Er der noget, du gerne vil vide om Mew fra bandet selv? Nu har du chancen.
2015 har været et begivenhedsrigt år for Mew. I april udgav de albummet "+-", som fik fem stjerner af GAFFAs anmelder, og i juli stod det klart at guitarist Bo Madsen var stoppet i bandet – kun få dage før deres headlinerkoncert på Orange Scene på Roskilde Festival.
Det gik heldigvis meget godt, og koncerten fik en strålende modtagelse af både kritikere og fans.
"Gruppen lagde ud med de to nye, stærke numre "Witness" og "Satellites" med et flot lysmønster på bagsceneskærmen, inden de fortsatte med de velkendte hits "Special" og "The Zookeeper's Boy", der straks satte gang i fællessangen i den talstærke forsamling. I sidstnævnte sang skiftede Jonas Bjerre ubesværet mellem sin velkendte, imponerende falset og et knap så brugt dybere leje, han også fremviste i eksempel førnævnte "Witness" på udmærket vis", skriver GAFFAs anmelder, der belønnede koncerten med fem stjerner.
På mandag klokken 21 møder forsanger Jonas Bjerre og bassist Johan Wohlert op til møde på nettet med GAFFAs læsere via Periscope. Det sker på GAFFA Norges Twitter-profil. Er det noget, du altid har haft lyst til at spørge bandet om, kan du allerede nu sende dine spørgsmål via GAFFAs Facebook-side eller ved at bruge hashtagget #MewSvarerGAFFA på Twitter.
Du kan også skrive dine spørgsmål i kommentarfeltet under denne artikel.
Mew er i øjeblikket på turné. De giver to danske koncerter i starten af november.
4/11 – Falconer Salen, Frederiksberg (få billetter)
5/11 – Scandinavian Congress Center, Aarhus
Billetter kan købes på Billetlugen.
Se sangen "Satellites" fra gruppens seneste album her: