Video: Se Karl William tage livtag med livet

Video: Se Karl William tage livtag med livet

Det kører for det unge spirende talent Karl William. Til P3 Guld sidste år vandt han prisen P3 Talentet, og nu er den anmelderroste og eftertænksomme sanger og sangskriver Karl William aktuel med videoen til sangen ”Alt er fint” fra ep’en ”Livet”, som netop er udkommet.

I musikvideoen, der er produceret af Rasmus Skærbæk fra kollektivet hukaos, træder ærligheden, som er Karl Williams udtryksmæssige fixpunkt, frem. Rent musikalsk får Karl William på ”Alt er fint” tilføjet ny luft til det ellers så strenge elektroniske univers i form af en enkel og sommerlig guitar.

Netop ærligheden og det følelsesmæssige har været omdrejningspunktet for Karl William i tilblivelsen af ”Alt er fint”. Om sangen og musikvideoen fortæller han: ””Alt er fint” handler om at frigøre sig fra forestillingen om, at følelser skal være ekstreme. Om at huske at nyde midten af ens dag, hvor man enten ikke er i Bonbonland eller til begravelse. Så vi har prøvet at lave en sang, man både kan høre på en grå søndag og en solrig onsdag”. 

I forbindelse med udgivelsen af ep’en ”Livet”, som udkom 10. juni, tager Karl William på turné til efteråret. Han kan opleves følgende steder:

23. november: Posten i Odense

24. november: Studie 2 i Koncerthuset, København

25. november: Lille sal i Musikhuset Aarhus, Aarhus

26. november: Intimsalen i Musikkens Hus, Aalborg

 

Hør “Alt er fint” og se musikvideoen her:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA