x

Rendezvous med en rullesten

Rendezvous med en rullesten

"Jeg havde bare lyst til at spille min musik og hadede det pres, som var omkring The Stones. Jeg ville spille det, jeg kunne lide." Ordene kommer fra 78-årige Bill Wyman og drejer sig om hans første soloalbum "Monkey Grip," som udkom i '74 – på toppen af successen med The Rolling Stones, som bassisten blev medlem af tilbage i '62.

Der skulle dog gå yderligere knap tyve år, inden amatør-arkæologen, forfatteren og bluesentusiasten Wyman valgte at trække stikket og hellige sig livet hinsides "verdens største rock'n'roll-band."

Siden har Wyman udgivet flere bøger og indspillet og turneret med ensemblet Bill Wyman's Rhythm Kings, som han samlede tilbage i 1997. I denne uge gæster stjernebassisten og hans rytmekonger Danmark for at give koncerter i Odense og København, og GAFFA benyttede anledningen til at kaste en stribe spørgsmål efter legenden.

Musikkens hjerte

Jeg vil egentlig gerne starte med din fine bog om bluesmusik fra 2001. Du gav den undertitlen "A journey to music's heart and soul"... hvad mener du egentlig med det? Hvad bliver ved med at fascinere dig ved denne ældgamle musikform?

– Jeg har mødt virkelig legendariske kunstnere gennem min karriere, som inspirerede mig så meget, at jeg var nødt til at skrive om dem. Og deres baggrunde og liv, som muliggjorde så fantastisk en musik.

I samme bog citerer du Big Bill Broonzy for at have sagt at "Blues er et natural fact, noget man lever. Hvis du ikke lever den, har du den ikke." Er du enig i det? Jeg mener, lever du personlig The Blues - eller er den måske snarere et almenmenneskeligt vilkår?

– Jeg lever helt sikkert The Blues - tror jeg.

Blandt de mange bluesprofiler, du portrætterer i din bog, hvem har så været de mest betydningsfulde for dig – personligt og musikalsk?

– Det er virkelig svært at svare på. Der er adskillige bluesmænd og -kvinder, jeg regner som favoritter. Når jeg spiller deres musik, oplever jeg ofte forskellige sider af disse store sange. For at nævne nogle få… lyt til musikken, som jeg beskriver i min bog. Det er også selve sangene, som rører mig.

Med den såkaldte American Folk Blues Festival i første halvdel af tresserne kom mange af de gamle bluesfyre  - Muddy Waters, Sonny Boy Williamson, Howlin' Wolf – over og spillede i Europa for første gange; både i England og her i Danmark. Oplevede du nogle af de koncerter, og har du i givet fald nogen erindring om det indtryk, de efterlod?

– Ja, vi hørte om de musikere, og nogle af dem oplevede vi. Og vi var imponerede.

Abegreb

Nu spiller Rhythm Kings jo ikke udelukkende blues… denne gang har du taget Mary Wilson fra The Supremes med som "special guest." Hvorfor besluttede du at tage netop hende med?  

– Jeg nærer en stor beundring for hende. Jeg elsker hendes sang, og hun er en fantastisk personlighed. Det er virkelig sjovt at have hende med på turné.

Du dannede Rhythm Kings tilbage i '97…hvordan blev idéen undfanget, og hvordan materialiserede bandet sig?

– Jeg ønskede at spille med de bedste musikere, jeg kunne finde. Jeg prøver at sammensætte dem på samme måde som et fodboldhold og kan godt lide at se, hvor godt det fungerer. Jeg er meget glad for at kunne optræde på denne måde og lave god musik.

Et par ord om dit allerførste soloalbum, "Monkey Grip," som jeg har lyttet en del til op til dette interview. Hvordan kom det projekt i stand?

– Jeg havde en trang til at lave sådan et projekt – og så gjorde jeg det bare.

Det slår mig som et temmelig humoristisk album…var det et bevidst mål, en overlagt del af projektet?

– Sådan var stemningen på det tidspunkt. Det var ganske fornøjeligt.

Et par år senere – jeg tror det var I '76 – sagde du til Rolling Stone Magazine at "på det første album ("Monkey Grip," red.) var målet bare at lave et rart, sjovt album og få et par frustrationer ud musikalsk." Hvad var det for frustrationer, hvis du altså ikke har noget imod, at jeg hiver et fyrre år gammelt citat op af hatten?

– Jeg ville bare spille min musik og hadede det pres, der var omkring The Stones. Jeg ville spille det, jeg kunne lide.

Eksil på hovedgaden

Da "Exile on Main Street" (Rolling Stones-albummet fra '72, red.) blev genudgivet for et par år siden, var der en af mine danske kolleger som skrev, at den plade var det sidste signifikante Stones-album før gruppen blev – som han formulerede det – en reproduktion af sig selv. Hvornår toppede dit gamle band rent kunstnerisk, efter din mening?

– Det er svært for mig at pege på de nøjagtige momenter. Jeg levede mit Stones-liv – og efter en tid følte jeg, at jeg var nødt til at sige stop.

Selvom I stadig turnerer er det efterhånden en del år siden, The Rhythm Kings udgav et album. Hvorfor det?....Kan du kaste lidt lys over eventuelle fremtidige projekter?

– Et nyt album skal føje noget nyt til de tidligere udgivelser. Så hvis vi føler for det, vil vi indspille endnu et. Jeg lader det bare ske.

Bill Wyman's Rhythm Kings kan opleves på Posten i Odense den 4. december og dagen efter på Bremen Teater i København. Der er stadig billetter i salg til begge koncerter.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA