Nyhed

Thom Yorke annoncerer nyt album

GAFFA – alt om musik

Udkommer om en uge

Thom Yorke har nu bekræftet, at han meget snart udgiver et nyt album, som nogle mystiske reklamer i blandt andet Londons undergrundsbane for nylig har antydet.

LÆS OGSÅ: Handler mystisk reklame om nyt Thom Yorke-album?


Albummet ANIMA udkommer digitalt torsdag den 27. juni kl. 00:01 på pladeselskabet XL Recordings. Den fysiske udgave af albummet følger den 19. juli.
    
Samme dag som den digitale udgivelse vil en kortfilm, også kaldet ANIMA, af Paul Thomas, være tilgængelig eksklusivt på Netflix fra klokken 09:00, og kortfilmen vil blandt andet indeholde tre sange fra albummet.
    
ANIMA er skrevet af Thom Yorke, produceret af den mangeårige samarbejdespartner Nigel Godrich og indeholder ni sange. På vinyludgaven af albummet vil der desuden være et ekstra nummer. De fysiske formater af albummet bliver cd, sort dobbelt vinyl, limited edition orange dobbelt vinyl og en deluxe 180 grams heavyweight orange dobbelt vinyl, der også indeholder en 40-sides tekstbog og diverse blyanttegninger af Stanley Donwood og Dr Tchock.

ANIMA-trackliste:
1. Traffic
2. Last I Heard (…He Was Circling The Drain)
3. Twist
4. Dawn Chorus
5. I Am A Very Rude Person
6. Not The News
7. The Axe
8. Impossible Knots
9. Runwayaway
 
Bonustracket "(Ladies & Gentlemen, Thank You for Coming)" vil kun være tilgængelig på vinyludgaverne af albummet.

Det nye album bliver Radiohead-sangerens tredje soloalbum. Han debuterede med The Eraser i 2006 og fulgte det op med Tomorrow's Modern Boxes fra 2014. Han har desuden udgivet seks film-soundtracks, senest til Suspiria fra 2018.


Thom Yorke er desuden aktuel med hele 18 timers arkivudgivelser med Radiohead.

LÆS OGSÅ: GUIDE: 18 timers OK til din Computer – del 3


    


ANNONCE