Nyhed

Topnavne til Randers

Koncerter med Paul Simon, Vanilla Fugde og Love

Rockfans i Jylland har ofte ærgret sig over, at de store koncerter i Danmark hovedsagelig foregår i København. Nu er der trøst til de mange, der har skullet valfarte over eller under vandet, for Randers kan præsentere koncerter med hele tre topnavne i løbet af foråret og sommeren.

Første koncert bliver med det amerikanske band Love, ledet af Arthur Lee. Love var et af de toneangivende bands i sentressernes psykedeliske rock, og nu spiller de så på Tante Olga 18. maj.


Næste mand er Paul Simon (billedet), der optræder ved Randers Stadion d. 20. juli. Det bliver Paul Simons første koncert i Danmark, siden han i 1991 optrådte på Roskilde Festival. Arrangørerne er kulturhuset Værket og Tante Olga.


Repertoiret er endnu ikke fastlagt, men de seneste år har Paul Simon både optrådt med numre fra sin fortid i Simon & Garfunkels og fra sin lange solokarriere, der inkluderer hitplader som "Graceland".

Og som om det ikke var nok, kan også det banebrydende amerikanske band Vanilla Fugde opleves i Randers Ugen, hvor de spiller i Teltet 16. august. Vanilla Fudge var i slutningen af 1960’erne inspirationskilde for navne som Deep Purple, Uriah Heep og Led Zeppelin, og disse navne spillede dengang også som opvarmning for Vanilla Fudge. Efter mange års pause blev Vanilla Fugde gendannet i 1999, og det er første gang nogensinde, de spiller i Europa.


C.V. Jørgensen, der langt om længe er ved at være færdig med sit kommende album, spiller også til Vanilla Fudge-koncerten, der arrangeres af Tante Olga.


Billetsalget til Paul Simon-koncerten starter på næste mandag, d. 22. april, mens det er startet til de to andre koncerter.

ANNONCE