigt nogen tvivl om, at det svigt en meget stor del af befolkningen følte, kom eksempelvis Dansk Folkeparti til gode. Og så blev det pludselig til noget indvandrerfjendsk.

Men det er jo også et af problemerne ved den venstreorienterede EU-modstand; at det netop bliver til en uhellig alliance med den yderste højrefløj..

Og det var jo det, der var det rigtig, rigtig smarte, syntes midterpolitikerne, at kunne sige: "der kan I bare se, det er dem der ligger og roder ude på venstrefløjen, som har sådan nogle rabiate synspunkter…

Men prøv at fortælle mig, hvorfor EU i grunden er sådan en forfærdelig konstellation? Man kan jo også sige at i og med, at kapitalisme og markedsøkonomi er uomgængelige grundvilkår i Europa anno 2011, kan man vel også betragte EU som et solidarisk projekt, hvor Vesteuropa forpligter sig på at invitere de tidligere østbloklande med i det generelle forbrugstrip?

Jo, men dér hvor det går galt er fordi, vi i virkeligheden har et forholdsvist fantasiløst system. Jeg skal ikke sidde her og komme med guldrandede meninger, men: når det så alligevel går galt, sådan som vi hele tiden har forudset, at det ville gøre, så er det fandeme fordi det er for fantasiløst. Hovedproblemet er jo, at hvis folk ude i Østre Ydby ikke kunne føle andet, end at der var enormt langt til deres politikere inde i Viborg – eller et hvilket som helst andet sted i Danmark – jamen, så skulle de da ikke have endnu længere. Så skulle man da finde ud af det dér først. At man fik egne politikere, og en respekt for dem, før man kunne gå ud og favne større. Og så var det selvfølgelig også det her med, at vi ligesom sætter en ny mur omkring Europa, i forhold til den globale verden. Så jeg mener stadigvæk, at EU er et dødsdømt projekt.

Nu taler du selv om globaliseringen som et vilkår. Giver det så ikke netop mening, at vi kan handle som en enhed, overfor eksempelvis USA?

Det er en meget stor diskussion, men for mig er det sådan lidt fantasiløst, hvis man kun skriger "Vækst! Vækst! Vækst!" hele tiden. Det kunne jo også være, at man skulle prøve at gøre nogle ting på en grundlæggende anden måde, i stedet for kun at sige "Uh nej, nu kommer alle kineserne og udkonkurrerer os". Men på hvad? Det handler jo også om at have en diskussion om, hvad man egentlig har brug for…

Jo, men det handler jo også om arbejdspladser, om hvad der er råd til i de offentlige budgetter. Men det kan godt være, vi skal forlade den politiske diskussion…

Ha-ha, ja den er sgu for stor og for lang, den der…

 

Musikken overtog efter bøgerne

I og med at du gennem tiden har skrevet nogle ganske prægnante tekster, kunne jeg godt tænke mig, for en stund at vende blikket bort fra den musikalske side af sagen og spørge dig, hvilke litterære forbilleder, du har ladet dig inspirere af gennem årene – udover Brecht, altså?

Det der sker for mig, historisk set, er at da jeg er ti-elleve-tolv-tretten-fjorten år gammel, pløjer mig igennem alverdens klassikere. Fra Dostojevski og andre store russere til franske forfattere og også tju-bang-forfattere. Men er meget læsende. Men da musikken kommer indover, da jeg er omkring fjorten, så er det det, som får min store interesse. Senere hen har jeg fået sværere ved at læse. Det tager rimelig lang tid at læse en bog; jeg er en langsom læser, og det gør også at det ikke bliver til så meget. Men jeg har en eller anden form for ballast, og kan selvfølgelig også genopfriske noget, hvis det er. Så jeg ved ikke særligt meget om nyere forfattere, fordi det jo er musikken, der har min store interesse. Og fordi jeg jo arbejder så meget, at jeg simpelthen ikke har tid.

Grunden til at du har valgt denne her relativt abstrakte lyriske form selv, er vel et eller andet sted så også forankret i de ting, du læste dengang…

Jooeh, men også andre ting.. jeg har også været lidt optaget af surrealistiske malerier, Dalí og Picasso, Edvard Munch. Jeg har også sange, som er inspireret af billeder…

Vil du give mig nogle konkrete eksempler?

Jeg vil jo helst ikke fratage folk de billeder og fortolkninger, som de selv har, men jeg kan give dig et enkelt eksempel: Den Allersidste Vals, som er inspireret af nogle Munch-billeder, med nogle vinterlandskaber og blodige, sorte damer…

Apropos forbilleder, så havde du for nogle år siden lejlighed til at spille sammen med dit ungdomsidol Donovan, og på din hjemmeside lover du, at I kommer til at mødes på en scene herhjemme på et tidspunkt. Hvordan ligger det med de planer?

Jamen, det gjorde vi skam, i Skagen et år eller to efter. Vi spillede i gårdhaven på Brøndums Hotel, hvor jeg spillede på hans guitar og han sang….

Hvad spillede I?

Ja, han kendte jo ikke mine sange, så det var hans sange; "Catch the Wind", "Josie", nogle af de helt tidlige ting…

 

Mødet med Dylan

Og der kommer vi så hen til Dylan, for næsten alle sangskrivere i din generation refererer til mødet med Dylan som noget helt skelsættende. Hvornår mødte du Dylan, og hvad betød det for dig?

Jamen, vi skriver '64-65, allerede fra The Times They're a-Changin' og Another Side.., og da havde han jo allerede lavet Freewheelin..' og debutpladen…

Men Donovan tiltalte dig mere på det tidspunkt?

Han lå mere til mig. Og jeg skulle jo lytte det her guitarspil af, og det var lettere hos Donovan, hvor Dylan er lidt mere sjusket med nogle ting. Men Dylan er jo hele tiden fremhævet som tekstforfatter. Men hvis ikke han havde været en hamrende god melodiker havde han jo stadig stået på gadehjørnet og læst digte op…

Ja, det er på plade og i koncert – den performative del, kan man sige – at Dylans tekster kommer til live. På papiret fungerer de egentlig ikke…

Og det er jo også det, jeg altid søger: det musikalske i ordene. Det er jo ikke bare et godt digt for at være et godt digt, det er også at du kan…Paul Simon har engang sagt, hvor han blev spurgt om sine tekster…han skriver indimellem nogle rigtigt gode tekster, og også nogle gange nogle som er det rene vrøvl, fordi han synes at det lyder godt. Altså; det melodiske i ordene, og så har han sådan set ikke tænkt så meget over, hvad det betyder. Der er et element der….og det er det, som Dylan er en af de allerbedste til: at få det musikalske i ordene sat sammen så det virker, når det bliver sunget…

Og det arbejder du også selv med?

Jo, for det er jo ikke ligegyldigt, hvordan du sætter en tekst sammen. Især ikke, når det er sange med mange ord. Du skal også kunne huske dem…

Man kan sige, at du eksperimenterede med det allerede på Lossepladsen bløder, som er sådan en lidt akavet udgave af (Dylans, red.) Desolation Row

Den er meget anderledes end Desolation Row, synes jeg, når du hører den i dag. Det er mere jo mere noget med, at du beskriver et eller andet overdrev i samfundet, og så gør det på den her lidt surrealistiske måde. Og så er den enormt lang, og det er vist de fællesnævnere, der er…

Jeg fandt den i en rodekasse i en genbrugsbutik i Grenå midt i halvfemserne, og den var vigtig for mig, dengang..

Jamen jeg synes også stadig, at den holder…jeg havde den på programmet på min sidste soloturné, hvor jeg ikke havde spillet den i tyve år eller sådan noget. Og den virkede stadigvæk. Og folk var glade for den.

 

Følsomme Jan Toftlund 

Og så lige et enkelt spørgsmål, som måske i ligeså høj grad er udtryk for min personlige interesse som for professionelle hensyn. Du har kun sjældent fortolket andre kunstnere, men engang i firserne indspillede du Jan Toftlunds "Den første nat alene". Den historie kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre….

Jamen, det var slet ikke meningen. Jeg har jo sat musik til enkelte andres tekster – Bertolt Brecht, som du jo ved – og til Lorca, og til H. C. Andersen. Og, i det der enkelte tilfælde, til Jan Toftlund. Jeg kendte Jan Toftlund på det tidspunkt, ikke sådan specielt tæt, men vi træf på hinanden engang imellem. Men i virkeligheden kom det sig af, at Anne Grethe skulle lave en plade, hvor hun gerne ville lave den tekst, og spurgte mig om jeg ville lave en melodi til…

Men hun frasorterede den…

Jeg tror ikke, at hun turde synge den. Og derfor findes der kun den ene version som jeg lavede, som demo... og der var jo tekniske ting og sager og mystiske flere spor åbne. Men den er jo meget følt, og meget klart sunget, alligevel…

Ja, det er meget mærkeligt at den sådan blev parkeret, for det er jo et utroligt stærkt forlæg….

Ja, men for det første gik der et stykke tid før jeg blev klar over at hun ikke ville lave den, og så var jeg allerede i gang med noget andet. Så jeg kunne ikke sådan rigtig placere den, og så blev den bare liggende. Og da jeg så tog den op igen slog det mig, at jeg måske ikke kunne synge den lige så godt, som jeg gjorde der. Måske var det i virkeligheden meningen, at det skulle være sådan.

Tænker du, at det er en kone som er flyttet, eller en kone som er død. Det fremgår aldrig klart af teksten?

Hun er død, det er jeg ret sikker på…

Men hvordan kendte du Jan Toftlund? 

Jamen, sporadisk, Vi havde jo mødt hinanden på festivaler og så videre... han var jo meget omkring Ringe Festivalen, og der kom jeg indimellem….

Men fremstod han som en stærkt fordrukken person? Og her spørger jeg også, fordi jeg har puslet med ideen om at skrive en biografi om manden. Jeg synes, han fortjener opmærksomhed…

Helt klart. Fordrukken synes jeg ikke, jeg vil sige. Men han havde helt klart problemer. Han var jo en stærkt følsom person, det kan du også se på de tekster, han skriver. Han var jo stærkt påvirket af alle de følelser, som han også skrev om. Af de folk… han havde jo arbejdet, kunne jeg forstå, på forskellige institutioner…

Ja, på Kofoeds Skole blandt andet…

Ja, så han har jo fået både det ene og det andet, formentlig også for at kunne klare det, og så er det så grebet om sig. Og så har han nok ikke kunne holde til presset, at skulle optræde og så videre, havde jeg indtryk af. Han var påvirket af det ene og det andet, og så måtte det jo så gå galt til sidst. (…) Det der måske skulle være sket med de sange, er teksterne skulle være sat til nogle måske lidt mere varierede arrangementer. Jeg laver jo meget melodiske melodier til teksterne for at få det til at virke stærkt. Man kan jo sige, at han havde en masse tekster, som var enormt lange, og det er svært for folk at holde fast i, som lyttere, hvis ikke der er noget særligt udover teksterne, som formidler det…

 

Temmelig straight

Nu vi taler Toftlund; musikbranchen er jo et sted, hvor diverse rusmidler og misbrug i den ene eller anden afskygning florerer. Men du har altid virket temmelig straight…

Jo, jo. Jeg blev jo altid betegnet som hippie i gamle dage, fordi jeg havde blomster på bukserne og det lange hår. Og var jo også i de kredse, men for det første kunne jeg simpelthen ikke fordrage hash, jeg syntes simpelthen det smagte så dårligt. Og udover en enkelt gang, hvor jeg prøvede noget stærkere, har jeg aldrig taget noget…

Og det var LSD eller?

Jeg ved faktisk ikke, hvad det var. Det var noget, der var kommet i kaffen…

Og det var ikke sjovt?

Det var faktisk ikke særligt sjovt.

Hvad med druk, har det nogensinde været et issue?

Det vil jeg ikke sige. Jeg har da nok drukket et par bajere i løbet af en koncert i gamle dage, når man spillede på jazzhusene og folkemusikklubberne. Da var det jo meget naturligt. Men aldrig sådan at jeg har ravet døddrukken rundt.

Det har ikke været definerende….

Nej, det har ikke været mig.

 

Læs interviewets tredje og sidste del, hvor Sebastian blandt andet taler om sit syn på Torben Billes biografi "Når lyset bryder frem" og dagens musikscene, mandag.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA