x

Billie Eilish topper hitlister verden over

Billie Eilish topper hitlister verden over

Happier Than Ever indtager førstepladsen på hitlisten i mere end 20 lande

Den 30. juli udgav Billie Eilish sit andet album, Happier Than Ever, og det er gået direkte ind på førstepladsen i en lang række lande verden over, ganske som det var tilfældet med debuten When We All Fall Asleep, Where Do We Go? fra 2019.

Den officielle danske hitliste for den forgangne uge er netop blevet offentliggjort, og her topper albummet både den samlede albumhitliste og vinylhitlisten.

Albummet går også direkte ind på førstepladsen i mindst 20 andre lande, blandt andet Australien, Frankrig, Norge, Storbritannien, Sverige, Tyskland og USA. I Japan må Eilish dog nøjes med en 15. plads på Billboard-listen.

Udgivelsen har generelt fået flotte anmeldelser, også af GAFFA.

LÆS OGSÅ: Generations-stemmen svøbt i glamour og genrebrud

De øvrige nyheder på den danske top 40-albumhitliste er først Prince, der går ind på en 12. plads med det posthume album Welcome 2 America indspillet i 2010. Og så går Billie Eilish også ind som nummer 23 med ep'en Happier Than Ever.

Billie Eilishs debutalbum When We All Fall Asleep, Where Do We Go? ligger i øvrigt stadig i top 40 efter hele 122 uger på listen, altså mere end to år, i denne uge som nummer 26.

På den danske vinylhitliste går Prince ind på en andenplads med Welcome 2 America, ligesom Guldimund er ny på plads nummer 10 med Dem, vi plejede at være, Thin Lizzy går ind på en 24. plads med Greatest Hits, Durand Jones & The Indications debuterer som nummer 32 med Private Space, og Clairo går ind på en 40. plads med Sling.

På tracklisten står Billie Eilish for to ud af de tre nyheder, nemlig øverst titelsangen "Happier Than Ever", der går ind som nummer 15, og "Oxytocin", der er ny på plads nummer 34. Sidste nyhed er Tom Grennan, der går ind på en 39. plads med "Little Bit of Love". Også i denne uge topper Ed Sheeran listen med "Bad Habits".

Se alle ugens danske hitlister her

Se Billie Eilish fremføre sangen "Happier Than Ever" i The Tonight Show:


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA