GAFFA.dk - Alt om musik
Skulle samfundet åbne op igen, vil en stor del af amerikanerne stadig blive væk fra koncerter og andre kulturtilbud.
Kun 27 procent af amerikanerne vil benytte sig af koncert-, biograf-, og teaterforestillinger, når samfundet tillader det. 32 procent vil derimod vente, til der bliver udviklet en vaccine mod coronavirussen, mens resten endnu ikke har taget stilling. Sådan fremgår det af en undersøgelse, som Reuters har lavet, hvor over 4000 voksne amerikanere indgår i.
Amerikanerne er generelt splittede, når det kommer til spørgsmålet om kulturlivet, om hvorvidt det overhovedet bør åbne, og hvordan man skal forholde sig til det. Den overvejende del af de adspurgte mener dog, at kulturlivet og kulturtilbuddene først bør åbne, når der er udviklet en vaccine – hele 55 procent er af den overbevisning.
LÆS OGSÅ: Kåre Mølbak: Danskerne skal forvente at holde afstand til hinanden, indtil vaccine er klar
Vaccinen er dog én stor ubekendt, da det er svært at spå om, hvornår en sådan kan være færdigudviklet. Optimistiske meldinger går på, at vi kan have en vaccine klar i efteråret, Lægemiddelstyrelsen mener, at der kan gå op til et år, og de mest pessimistiske udmeldinger har en tidshorisont på 18 måneder.
Den amerikanske kæmpe-festival Coachella skulle være blevet afholdt i april, men blev udskudt til oktober. Festivalen har omtrent 250.000 gæster hvert år, og det er endnu ikke til at vide, om den får tilladelse, eller om den må trække stikket for i år. Spørger man et udsnit af USA's befolkning, skal Coachella kun løbe af stablen med en færdigudviklet vaccine ved hånden.
LÆS OGSÅ: Amerikansk megafestival officielt udskudt
Reuters har interviewet 4.429 amerikanere i perioden fra 15-21. april, og undersøgelsen bygger på de adspurgtes tidligere aktiviteter og fremtidige handlinger – med en præmis om, at en vaccine nok først vil være tilgængelig om mere end et år.
Der er registreret over 1 million tilfælde af coronasmittede i USA, hvoraf 59.000 mennesker er døde. Omtrent hver fjerde døde af corona på verdensplan kommer fra USA.