Damon Albarn – Britpoppens kamæleon

Damon Albarn – Britpoppens kamæleon

Se en ny billedserie med Damon Albarn i GAFFAs gallerisektion

Jeg var offer for et mentalt attentat dagen før dagen med Damon Albarn i hans Studio 13 i London, hvor ikke så få godbidder fra herrens og hans kumpaners hænder er smedet gennem årene. Som moderator på GAFFA Library Sessions – et live/interview set-up, denne gang med Fallulah – dagen før var et af spørgsmålene fra salen: "Hvem vil du allerhelst lave en duet med, hvis du kunne vælge". Jeg fanger lynhurtigt det pludselige smil i Fallulahs øjenkrog og frygter det værste. "Jamen, det må være Damon Albarn", svarer damen prompte, og tilføjer: "Er det ikke noget med, at du skal snakke med ham i morgen, Henrik, så kan du vel lige fikse den sag".

I kampens hede får jeg fremstammet noget foran de omkring 170 tilhørere i stil med "den duet bliver til noget". Med andre ord er jeg nu på en mission – muligvis en impossible en af slagsen – men dog en mission. Damon tager imod, han er glad, har guldtand, eller noget der ligner. Der er pissekoldt i kafferummet, så på Damons opfordring rykker vi ind i selve indspilningsstudiet, passerer et par fede Vox AC 30-forstærkere og andet vintage gear-kram, og man sidder sgu bedre på en god forstærker end i en rødbrun lædersofa.

Damon, hvad siger du til at lave en duet med hende her Fallulah, pop med Balkan-feel, eksotisk og karismatisk? Hun har endda indspillet noget af pladen her i studiet.

(Damon vender og drejer Escapism, virker påfaldende interesseret, og mener helt sikkert, at hun må have indspillet med makkeren Ben.)

Hun fortalte mig, at du har skrevet en lang smøre på lokummet om, hvor meget du hader 90'erne. Meget interessant fra en mand, der for mange var 90'erne.

– Så er det her, hun har indspillet, fortæller Damon storsmilende, men det er altså Jamie (Hewlett, Gorillaz, red.), der har skrevet det på væggen, og det står der stadig, fortæller han glædesstrålende uden på nogen måde at gøre antrit til at dementere makkerens dom over årtiet, hvor Damon selv bragede igennem som en af Europas absolut største popstjerner.

 

337=13

Det er ikke helt uden veneration at sidde med Damon Albarn på denne adresse. Mit andet solointerview med manden, hvor det første ligger et årti tilbage i Gorillaz' særdeles dekorative hovedkvarter i forbindelse med Blurs svanesang so far, Think Tank. Fantastisk album, men 13 er i min bog tanden bedre. Da vi på GAFFA redaktionen skulle kåre 90'ernes album, valgte jeg dengang det. Det syrede og konfuse mesterværk, hvor den sidste halve time fra Battle og frem lyder som Pink Floyd, hvis de havde forstået punk. Så var min datter Lulus første sang ikke Lille Peter Edderkop, men Tender. Vi boede i en park, så Parklife var temasang til alle fester, og da Gorillaz udgav singlen Clint Eastwood, gik husstanden på det nærmeste i selvsving. Damons musik har med andre ord lidt været familiens soundtrack, så det smager unægtelig af fisk, selvom jeg godt ved, at det ikke er det oprindelige studio 13.

– Nej, det gamle var større, men da jeg købte stedet her, fandt jeg ud af, at husnummeret var 337, hvilket giver 13, måske en tilfældighed.

Jeg fortæller Damon om familiens passion for hans musik og har tilfældigvis et billede af min 17-årige datter som screensaver – i øvrigt sammen med Eddie Vedder – og han tilføjer hurtigt: "Min datter Missy er 14".

Vi kommer senere rigeligt ind på de skønne unge piger, men inden vi går i kødet på det, som Damon selv kalder sit første rigtige soloalbum, Everyday Robots, som jeg to gange får kaldt Electric Robots, skal vi lige vende Blur et øjeblik.

Jeg så jer spille på Tempelhof Lufthavnen (Hitlers kreation, red.) i september 2013. Det var fantastisk at høre totalen af jeres virke fra pop, disco, punk, prog, gospel, 30'er-variete, blæsere, spilleglæde og løssluppenhed. Fantastisk at se dig og Graham på scenen sammen igen.

– Ja, det har været fedt at spille sammen igen. Efter Think Tank hadede jeg at skulle spille koncerter som Blur, uden at have Graham ved min side, som jeg har kendt siden jeg var 10 år gammel. Suveræn venue i Berlin, selvom jeg syntes, at det samlede line-up var lidt mærkelig (Pet Shop Boys spillede før, red.)

 

Så personlig som overhovedet muligt

Du har været vidt omkring, Har inspirationen fra den genvundne live-succes med Blur haft indflydelse på din tilgang til Electric Robots?

– Jeg ved ikke rigtigt, om de to ting hænger sammen. Det, der forbinder dem, er, at det er mine sange, komponisten går igen, men min tilgang har klart været forskellig. Det er eksklusivt en personlig plade. Der er mange personlige sange på Think Tank, men denne gang synger jeg direkte fra hjertet, og det er grunden til, at den er defineret som en soloplade. Ikke at jeg har lavet den i total isolation, jeg har været i mange sammenhænge, været mange steder og lande sammen med en masse mennesker. Også på denne plade. På SXSW i Austin Texas havde jeg seks gospelsangere, seks strygere og et fem-mands band med, ikke ligefrem et sologig. Så selvom det er en soloplade, nyder jeg at arbejde sammen med andre – også denne gang.

Er der en speciel logik i, at du laver et soloalbum nu? Kunne det lige så godt være kommet for ti år siden?

– Det har i hvert fald spillet en rolle, at Richard (Russell, red.) kom og sagde: "Jeg vil producere dig". Det satte nogle tanker i gang. Jeg har lavet masser af ting selv. Jeg har inviteret folk med på Gorillaz, men grundlæggende er det mig, som har lavet det hele, skrevet sangene, indspillet keyboards. Så jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave noget, der adskilte sig markant, skulle det udelukkende være et personligt narrativ. Den går tilbage til min opvækst i London, inden jeg var ti år gammel, til min sommer i Tyrkiet, og da jeg kom hjem, var mine forældre flyttet på landet, Colchester. Lidt af en omvæltning. Mange af de elementer er med, selvom der langtfra kun er tale om en rejse ned ad mindernes allé.

Men du er specifik flere steder, både i forhold til Blur og til navngive steder fra opvæksten som for eksempel i Hollow Ponds.

– Det er rigtigt. Den sang var den første, jeg havde klar. Der er min egen livshistorie, men albummet kredser også omkring min midaldrende angst for samfundets "fremskridt" og vores samspil med teknologien. Ikke i mindst i forhold til vores børns omgang med den, som er så anderledes. I går aftes var jeg inde på min datters værelse, og hun sad og tegnede med den ene hånd og Skypede med den anden. Jeg sagde: "Det kan du da ikke, du må gøre en af delene", men sådan er det ikke for dem, for mig er det totalt absurd. Fordi jeg ikke forstår det, kan det føles fremmed og truende for mig, og jeg stiller spørgsmål som: "Hvor er vi på vej hen? Distancerer vi os selv i forhold til vores sande natur, eller er vi bare i overgangsfase på vej mod en højere bevidsthed, som vi på sigt alle kan deltage i?" Som sangskriver er det potente emner at give sig i kast med.

 

Arrogant og følsom

Det er interessant. Som publikum har vi set mange sider af dig efterhånden. Naturligvis de musikalske fra afrikanske Mali Music, elektroniske Gorillaz, Blurs mange ansigter og en masse andet. Personlighedsmæssigt har du også fremstået meget sammensat, nogle gange regulært arrogant, som da du sagde: "Hvis ikke mit band var Englands bedste, ville jeg ikke være i det".

– Det er rigtigt, men det er længe siden.

Jo, det kan være, men jeg ved også, at du blev interviewet af en kollega for nylig, som endte som den rene katastrofe. Logisk nok har du tidligere reageret på det (medie)cirkus, du uundgåeligt blev en del af. På den anden side har du den indtagende stemme, der kan røre os helt dybt, og noget tilsvarende kom til udtryk, da du brød sammen i tårer under To the End ved Blurs reunionkoncert på Glastonbury, og vi står der og nærmest græder med dig. Umiddelbart to noget forskellige sider, kan man mene?

– Ja, det har du nok ret i. Men du må forstå, at det er meget, meget vanskelligt at navigere i forhold til pressen, når den er så massiv. Du bliver konstant konfronteret med alt mellem himmel og jord, uanset hvor du er i verden. Du kan være helt udbrændt, have tømmermænd, som er helt tænkeligt, når du kører hårdt på over lange perioder. Der er alle disse ikke altid formildende omstændigheder, som tilsammen skaber et billede af, hvem du er. Når du kommer fra dette land, lærer du meget, meget hurtigt, og som oftest på den hårde måde, at det ofte er mere forsigtigt at være beskyttet end ægte og åben over for folk.

For at passe på sig selv?

– Ja, det kan du sige. Jeg har prøvet meget, meget hårdt på denne plade at være så ærlig og åben som muligt og så konversabel om mig selv som muligt. Men uundgåeligt. Det her er ikke bare en samtale med en journalist og det indtryk, du har i øjeblikket. Det er hvad, som sker efterfølgende, der er afgørende (satser på, at Damon ikke abonnerer på GAFFA, red.). Når journalisten afleverer sine 1000 ord til redaktøren, som så sammen med sit team går i gang med at blæse enkelte dele op.

Det er den samme situation for mig.

– Det ved jeg, det forstår jeg hundrede procent, men billedet kan måske forklare den inkonsekvente natur af forræderiet, hvis du forstår, hvad jeg mener.

Det er klart. Vi har så småt været inde på det før, men at den delvis selvbiografiske soloplade kommer nu, hvor du er i midten af 40'erne, hænger det sammen med, at du nu har alderen og erfaringen til at reflektere på en anden måde end tidligere, eller gør du altid det?

Hvis det skulle blive et album krediteret i mit navn, at det skulle kaldes Damon Albarns første soloplade, så skulle den handle om mig. Men ved du, hvad der tit får mig til at smile derhjemme? Det er, at hvad du end gør, så er det pludselig, hvem du er. Som da jeg lavedeDr. Dee,så blev det sagt, at jeg havde frasagt popmusik, og nu kun lavede mærkeligt, skæve ting. Og da Gorillaz kom, blev jeg fremstillet som en tegneseriefigur, der i alle andre sammenhænge var ophørt med at eksistere.

– Men det er ikke sådan, det hænger sammen. Hvis du er en kreativ person, så går du fra den ene ting til den anden, og når du fokuserer på noget specifikt, så er du fuldstændig i den verden i det øjeblik. Et menneske, som er engageret i sin kunst, bliver helt absorberet af den, fortabt i den, men der er absolut ingen grund til, at når du forlader den specifikke verden, at du ikke foretager dig noget nyt bagefter. Det gør jeg, jeg blev færdig med denne plade i sommer og har haft gange i andre ting siden. Min pointe er, at den måde, jeg nogle gange blive fremstillet på, får mig til at grine, grundlæggende er jeg bare en kreativ person.

 

Den kunstneriske bohemearv

Det er vel ikke helt forkert at kalde begge dine forældre for multi-kunstnere, og du er fra din spæde barndom blevet eksponeret for alle former for kunst og kunstnere, er det grundlaget for din egen tilgang til musik?

– Det er det i den grad.

Oprindeligt ville du være skuespiller?

– Well, det fandt jeg heldigvis tidligt ud af nok ikke var verdens bedste idé, haha!

Du kommer ikke fra en ren musikalsk baggrund?

– Jeg kommer overhovedet ikke fra en musikalsk baggrund (selvom Damons far Keith i en periode var manager for de pænt succesfulde prog-rockere Soft Machine, red.), jeg kommer fra en kunst-baggrund.

Og din livslange broder i ånden, den fantastiske guitarist Graham Coxons, primære tilgang til musikken var ud fra en grafisk designerhjerne. Kan du sætte ord på, hvordan denne – eller disse – ikke primært musikalske baggrunde har defineret din rolle som musiker og komponist?

– Jeg gik aldrig på kunstskole, men du kan sige, at jeg voksede op i en kunstskole, hvilket har betydet, at der altid har været et stort element af diversitet, hvilket er udgangspunktet for min måde at gå til musikken på.

Hvordan er de forskellige elementer til stede på Electric Robots?

– Hmm, det er sjovt, at du bliver ved med at sige Electric Robots, nu hvor pladen hedder Everyday Robots, men det der med Electric, det er måske slet ikke nogen dum idé, det tænker jeg lige over, haha!

Beklager, men I det mindste kan jeg huske, hvad du hedder, det er da en start?

– Ja, det er flot, godt klaret. Well, den opvækst, jeg fik, gav mig selvtilliden til altid at prøve nye ting. Det har været med mig fra dag et. En meget liberal kreativitet, som har været en daglig oplevelse. Mine forældre arbejdede som kreative lærere, og når de kom hjem, så arbejdede de på deres egen kunst.

 

Mit middelmådige output

Vi var inde på dit i perioder anstrengte forhold til pressen. Men nu har du været åben om tidligere heroinafhængighed, og jeg ved, at lange perioder af Blur var det rene drukgilde. Alligevel har du altid været særdeles produktiv, men er du bedre i stand til at nyde succesen i dag?

– Jeg tror ikke, at nogen kan nyde den form for succes, vi fik, når det først sker, det er simpelthen umuligt, du bliver nærmest ædt.

Vi snakkede om Pearl Jam, som jeg har kendt i en årrække, de nyder også deres liv, og hvad de laver i dag på en helt anden måde, end da det hele eksploderede i starten af 90'erne.

– Jeg kigger ikke på konceptet succes, jeg arbejder. På en måde er det en distraktion at tale om sit arbejde, men det er en nødvendighed, hvis du vil nyde den kreative frihed, som jeg har for eksempel har fået. Jeg ville elske at have den samme succes uden at skulle retfærdiggøre den og i stedet bare blive ved med at arbejde, fordi det er det, som jeg elsker at beskæftige mig med. Ved du hvad, jeg så det her tv-program i går, som lidt er mit nemesis fra den klassiske opera-verden. Selvom jeg kan arbejde i den kontekst, føler jeg mig som en outsider. Når jeg ser på mange af disse menneskers output, og jeg så kigger på mit eget middelmådige output og sammenligner det med deres, så blegner jeg. Der er så meget mere, jeg kan gøre, det er ikke succes som er vigtig.

Det er fedt. Det viser, at du stadig er sulten.

– Jeg er meget sulten.

Og vi er sultne på at høre hvad du finder på, så vi kan få ny inspiration.

– Men helt ærligt, jeg synes ikke, jeg har opnået noget som helst, jeg føler, jeg er doven i forhold til, hvad jeg kunne gøre, men det ville kræve, at jeg ikke havde familie, hvis du vil engagere dig i arbejde på det niveau, og det er jeg ikke parat til. Når min datter er vokset op, kan det være, at jeg går ind i dobbelt "overdrive", men som tingene er, er jeg ikke parat til ofre min tid med hende.

Jeg ved præcis, hvad du mener, jeg har lige været på skiferie med mine døtre.

– Det er den bedste ting i verden.

 

"Der er ingen som Sidse Babett"

– Må jeg lige tilføje, hvor vild jeg er med Borgen (Damon kommer selv spontant ind på emnet, red.). Jeg blev forelsket i Bridget (Sidse Babett Knudsen, red.). Jeg har sagt det tidligere, men min mors familie er oprindeligt fra Danmark, så jeg er meget tiltrukket af det danske. Jeg elsker virkelig Borgen, og jeg ved også, at I har andre superproduktioner som The Killing (Forbrydelsen, red.).

Så har vi denne nye serie Arvingerne, som nok kommer til at hedde The Heirs på engelsk. Fire søskende, som slås over deres mors arv, høj kvalitet og diversitet.

– The Heirs, siger du? Det lyder cool, den skal jeg holde øje med, men jeg må bare sige Borgen, jeg elskede den bare totalt, jeg var sønderknust, da den sluttede.

 

Roskilde

Før vi har set os omkring er det blevet juli, og du spiller på Roskilde Festival…

– Jeg har altid elsket Roskilde. Sidste gang var med Gorillaz, fem dage efter Glastonbury, som ikke var en særlig god oplevelse for mig, delvist på grund af vores tilgang til koncerten. Det var en fejltagelse, jeg kommunikerede ikke med publikum. Jeg tænkte, Gorillaz er anderledes end alt det andet, jeg laver, og det handler ikke om direkte kommunikation, jeg introducerede ikke engang Lou Reed.

Afdøde Lou Reed.

– Ja, nu afdøde Lou Reed. Alle disse utrolige mennesker kom på scenen, og jeg introducerede ikke en eneste en af dem. Publikum er så enormt, at du på en eller anden måde er nødt til at guide dem igennem hver et stadie af, hvad der sker. Ellers kan du ikke forvente, at de fanger det. Men da vi så kom til Roskilde, så ændrede jeg det hele. Det var en kæmpe bekræftelse for mig, den koncert, den var vigtig. Det var et meget signifikant øjeblik for mig i 2010, det fik det hele til at rykke fremad i den rigtige retning.

Det var en super koncert, jeg så den med datter Lulu (og anmeldte den til fem stjerner, men det sagde jeg ikke til Damon, red.)

– Jeg har altid elsket at spille i Danmark, det er noget særligt.

Hvad kan vi forvente I år? Everyday Robots?

– Ja, der vil være denne plade, bandet, The Heavy Seas, de er virkelig cool og fede at se på. Men der vil også være andre ting alle mulige steder fra. Der vil være noget Blur, noget Gorillaz, lidt fra The Good, The Bad & The Queen, måske endda noget Rocket Juice and the Moon. En blanding af alt muligt.

Kommer du og ser Stones?

– Nej, men det bliver selvfølgelig en kæmpe fest.

 

I trygge hænder

Du ser en film, læser en bog, og du blader om til sidste side for at se, om det er en tragedie, eller om de lever lykkeligt til deres dages ende. Hvis du kigger på Everyday Robots – jeg fik den rigtig denne gang – så vælger du at slutte på Heavy Seas Of Love, der har tekstpassager som "you're in safe hands". Det virker som om, du har fundet fred?

– Well, jeg følte virkelig, at denne rejse for at være en ærlig rejse skulle have en positiv slutning. Min daglige tilstand er ikke en af elendighed og melankoli på nogen som helst måde. Det er bare min indbyggede engelskhed, eller måske min danskhed (tjek nedenfor, red.), som kommer til udtryk, vil jeg sige.

Damon, din manager har givet mig det onde øje i noget tid nu. Jeg har hovedet fuldt af spørgsmål, men det ser ud som om, jeg bliver nødt til at pakke sammen.

– Vent lige lidt, stil mig et sidste spørgsmål. Et af de virkelig hårde.

Shit, hvad fanden skal jeg sige, vent lidt…Okay, vi har allerede været lidt inde på det, men lad mig udtrykke det på denne måde: Du fik en gave som barn, du kommer fra en meget kreativ og kunstnerisk familie. Hvad har du gjort for at give stafetten videre? For at gøre dit for at fødekæden fortsætter, hvad har du givet din datter?

– Jeg håber, jeg har gjort noget, men hun er meget sin egen person og ikke en, der lader sig diktere.

Det har du vel heller ikke ligefrem været selv?

– Nej, det ved jeg godt. Hun er meget sin egen person, hun er helt sikkert musikalsk, hun er helt sikkert kunstnerisk, så det er helt op til hende. Hun ved, at hendes forældre arbejder hårdt, hun ved at kreativitet er en stor gave at have fået, og at hvis du bruger den klogt, så kan den føde dig i resten af dit liv.

Så blev det sat på plads. Når vi taler om døtre, ville du så signere 13 for Lulu?

– Ja, selvfølgelig (Damon skriver og smiler, red.) Der står "To Lulu, with love from a distant Dane", haha!

Tusind tak, og så var der lige den duet der?

– Fint, jeg kigger på det. Hav en fantastisk fødselsdag! Til min fødselsdag havde mine venner hyret et surprise marimba-band.

Vi slutter af med løs snak, hvor Damon ønsker mig tillykke med min forestående 50-års fødselsdag og fortæller, at nogle venner til hans egen fødselsdag havde hyret et surprise marimba-band. Uden for døren står en ny reporter for tur til et af Damons få interviews, meldingen var efterfølgende, at han lukkede af for al presse dagen efter. Men en klog, glad, dygtig og sjov mand. Den smilende kvindelige manager – ret skal være ret – tager et par billeder af Damon og overtegnede sammen, han vil ikke fotograferes alene. På falderebet inviterer han på en drink efter Roskilde-koncerten. Jaja, lad os nu se… Stol aldrig på en popstjerne.

Seancen er slut, og som jeg ser det, har Damon gjort det igen. Jeg har lidt svært ved at genkende billedet af den middelmådige, lavproduktive, dovne melodisnedker. På den anden side, der er et eller andet over-underdrivelse med det rette glimt i øjet.

Se en ny billedserie med Damon Albarn i GAFFAs gallerisektion

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA