Nyhed

The Who udsender liveoptagelser

To koncerter samt fremførelsen af "Tommy" udsendes nu på en dobbelt-dvd

Senest nyt fra The Who er, at Pete Townshend lige nu arbejder på materiale, der formodentlig vil blive brugt på et album, som skal følge op på "Endless Wire" fra 2006.

Men inden Roger Daltrey og Pete Townshend kommer så langt, udsender de en dobbelt-dvd med klassiske liveoptagelser fra 60'erne og 70'erne.

Den kommende udgivelse får titlen "The Who: At Kilburn 1977" og indeholder en optagelse af Roger Daltrey, Pete Townshend, John Entwistle og Keith Moon, der giver koncert i Gaumont State Theatre i London i december 1977.


På samme skive finder man også en optagelse fra 1969, hvor The Who optræder i London Coliseum, og de to koncerter indeholder blandt andet versioner af sange som "My Generation", "Baba O'Reilly (Teenage Wasteland)", "Tommy's Holiday Camp" og "Pinball Wizard".

De sidste to sange går igen på udgivelsens anden skive, hvor man får en livefremførelse af hele rockoperaen "Tommy".

Det er ifølge NME første gang, at man kan få fingre i en optagelse af alle sangene fra "Tommy" fremført live af bandet.


"The Who: At Kilburn 1977" udsendes til november.

ANNONCE