Nyhed

Nick Cave skaber "lockdown opera" i samarbejde med komponist

GAFFA.dk - alt om musik

Den australske rocksanger og sangskriver Nick Cave har slået pjalterne sammen med komponisten Nicholas Lens i opera-projektet L.I.T.A.N.I.E.S, som kan opleves fra den 3. december i år.

I en tid, hvor koncerter og livemusik ikke er det, der fylder allermest i verden grundet COVID-19 pandemien, må musikere og komponister tænke i andre projekter. En af dem er den belgiske komponist Nicholas Lens, blandt andet kendt for operaen Slow Man fra 2012.

Lens blev inspireret af den stilhed, han oplevede under corona-nedlukningen. Den mindede ham om sin rejse til det japanske kvarter Kanagawa, som huser nogle af landets allerældste templer:


”Den første idé til L.I.T.A.N.I.E.S udsprang af den helt organiske stilhed, der løber gennem de fugtige og levende grønne træer, der omringer disse templer fra 1200-tallet. Og eftersom min hukommelse fungerer efter musikalske udtryk, er L.I.T.A.N.I.E.S nu min måde at fremkalde den stilhed, som jeg oplevede” forklarer Lens i en pressemeddelelse.

Nick Cave, der i juli måned i år gav en meget anmelderrost livestreamet solokoncert fra Alexander Palace i London, Idiot Prayer, står bag librettoen, altså teksten til den nye ”lockdown opera”, som indeholder 12 forskellige lyriske værker. Disse bliver af Nick Cave i pressemeddelelsen beskrevet som:

"En række bønner til en guddommelig skaber, der kræver en form for kosmisk anerkendelse”.


LÆS OGSÅ: Sitrende soloseance i pandemiens tegn

Operaen udkommer den 3. december på det tyske klassiske pladeselskab Deutsche Grammophon.

ANNONCE