Nyhed

Julie Maria udgiver dansksproget album

Den danske sangerinde dropper de engelske tekster på ny plade

Tilbage i 2004 pladedebuterede Julie Maria med den fornemt anmelderroste og engelsksprogede ”Beautiful Minor”, men når den nu 26-årige sangerinde om kort tid udsender sit album nummer to, bliver det med danske tekster.

Titlen på den kommende plade er ”På Kanten Af Virkeligheden” – en titel, der afspejler det sted, den følelse, den tilstand og hele det univers, som Julie Maria har fundet frem til via det danske sprog.

Siden udgivelsen af debutalbummet har Julie Maria optrådt adskillige gange sammen med TV-2, og Steffen Brandt har en stor andel i sangerindens sprogskifte.


”I begyndelsen holdt jeg modvilligt fast i det jeg kendte. Det var angstprovokerende at skifte spor og sprog, netop som jeg havde fundet fodfæste på det, jeg troede var min vej. I løbet af de sidste to år har jeg fundet ud af, at vejen sådan set er den samme, der er bare blevet kortere afstand mellem mig og mit hjerte,” fortæller Julie Maria således.

Det nye album beskrives som smukt, poetisk, umiddelbart, naivt, nærværende og lidenskabeligt, og Steffen Brandt holder ikke igen på de helt store gloser.

”Julie Maria er noget så sjældent som en sangerinde, der tør lade de store følelser komme til orde. Dét mod er samtidig en sårbarhed, som udfordrer lytteren - tør man give slip og tage springet ud over kanten? Er det stadig muligt for sange at nå ind til de inderste rum eller er man ved at sande til,” spørger han således.


”På Kanten Af Virkeligheden” udkommer mandag den 13. august, og i anledning af det nye album tager Julie Maria i september på en lille turné, der bringer hende til følgende byer:

Mandag den 3. september – Musikcaféen, København.
Lørdag den 8. september – Studenterhuset, Aalborg.
Mandag den 10. september – Pakhuset, Århus.
Fredag den 14. september – Dexter, Odense.

ANNONCE