Nyhed

Mercury Rev til Danmark igen

Spiller nu også i Århus

Den amerikanske gruppe Mercury Rev vakte stor begejstring, da de sidste oktober spillede i et udsolgt Amager Bio. Et nummer fra en optagelse af koncerten blev tilmed inkluderet på en genudgivelse af gruppens seneste cd, "All Is Dream".

Nu kommer de tilbage til landet og spiller denne gang både i København og Århus. Sidstnævnte er deres første koncert vest for Storebælt, hvilket givetvis vil begejstre Mercury Rev-fans i denne del af Danmark - heriblandt en del på GAFFAs hovedkontor i Århus.


Mercury Rev spiller 27. august på Train i Århus og dagen efter i Store Vega i København. Billetsalget til begge koncerter starter på mandag, d. 3. juni.


Mercury Rev startede deres karriere i starten af 90’erne med en særpræget blanding af guitarstøj og blide popsange, men har med tiden udviklet sig mod et mere tilgængeligt, men stadig meget personligt udtryk, der også inkluderer storladne orkesterarrangementer.

Mercury Revs fjerde album, "Deserter’s Songs" fra 1998, blev deres gennembrud til et bredere publikum, hvilket blev yderligere cementeret med sidste års album "All Is Dream", der fik fremragende anmeldelser, bl.a. de maksimale 6 stjerner i GAFFA.


ANNONCE