Nyhed

R.E.M. til SXSW

Også Afenginn er klar til den amerikanske festival

Den amerikanske South By Southwest-festival afvikles i år i dagene 7.-16. marts, og som altid er det Texas-byen Austin, der kan byde velkommen til folk i både musik-, film- og IT-branchen.

Musikdelen af festivalen, der minder lidt om en større udgave af den danske Spot Festival, ligger i dagene 12.-16. marts, og folkene bag har allerede sikret sig Lou Reed som hovedtaler til den branchemæssige del af festivalen.

Men musikfestivaler handler jo primært om musik, og her burde der være en del at komme efter for nysgerrige sjæle.


Tidligere har Danmark til festivalen stillet med navne som PowerSolo, Slaraffenland og moi Caprice, og også i år har vi musikere med.

Repræsentationen kommer denne gang fra det selvudråbte bastardorkester Afenginn, der vil præsentere festivalgæsterne for genren bastard-etno.

Af øvrige navne offentliggjort finder man norske 120 Days samt engelske The Kills, White Williams, Lightspeed Champion, Sons & Daughters, These New Puritans og senest amerikanske R.E.M., der varmer op til udgivelsen af deres kommende album "Accelerate" på festivalen.


Gruppens fjortende album udsendes 1. april, og koncerten på SXSW er den eneste offentliggjorte fra bandets side indtil videre.

Men man kan da naturligvis håbe, at koncerten er startskuddet på en verdensturné, der kan bringe bandet forbi Danmark i løbet af sommeren.

ANNONCE