x

Mudhoney: Bandet grunge-musikken glemte

Mudhoney: Bandet grunge-musikken glemte

Nogle vil påstå, at Kongen af Grunge burde havde været Mark Arm - og ikke den stemplede bannerfører Kurt Cobain, som i nogles øjne ufortjent løb med al opmærksomheden, både før og efter sit tragiske selvmord - og at det var hans band, Mudhoney, der effektuerede en ændring i rockens retning i begyndelsen af 90'erne.

Det var mudderskattens beskidte blanding af psykedeliske 60'er toner og syrerock, der med punknævens forudrettede slag tog livet af 80'ernes oppustede rockstjerner og deres opsatte hairspray-lokker, deres eyeliner indrammede øjne og leopardplettede spandexbukser.

Den udvandede metalguitarlyd, syg af vammel chorus og emmende af materialistisk overforbrug, fik et skud rå energi fra den amerikanske forstads mugne garage, hvor forarmelse gik hånd i hånd med fattigdom og håbløse fremtidsudsigter, og således åndede rockmusikken bedaget op i regnvåde Seattle, langt fra Sunset Strips solrige fortove, klar til at iføre sig genbrugens lånte klæder og forsøge at sige noget nyt – og ikke mindst relevant.

Hvis man spørger journalist Evertt True, der skubbede en gulligt siddende Cobain på scenen i rullestol til Nirvanas sidste britiske show på Reading Festival i 1992, var Arm også en af de første til at anvende ordet "grunge" overhovedet.

Pladeselskabet Sub Pop brugte "grunge" til at beskrive lyden på det Arm-frontede Green Rivers "Rehab Doll" fra 1988, og da True senere interviewede Arm, brugte han vant begrebet nedladende, da han sagde: "Seattles gader er belagte med grunge". Grunge: det modsatte af guld. Værdiløst.

Arm raser fortsat over det jordskred, der satte Seattle på musikhistoriens kort. Det forandrede hele den scene, han elskede, natten over. Den lille, fasttømrede punkscene, hvor alle kendte alle og var på lige fod, blev pludselig ædt op af en trendy opmærksomhedssøgen.

"Vi tog på turné – og vi var væk i uger, hvis ikke måneder – og kom tilbage og tog til koncerter, og det var ligesom: 'Fuck, jeg genkender fem mennesker her. Hvor kom alle de andre mennesker fra? Og hvor er dem, jeg kender henne?" fortalte Arm til AVClub i 2012.

Den store tilstrømning fik de oprindelige disciple til at vende scenen ryggen, fordi oprindelsens fællesskabende renhed blev plettet af nye interesser.

"Som band skulle man være dum, hvis man var træt af flere mennesker til ens koncerter. Men det var bare det, at følelsen havde ændret sig totalt. Det gik fra at være folk, der kendte alle – selv hvis de ikke var i bandet, men var på lige fod – til et publikum, der nu så op til musikerne. Det var der ikke før. Det var hele den der punk-ting, hvor alle var lige. Pludselig var der sådan en dyrkelse af bandet."

Han ville sikkert gyse af foragt, når kultens indviede nu om dage i mørke nattetimer bliver enige om, at Mudhoney snildt kunne beskrives som et af de vigtigste bands i rockhistorien. Men der er en sandhed knyttet til udsagnet om et band, hvis lod det har været at stå i skyggen for bevægelsens andre, mere kommcercielle mastodonter, og se til, mens de har nydt godt af at tage for sig af det mudderbad, Arm & co. har serveret.

Om en uge rammer Mudhoney København for at give koncert. De er her stadig, mens så mange andre af bevægelsens ledestjerner er borte og nu blot koryfæer for en generation, der aldrig rigtig kommer til at opleve dem.

Måske Mudhoneys fortsatte virke tjener til at vise os forskellen på rockstjernen og punkrockeren?

Det står nærmest skrevet i den tragiske drejebog, at rockstjernen enten skal falme til alles sadistiske bifald, eller helst eksplodere i en ungdommelig weltschmerz, der river denne ud af verden og væk fra scenerne for altid, så han kan ophøjes i kulturens bastion til mytisk sagnfigur. For evigt i graven tilknyttet hin bevægelse.

Punkrockeren styrer helst udenom alt den "unødvendige" mytologisering, der fjerner fokus fra den afbrændte Marshall-forstærkers jordiske larm. Der knytter sig en slags arbejdsetik hertil, for det handler ikke om, hvem der spiller, men at det spiller. Det knytter sig ikke til bevægelsen, men til akten.

For der er ikke en konge af Grunge, og der er ikke en konge af musik. Musikken selv er konge, og dem, der spiller, er blot dens nådige undersåtter.

Og det gør Mudhoney, de spiller i Danmark igen den 20. juli på KB18 i København. Du kan læse mere om eventet via Facebook her.

 (Retfærdigvis bør også nævnes, at Mudhoney spiller på 1000 Fryd i Aalborg den 24. juli. Denne koncert er dog allerede udsolgt, red.)


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA