Nyhed

The 1975 giver dansk koncert

GAFFA – 35 år i musikkens tjeneste

Engelske The 1975 giver koncert i Tap1 i København den 13. juni. Billetsalget begynder 7. december klokken 10 via Ticketmaster.dk

Poprock-gruppen er aktuel med deres tredje album, A Brief Inquiry into Online Relationships. Et udspil, der internationalt generelt har fået flotte anmeldelser, om end GAFFA gik lidt imod strømmen og kun tildelte det to stjerner.

LÆS OGSÅ: Helt igennem egodrevet rodebutik


Bandet besøgte senest Danmark til NorthSide Festival i 2017, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fire stjerner og ordene:

”Nile Rodgers og Chic, der gæstede Tivoli i fredags, har ikke levet forgæves. Det har alverdens rockstjerner heller ikke i forhold til gruppens sanger Matt Healy. Iført højhælede støvler og højt og krøllet år indtager han scenen med en selvtillid, som ikke lader byfællerne med efternavnet Gallagher meget efter.”

LÆS OGSÅ: Højt hår, høje hæle, højt humør

Alle gruppens tidligere danske indendørskoncerter har været udsolgte. Første gang på Loppen i 2013, så i Store Vega i 2015, og den planlagte koncert samme sted året efter blev flyttet til Falconer Salen for at imødekomme den store efterspørgsel.


Bandet brød igennem i 2013 med deres selvbetitlede debutalbum, der blandt andet indeholdt hittene "Chocolate" og "Girls", og de fulgte det i 2016 op med endnu et succesfuldt album, I Like It When You Sleep, for You Are So Beautiful Yet So Unaware of It, som blandt andet indeholdt singlen "The Sound".

Varm op med den helt nye musikvideo til "It's Not Living (If It's Not With You)".


 

ANNONCE