Nyhed

Dúné og The Late Parade gæster GAFFA Shop

De to bands giver gratis koncerter og signerer plader i GAFFA-shoppen i Århus torsdag og fredag

Torsdag og fredag i denne uge lukker GAFFAshoppen i Klostergade dørene op for to gratis koncerter med to af tidens mest fremadstormende unge bands.

Torsdag den 31. klokken 16 giver The Late Parade koncert i GAFFA Shop, og der vil også være mulighed for at få underskrevet sit eksemplar af bandets meget roste selvbetitlede ep, der blev sendt på gaden sidste år.

Ep'en indeholder fem sange, der alle virker yderst lovende for The Late Parades egentlige debutplade, der er sat til udgivelse i starten af 2009 på Good Tape Records.


The Late Parade var indtil for et års tid siden kendt under navnet Tosibb og har floreret i nogle år på den danske upcoming-scene, men det ser ud til, at navneskiftet har haft en gavnlig effekt, for The Late Parade har fået flotte ord med på vejen for deres musikalske blanding af lyst og mørkt.

The Late Parade spiller torsdag aften på Studenterhus Århus, hvor de varmer op for The Kissaway Trail.

Fredag den 1. februar er det de unge himmelstormere i Dúné, der gæster GAFFA Shop, hvor den står på mini-koncert og album-signing.


Sidste år har været et fantastisk år for den unge kvinde og de seks unge mænd fra Dúné, der udsendte med stor succes udsendte debutalbummet ”We Are In Here You Are Out Here” og markerede sig med hits som ”Bloodlines”, ”A Blast Beat” og ”Dry Lips”.

Ud over lige at have vundet P3 Guld prisen er Dúné også blevet kåret som årets navn af GAFFAs læsere i flere katagorier. I forbindelse med en fotosession gik GAFFA-trofæet i stykker. Derfor benytter GAFFA også denne lejlighed til at overrække en ny kopi af prisen til bandet.

Bandet spiller i øvrigt en fuld koncert til arrangementet Present Aarhus på Train klokken 21.30 samme aften, hvor Kiss Kiss Kiss varmer op.


Praktisk info: Butikken lukker dørene kl. 18.00 for at gøre plads til band og publikum. Dørene åbnes kl. 18.30, og vi lukker publikum ind efter "først til mølle"-princippet.

ANNONCE