x

Mike Andersen får selskab af Joss Stone på nyt album

Mike Andersen får selskab af Joss Stone på nyt album

Den danske soulsanger og sangskriver Mike Andersen er snart aktuel med sit syvende studiealbum ”Devil Is Back”, der udkommer den 28. oktober. På det nye album medvirker den engelske soul-sangerinde Joss Stone i form af en duet på nummeret "This Time". Albumturnéen skydes i gang med en pre-releasekoncert i Amager Bio den 22. oktober.

39-årige Andersen er med udgivelsen af seks studiealbum, 1500 koncerter samt optrædener på mere end 25 internationale festivaler i Europa en erfaren herre inden for musikken. I forbindelse med sin kommende udgivelse har Andersen haft fornøjelsen af at samarbejde med Joss Stone, som han fik øjnene op for, da den engelske artist blot var 16 år gammel.

”Første gang jeg så hende optræde på tv, var hun 16 år gammel og slog benene fuldstændig benene væk under mig. Jeg har fulgt hende lige siden som fan, så det at hun synger en duet med mig på mit kommende album, er en kæmpe ære for mig. Joss Stones debutplade var rendyrket soul, og udkom da jeg i midten af tyverne nørdede med soul og blues, og det at hun blev et verdensnavn som ung pige, der spillede soulmusik, gav mig en tro på, at det, jeg lavede ikke blot var gammelmands musik. Siden kom Amy Winehouse til, og flere ældre koryfæer fik comebacks og viste, at soulmusikken også har en gennemslagskraft og et stort publikum i dag. Så jeg er bare stolt over at have hende med og stolt af min nye plade, som jeg glæder mig til at udgive og spille live i Danmark”, udtaler Mike Andersen om samarbejdet med Stone.

Joss Stone debuterede i 2003 med albummet "The Soul Sessions" og har siden da solgt over 10 millioner plader på verdensplan. Hun har udgivet syv studiealbum, senest "Water for Your Soul" fra 2015.

Turnéen, der afholdes i forbindelse med pladeudgivelsen, ser ud som følgende:
22/10: Pre-releasekoncert, Amager Bio
28/10: Viften, Rødovre
29/10: Slagelse Musikhus
03/11: Stubhuset, Støvring
04/11: Kulturhus Svendborg
05/11: Posten, Odense
11/11: Kulturhuset Skanderborg
12/11: Walker, Middelfart
18/11: Portalen, Greve
19/11: Turbinen, Randers
25/11: Kulisselageret, Horsens
26/11: Fermaten, Herning
02/12: Holbæk Teater
09/12: Godset, Kolding
10/12: Tobakken, Esbjerg

Du kan allerede nu høre nummeret "Wake Up" fra det kommende "Devil Is Back"-album. Lyt til det herunder:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA