Nyhed

Lana Del Rey offentliggør ny sang efter masseskyderier

GAFFA.dk - alt om musik

Popstjernen deler forsmag på ny sang efter weekendens skyderier i Texas og Ohio

“I’m still looking for my own version of America. One without the gun, where the flag can freely fly.”  Sådan lyder dele af omkvædet i en ny sang, som Lana Del Rey tidligt tirsdag delte med sine følgere på Instagram. Samtidig bekræftede Del Rey, at hun har navngivet sangen ”Looking For America”.

”Jeg ved, at jeg ikke er politiker og prøver ej heller at være det – så undskyld at jeg har en holdning – men disse skyderier i løbet af de sidste par dage har berørt mig på et dybt niveau, og derfor ville jeg dele denne video, vi skød for 20 minutter siden”, skriver Lana Del Rey i sit opslag.


Klik her og hør sangen, hvor sanger og producer Jack Antonoff spiller med på guitar. 

Skyderierne, som fandt sted i Dayton, Ohio og El Paso, Texas i weekenden, kostede mindst 31 mennesker livet, og Lana Del Rey er langt fra den eneste artist, der på det seneste har blandet sig i den betændte debat omkring masseskyderier. I weekenden langede Rihanna ud efter præsident Trump og den amerikanske våbenlovgivning på Twitter.

Læs også: Rihanna raser mod Trump efter masseskyderier


Lana Del Rey udgiver sit nye album Norman Fucking Rockwell den 30. august. Det er endnu uvist, om "Looking For America" bliver inkluderet på pladen. Den vil dog næppe kunne nå at komme med på den fysiske udgivelse.

ANNONCE