x

Daniel Miller – Interview med Mute-bossen del 1 af 2

Daniel Miller – Interview med Mute-bossen del 1 af 2

For nylig gæstede den engelske producer og pladeselskabschef Daniel Miller Culture Box for at dj'e. I den forbindelse fik GAFFA en lang snak med ham om ikke mindst hans rolle som stifter af og leder af det engelske pladeselskab Mute, kendt for udgivelser med markante navne som Erasure, Mute, Nick Cave And The Bad Seeds, Moby og ikke mindst Depeche Mode. Vi bringer interviewet i to dele – her kommer del 1. 

Du er dj i København i aften – hvilken musik har du på programmet?

Techno, dybest set. Forskellige varianter, men mest minimaltechno. Det er minimalt og det er techno. Det er meget rytmisk. Klub-baseret, men ikke popmusik.

Nogle dj's ligger i religiøs krig med hinanden omkring formater – hvad foretrækker du personligt, når du er dj; vinyl, cd eller computerfiler?

Computerfiler. Jeg kommer ikke fra en traditionel dj-baggrund. Godt nok begyndte jeg som dj for mange år siden, men jeg er ikke rigtig forbundet til den kultur, og jeg er kun begyndt på det igen for ikke så længe siden. Jeg bruger computer-programmer til andre ting rent musikalsk, så det virkede logisk også at gå den vej i forhold til min dj-karriere. Det er måske forkert, hvis man er purist, men jeg er ikke purist, så jeg er ligeglad.

Bortset fra den spæde begyndelse, så er du først for nylig begyndt på at rejse rundt som dj. Men de fleste mennesker kender dig naturligvis som manden bag det legendariske pladeselskab, Mute, der bl.a. har kunstnere som Einstürzende Neubauten, Nick Cave And The Bad Seeds, Laibach og selvfølgelig Depeche Mode i stalden. Hvad tror du er årsagen til Mutes succes gennem årene?

Pyh, den slags er altid svært at svare på.

Der er ingen, der har sagt, at det skal være let.

Jeg kender ikke svaret, men jeg har en idé om nogle af de elementer, der spiller ind. Først og fremmest arbejder vi med kunstnere, der virkelig er gode. Uden dem var vi intet. Vi arbejder med dem på den lange bane, udvikler forholdet over tid, og vi har formået at give nogle folk mulighed for at skabe en kunstnerisk og økonomisk karriere. Det handler om at gøre det rette for dem på rette tid. Hvad det så end vil sige.

Det kan både dreje sig om at sige, "dette album er ikke godt nok endnu", eller "det er en fremragende idé til coverbilledet, fortsæt med det." Der er ikke to navne, der er ens, så man må arbejde med dem på forskellig vis. Vi arbejder hårdt og vi prøver på at dele visioner, også selvom vi ikke altid er helt enige – og så er vi ærlige. Vi oplever ikke rigtig det der paranoia-forhold, som nogle gange eksisterer kunstner og selskab imellem. Det er mit indtryk, at vores kunstnere ikke har den opfattelse, at vi er ude på at flå dem.

Det handler om ry. Der er et forholdsvis nyt amerikansk selskab med udgangspunkt i hele Creative Commons-tanken, MagnaTune, som opererer med et slogan, der hedder "we're not evil" – det kunne nærmest være jeres slogan også.

Eller "we might be evil but we're not bad." Spøg til side; vi er ikke onde.

Det er den generelle opfattelse, at I har et tættere personligt forhold til jeres kunstnere end de helt store selskaber.

Sådan er det med de fleste independent-selskaber. I hvert fald de gode af dem.

 

Mutes højde- og lavpunkter

Hvis du ser tilbage på alle årene, hvad har så været højdepunkter for Mute? Og det modsatte?

En masse højdepunkter og også en del nedture. Et højdepunkt var begyndelsen på det hele, da det gik op for mig, at folk faktisk havde en interesse i det jeg lavede, hvilket jeg aldrig havde forventet. Der er så mange højdepunkter. F.eks. når man ser et band første gang, hvis de er gode, og hvis publikum reagerer positivt på dem. Det er altid et enormt højdepunkt.

På samme måde er det en stor skuffelse, hvis der ikke er en forbindelse til publikum. Nogle gange kan man bare se, at selvom der arbejdes hårdt, selvom musikerne er gode, så kommer det ikke til at fungere.

Der er et brutalt element af held til stede også.

Det har du helt ret i. En anden skuffelse var op gennem halvfemserne, hvor britpoppen fyldte massivt i England, hvilket var frustrerende for mig, for det var overalt i medierne.

Jeg lavede for nylig interview med OMD, og de sagde nøjagtig det samme – der er åbenbart et misforhold mellem sortklædte synthmusikere og halvfemsernes britpop.

Sagen er jo den, at vi synth-folk tænker gerne på hvordan vi kan skubbe udviklingen fremad, mens britpop handlede om tradition, om at skrue tiden tilbage, basalt set. Det er nok det, OMD har ment. Og så var problemet, at britpop blev et fænomen i en sådan grad, at det komplet overtog popkulturen i en periode. Jeg søgte ikke nye kunstnere til selskabet i denne periode, jeg var lidt deprimeret som følge af hele situationen, for jeg følte, at den musik jeg ville udgive var der nok alligevel ingen, der ville kunne lide.

Manglende selvtillid?

Manglende selvtillid. Selvom vi naturligvis havde navne, der stadig klarede sig godt, såsom Depeche Mode, Nick Cave...

Selv Depeche Mode gik i en mere rock-orienteret retning i halvfemserne.

Ja, men ikke i britpop-retning. Men jo, Depeche Mode blev mere rock-orienterede i de år, som følge af hvad der ellers skete rundt omkring i musikverdenen. Men de havde stadig stor succes; det formåede britpop ikke at ændre på. Desværre kunne vi som selskab godt mærke britpop-effekten økonomisk. Vi plejede at samarbejde med folk verden over, omkring distribution, men jeg nåede til det punkt, hvor jeg indså, at vi havde brug for flere penge og derfor måtte lede efter en samarbejdspartner på et noget større plan. Vi var slet og ret på hælene.

Men så udgav Moby "Play", der solgte ti millioner eksemplarer, hvilket naturligvis var et højdepunkt. Det var et godt album og det solgte godt, men det stillede også Mute stærkere, hvilket betød at vi kunne indgå en god aftale med EMI.

Men det viste sig at være en skuffelse alligevel i sidste ende, da det begyndte at falde fra hinanden. De første fem år med EMI var rigtig gode, men ikke de sidste to. De købte os oprindeligt af de rigtige årsager – jeg kendte de folk, de kendte mig, de vidste hvad vi stod for, kendte vore styrker og svagheder. Men efter fire-fem år begyndte det at gå ned ad bakke.

De folk jeg oprindeligt havde arbejdet sammen med forsvandt, og der kom ny bestyrelse til, som ikke forstod hvad Mute var for en størrelse. De forstod hvad Depeche Mode kunne, hvad Moby kunne, men ikke hvad Mute kunne. Det blev begyndelsen på et skidt forhold, og de sidste par år fungerede det bare ikke for nogle af parterne. Så derfor skred vi. Og det var et højdepunkt.

Der synes at være flere, der forlader EMI, som har det på den måde.

Jeg tror egentlig ikke det har med EMI at gøre.

Det er nok generelt sådan for flere af de store selskaber.

Ja. EMI er ikke noget specielt dårligt selskab. De har gjort nogle interessante ting i de senere år. Men deres måde at arbejde på passer ikke med min.

 

Hvordan bliver man opdaget?

Mange mennesker kunne nok godt tænke sig at vide, hvad der skal til for at blive opdaget, når de sender musik til et pladeselskab. Hånden på hjertet; de fleste store selskaber modtager masser af musik – er det realistisk at tro, at de lytter til det hele?

Det er meget, meget svært. Der bliver lyttet til tingene før eller siden. For det meste. Ikke af mig. Men ofte spiller tilfældigheder ind. Man lytter måske til en million kunstnere som alle er bræk, og så tænker man, at nu er det på tide at gå i seng. Og blive der et års tid. Og så kunne kunstner nummer en-million-og-et være det fedeste nogensinde. Så det er lidt tilfældighedernes spil. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting; det kan også være godt, men det er selvfølgelig synd for dem, der er gode, men ikke, af forskellige årsager, har held med at bryde igennem.

Men selvom det hele er lidt tilfældigt, så tror jeg, at hvis man er vedholdende, så ender man måske ikke som kunstner nummer en-million-og et, men som nummer en-million, og så bliver man lige akkurat hørt. Men det sande svar er: ingen ved det. Og jeg kan ikke huske at vi har skrevet kontrakt med nogen på baggrund af demo, vi har modtaget – det kan jeg ærlig talt ikke. Typisk i dag handler det om at vi ser folk live, eller de bliver anbefalet af andre...

Ja, det er jo bagsiden af medaljen, ikke? På den ene side lover rockens mytologi, at også du kan blive til noget, hvis du virkelig vil, og i den forstand er vi skræmmende tæt på den amerikanske drøm, men samtidig handler det jo i høj grad om nepotisme også. Hvis Daniel Miller er min onkel og jeg spiller i et band, der er marginalt ringe, så har vi stadig bedre chancer for at bryde igennem end et virkelig godt band, der slet ikke har nogle kontakter.

Jeg vil helst tro, at det ikke forholder sig sådan. Nu har jeg ingen nevøer, der spiller i et ringe band, men jeg ville ikke udgive dem. Men hvis du spiller i et godt band og du er min nevø, så er det en fordel sammenlignet med andre gode bands. Men hvis man spiller i et dårligt band og man er min nevø, så gør det ingen forskel. Jeg skal ikke til at arbejde med mine familiemedlemmer!

Det fungerede for Sparks-brødrene.

Haha, ja, de to brødre.

Læs fortsættelsen af interviewet her.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA