x

Store danske navne giver sommerkoncerter på Samsø

Store danske navne giver sommerkoncerter på Samsø

Carl Emil Petersen, Savage Rose, Ramus Walter og mange flere kan opleves i intime rammer

Der er, som vi har skrevet flere gange i de seneste dage, ved at komme godt gang i koncertlivet hen over sommeren i form af siddende koncerter med plads til op til 500 personer med afstand, hvilket har været lovligt siden 22. maj.

Også Samsø-spillestedet Brundby Rockhotel har meldt sig ind i kampen. Her går man dog i en lidt anden retning end ved de fleste andre sommerkoncerter, for Brundby Rockhotel insisterer på at holde koncerterne inden døre, i en sal der kun har plads til 100 personer, med afstand. Alligevel er det lykkedes stedet at booke store danske navne som Carl Emil Petersen, Sebastian, Teitur, Savage Rose, Rasmus Walter og mange flere.

Rasmus Hanevold fra Brundby Rockhotel fortæller til GAFFA:

– Vi var lige ved at smide håndklædet i forhold til afvikling af koncerter sommeren 2020. Vores 25 års jubilæum, hvor vi indtil videre har aflyst eller udskudt blandt andre tv-2, Folkeklubben, Malurt, Allan Olsen med flere. Skulle vi ligesom mange andre rykke udenfor?

Han fortsætter:

– Efter at have misset vores bedste måneder marts, april og maj orkede vi ikke tanken og al logistikken. Vores gæster kommer for koncerten i vores sal, den gode lyd og komforten ved at sidde inde med lys på bordet. I forhold til kvadratmeter per person, som er det, der bestemmer, hvor mange man må have inde som ude, gav det ikke mening at rykke ud og etablere koncertområde, hvis vi alligevel ikke kunne sælge fuld kapacitet. Hvis vi kun kunne sælge 50 procent med det meget ekstra arbejde oven i en almindelig hotel- og restaurationsdrift, var det ikke nok for at få det til at hænge sammen.

Rasmus Hanevold konkluderer:

– Vi rykker alligevel, problemløser og flytter rundt på koncerter, der ikke kan afvikles på nuværende tidspunkt. Heldigvis har en del sagt ja tak til at komme, både allerede planlagte koncerter og nye.

LÆS OGSÅ: MÅNEDENS SPILLESTED: Brundby Rockhotel – Carnegie Hall på Samsø

Brundby Rockhotel kan nu præsentere følgende program hen over sommeren:

20. juni: Signe Svendsen & Mathilde Falch

27. juni: Mike Andersen

4. juli: Carl Emil Petersen

8. juli: Claus Hempler (udsolgt)

18. juli: Poul Krebs og band

19. juli: Poul Krebs og band

21. juli: Teitur

23. juli: Sebastian solo

24. juli: Sebastian solo

25. juli: Sebastian solo

27. juli: Sonja Hald

31. juli: The Savage Rose

7. august: Rasmus Walter

22. august: Alberte Winding

Trods den lille kapacitet er billetpriserne ikke højere, end hvad man normalt kan opleve på danske spillesteder med kunstnere som de nævnte. Køb billetter via Brundby Rockhotels hjemmeside.

Opdatering 17. juni klokken 10:

Brundby Rockhotel meddeler, at koncerten med Savage Rose bliver flyttet af logistiske årsager. Til gengæld forventer man at booke flere navne denne sommer. Mere info følger snarest på Brundby Rockhotels hjemmeside


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA