Nyhed

AC/DC udsender live-dvd

Bandet har samlet en masse sjældne optagelser på ny udgivelse

Det forventes, at AC/DC snart går i studiet for at indspille en opfølger til "Stiff Upper Lip" fra 2000. Men inden den ligger klar, udsender de en dvd, der måske kan få ventetiden til at virke lidt kortere.

Udgivelsen har fået titlen "Plug Me In" og indeholder en lang række optagelser, der ikke tidligere har været udsendt.

Der er omkring fem timers optagelser på to skiver inklusive en optagelse fra 1976, hvor bandet spiller på St. Albans High School i Australien, samt bandets første optræden på engelsk tv samme år.


Der er desuden interviews blandt andet med Bon Scott samt en optagelse af bandet i Nice optaget mindre end to måneder inden frontmandens død i februar 1980.

Udgivelsen kommer desuden i en limited edition version med en tredje skive, der skulle indeholde 21 sange fremført live.

"Plug Me In" udsendes 15. oktober.


ANNONCE