Nyhed

Kent til Århus

Spiller på Train 8. november

De mange, der havde glædet sig til at se Kent i Århus på den aflyste Wig Wam Tour – og de, der ikke kunne komme til, da gruppen gav en særdeles velbesøgt koncert på forårets Spot-festival i Musikhuset – får nu en chance til. Gruppen, aktuel med albummet "Vapen & Ammuniton", spiller nemlig på Train i Århus 8. november. Forsalget starter mandag d. 16. september på E-Billet og BilletNet.

Der er dog tale om en almindelig koncert, hvor Wig Wam-billetter ikke giver gratis adgang. Hvis du har en gammel Wig Wam-billet, har du dog stadig mulighed for at tilmelde dig GAFFAs service, hvor vi forsøger at samle forsmåede billetkøbere med henblik på et eventuelt kollektivt sagsanlæg. Læs mere A HREF=http://wigwam.gaffa.dk target=NewWindow>her.

Af andre interessante navne på Train i efteråret kan nævnes Blind Boys Of Alabama, en gruppe af blinde sangere og musikere, der siden 1937 – med skiftende besætning, men stadig en høj gennemsnitsalder – har leveret gospel, soul og rhythm’n’blues af høj kvalitet. Gruppen er aktuel med albummet "Higher Ground", hvor de fortolker sange af bl.a. Prince, Curtis Mayfield, Stevie Wonder, Ben Harper, reggaelegenden Jimmy Cliff og 70’er-gruppen Funkadelic. De visuelt udfordrede drenge står på Trains scene 18. oktober.


ANNONCE