x

Pitchfork lancerer tv-kanal

Pitchfork lancerer tv-kanal

(Screen grab fra Pitchfork.tv)

Websiden Pitchforkmedia.com er en af de vigtigste musikwebsider i verden og har været en vigtig brik i spillet, da bands som Arcade Fire og Clap Your Hands Say Yeah gik fra at være fuldstændig ukendte til pludselig nærmest at være hvermandseje.

Websiden blev lanceret i 1995 af Ryan Schreiber, der efter fire år flyttede sit kontor fra Minneapolis til Chicago, og siden da konstant blot synes at blive en større og større magtfaktor i musikverdenen.

Efter tretten år med musiknyheder og anmeldelser er Schreiber dog klar til at tage et nyt skridt, og det sker via lanceringen af Pitchfork.tv, der netop er gået i luften.

På den nye webside kan man se en masse videoindhold, og i første omgang er det mest spektakulære nok en eksklusiv optagelse af Radiohead (med Thom Yorke på trommer), der spiller "Bangers & Mash" i Nigel Godrichs kælder.

Derudover er der også en liveoptagelser med Liars og Jay Reatard, interview med Man Man, en videopremiere på "Graveyard Girl" med M83 samt dokumentarfilmen "loudQUIETloud" om The Pixies.

Nogle af tingene vil kun ligge på siden i en begrænset periode, og da man må forvente, at der vil komme nye indslag til daglig, vil vi næsten garantere, at det er en side det er værd at holde øje med.

Se Pitchfork.tv


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA