x

Michael Jackson køber country-bagkatalog

Michael Jackson køber country-bagkatalog

Michael Jackson gjorde sig for nogle år siden bemærket ved at købe rettighederne til en del af Beatles-sangene, og nu har han gjort det igen. Denne gang har han sammen med pladeselskabet Sony Music købt countrymusikforlaget Acuff-Rose og dets bagkatalog, skriver CNN Money.

Jackson har købt bagkataloget via selskabet Sony/ATV, som han ejer sammen med sit pladeselskab Sony Music - et selskab, han dog for nylig annoncerede, han ville forlade, da han ikke mente, det promoverede hans seneste album godt nok.

Jackson og Sony har givet 157 millioner dollar - ca. 1,2 milliarder kroner - for bagkataloget, de har købt af hotelkæden med det fascinerende navn Gaylord. Sony/ATV ejer nu rettighederne til sange som Roy Orbisons "Pretty Woman" og Patti Pages "Tennesee Waltz", sange, der ligesom over 100 andre af Acuff-Rose-sangene hver er blevet spillet over en million gange på alverdens radiostationer. Andre kunstnere i bagkataloget er Hank Williams og Everly Brothers.

Sony/ATV ejer også rettigheder til sange af bl.a. Miles Davis, Bob Dylan og Pearl Jam.

Nu vi er ved Michael Jackson, kan den tyske netavis netzeitung.de berette, at han har fået skuespil-lektioner af ingen ringere end Marlon Brando. Jackson har i øvrigt en mindre rolle i filmen "Men In Black 2", der har premiere 19. juli. Jackson spiller her en person, der ønsker at blive en alien - og det lyder jo som en oplagt rolle.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA