Nyhed

N*E*R*D spiller i Store Vega‏

Den 10. november lukker succesdrengene op for hit-posen

De succesfulde gutter fra bandet N*E*R*D har udgivet tre album under dette navn, sidst med ”Seeing Sounds” fra juni måned, og de har nu valgt at fyre op under kedlerne i Danmark, når de gæster Store Vega d. 10. november.

Musikken kan bedst betegnes som funkrock med inspiration fra genrer som hiphop r&b, soul, alternativ rock og blues. Gruppen har haft stor succes med numre som ”Lapdance”, ”Rock Star”, ”Provider”, ”She Wants To Move” og senest ”Everyone Nose”.

Der skal dog ikke herske tvivl om, at producer-duoen Pharrell Williams og Chad Hugo fik deres gennembrud og har haft deres største triumfer under navnet The Neptunes. Her har de skabt hit efter hit for en lang række superstjerner som Jay-Z, Busta Rhymes, Usher, Babyface, Britney Spears, Justin Timberlake og No Doubt.


Men N*E*R*D er ikke Neptunes, og Neptunes er ikke N*E*R*D. Som Pharrell forklarer:

”The Neptunes er, hvem vi er, og N*E*R*D er, hvad vi gør. Det er vores liv. N*E*R*D is just a basic belief, man.”

Uanset hvordan man vælger at forstå denne kryptiske udmelding, så er der ingen tvivl om, at gutterne er i besiddelse af store musikalske talenter, og at de nok skal levere en fed fest, når de indtager scenen i Store Vega d. 10. november.


Billetter kan købes fra i morgen klokken 10:00 via Billetnet.dk eller på telefon 70 15 65 65.



ANNONCE