Nyhed

Christopher udgiver nyt album – lige om lidt

GAFFA.dk – alt om lidt

Udspillet er på gaden den 26. marts

Christopher udgiver sit femte album, My Blood, på fredag den 26. marts. Et album, der reflekterer over relationerne i ens liv og over de valg, man træffer i sin tilværelse.

”Alle sange på albummet har en helt speciel plads i mit hjerte. Temaerne i sangene rummer alle de værdier, jeg lever efter i livet, de spørgsmål jeg stiller mig selv, og alt det, jeg kæmper for at bevare. Det kan både være kampen for relationen til en gammel folkeskoleven, eller kampen for at forblive grounded, når jeg normalt er på farten hele tiden," siger Christopher i en pressemeddelelse og fortsætter:


"Jeg er et menneske, der aldrig står stille. Jeg reflekterer konstant over tilværelsen og bruger derfor også tit min tid på at kigge tilbage. Jeg er et stort familie- og relationsmenneske, der altid har haft et stærkt fokus på at holde fast i mine gamle venner og relationer. My Blood er derfor et album, der samler alle mine tanker omkring mig selv og livet."

Det er i år 10 år siden, Christopher i en alder af 19 år debuterede med singlen "Against the Odds", og på den tid har han opnået intet mindre end 1,5 milliarder streams på verdensplan, ikke mindst takket være stor succes i Kina, hvor har toppet den kinesiske musiktjeneste QQ Music hele 11 gange. Herhjemme er de 22 første af hans indtil videre 24 singler gået enten guld eller platin. Han udsendte i 2012 debutalbummet Colours, og siden er fulgt yderligere tre album, der altså snart får selskab af et nyt.

Christopher har også optrådt på store festivaler i Thailand, har haft top 10-placeringer i Taiwan, Korea og Singapore, fik en 29. plads på den tyske airplay-hitliste i 2019 med "Irony", og i februar sidste år nåede han at tage på sin første europæiske turné og optrådte i blandt andet Tyskland, Frankrig, Holland, Polen og Schweiz inden den store corona-nedlukning.


Christopher følger – hvis coronavirussen tillader det – sit nye album op med en omfattende turné til ind- og udland. Datoer og steder offentliggøres senere.

GAFFAs anmelder var i øvrigt lidt mellemfornøjet med Christophers seneste album, Under the Surface fra 2019.

LÆS OGSÅ: Christopher satser lidt, men ikke nok


Varm op med Christophers seneste single, "Fall So Hard":

ANNONCE