Nyhed

Cody spottet af Bonnie Prince Billy

Det danske countryrock-band varmer op for den amerikanske mester på VoxHall 7. juli

Det københavnske countryrock-band Cody har fået fornøjelsen af at varme op for amerikanske Will Oldham, også kendt som Bonnie "Prince" Billy, når han giver koncert på VoxHall i Århus 7. juli.

Det er ifølge Codys management Merger Oldham selv, der har henvendt sig for at få Cody til at varme op for sig, og det må siges at være noget af en ære, når vi taler om en mand, der er et af de absolut mest anerkendte på americana-scenen i disse år – og hvis sang "I See A Darkness" er blevet indspillet af selveste Johnny Cash.

Cody har med Kaspar Kaae som frontmand huseret i den københavnske undergrund i flere år og har fået pæne ord med på vejen. Således skrev GAFFAs Mikkel Elbech, da Cody varmede op for den gamle Pixies-sanger Black Francis i Vega for nylig – og fik fem ud af seks stjerner og dermed en stjerne mere end hovednavnet:


"Det fire mand og en kvinde store orkester fortryllede med velkomponerede sange, der stilmæssigt placerede sig ganske langt fra aftenens hovednavn. Med to akustiske guitarer, en kontrabas, en cello og en violin var lydbilledet smukt og nuanceret, og det blev kun bedre med tilføjelsen af vokalharmonierne, som hele fire af de fem medlemmer bidrog til."

Det er i øvrigt ikke første gang, Will Oldham kaster sin kærlighed på et dansk band. I 2006 medvirkede han på Homesick Hanks seneste album, "Leave It Behind". Dét album er produceret af Will Oldhams bror og mangeårige samarbejdspartner Paul Oldham, og i forbindelse med indspilningerne på Pauls Oldhams gård i Kentucky kiggede bror Will også forbi studiet og sang kor på titelnummeret.

Bonnie "Prince" Billy udgav i sidste måned sit seneste album "Lie Down In The Light". Det er hans sjette soloalbum under navnet Bonnie "Prince" Billy, og han har derudover udgivet tre album sammen med andre kunstnere, nærmere betegnet Matt Sweeney, Tortoise og Dawn McCarthy. Han har desuden udgivet plader under navnene Palace Brothers, Palace Music og – Will Oldham.


Bonnie "Prince" Billy spiller også på årets Roskilde Festival, der finder sted i dagene 3.-6. juli, og i Tivolis Koncertsal i København 8. juli.


Cody på MySpace

Bonnie Prince Billy på MySpace

ANNONCE