Reach out and touch jeres præmier
I anledningen af udgivelsen af Dave Gahans "Paper Monsters" og Martin L. Gores "Counterfeit 2" udlodder vi albums og Gahan-T-shirts.
Vi spurgte:
Hvad hedder Depeche Modes hoffotograf, der også har taget billederne til disse to udgivelser?
Det rigtige svar er: Anton Corbijn
De heldige vindere er:
Sally Mariann Juhl
8000 Århus C.
Klaus Kokholm
2500 Valby
Pernille Kristiansen
2800 Lyngby
Sarah El-Azem
2300 København s
Lars Brevald Johansen
2400 København NV.
Interview af Signe Glahn
Det kan godt ske, Mart L. Gore og Dave Gahan simultan-udgiver deres album. Men forskellene mellem både album og livsanskuelse kan næppe blive større, end de er for øjeblikket mellem de to legendariske Depeche Mode-frontfigurer.
- Det føles meget mere ærligt, befriende. Dave Gahan lyser op som en begejstret dreng. Hans stemme er levende og lettere eksalteret, og ordene nærmest snubler over hinanden, når han skal forklare, hvordan det har været for første gang at indspille sine egne sange:
- Det har været fantastisk, meget mere en gruppeindsats, end Depeche Mode har været i mange år. Vi eksperimenterede med underlige instrumenter og lyde, og alle kom med input og diskuterede. Der var en åben, energifyldt stemning. Pladen handler basalt set om at have det godt, og jeg håber, den vil give andre lyst til at lave noget positivt, slår Gahan simpelt og selvsikkert fast:
- Og du ved, det er jo sådan, det skal være. Jeg var så træt af at skjule mine følelser og forvente, at andre skulle forstå mig, selv om jeg ingenting sagde, uden at jeg udtrykte mig selv. Musik er ikke hjernekirurgi; det handler om at udtrykke sine følelser. Det er ikke matematisk, og hvis man tænker for meget over det, er der noget galt. Hvis der er en ting, jeg har lært af dette album, er det, at man ikke kan tvinge en sang. Man bliver nødt til at give slip på, hvordan man forestiller sig, at den skal lyde, jubler Gahan løs, mens han ivrigt gnider hænderne mod hinanden og hopper lidt entusiastisk i sofaen i den ellers meget stilige members only-klub i det indre London, hvor han befinder sig et par dage for at promote "Paper Monsters", hans første soloalbum nogensinde efter 23 år som frontmand i Depeche Mode, hvor sangene hovedsaglig bliver skrevet af guitarist Martin Gore.
Mismodige sange
Samme Martin Gore er netop nu også aktuel med soloalbum og har et par uger i forvejen siddet i selvsamme sofa, om end i et lidt andet mere afdæmpet og pragmatisk humør end Gahan:
- Ja, det er jo ikke en tilfældighed, at vi laver album på samme tid, er Gores første tørre musikalske begrundelse for efter 14 års pause at udgive sit andet soloalbum - en kommentar, der efterfølges af en hæs sarkastisk latter, svær at fortolke:
- Jeg kan godt li’ at have ferie, så derfor har jeg ikke haft tid før nu. Og det er da fedt, fordi Depeche-trædemøllen havde været i gang i lang tid nu, men det er også trættende, fordi jeg skal lave alt arbejdet selv. Tre gange så meget arbejde, tre gange så mange interview, sukker Gore lakonisk og ser virkelig ud, som om han meget hellere ville være hjemme hos konen og de tre børn i Santa Barbara.
Det andet soloalbum er ligesom det første i "Counterfeit"-serien ikke originale Gore-sange, men covers af blandt andet Lou Reed, Nick Cave og Nico. Noget egentlig mønster i eller overordnet koncept bag udvælgelsen skal man dog ikke lede efter:
- Jeg ved ikke rigtigt, hvilken kvalitet en sang skal have, for at jeg får lyst til at lave et cover, men de rammer vel en eller anden følelsesmæssigt streng i mig. Jeg kan ikke forklare det nærmere, mumler Gore og fortsætter:
- For at citere Stevie Wonder ser jeg de sange som ”being in the key of life for me”. Jeg kan ikke rigtigt lide for glade sange, de hverken rører mig eller inspirerer mig. Der er en mismodig stemning over dem, sådan en ensom stemning, som jeg godt kan lide. Det er den samme følelse, jeg arbejder med i mine egne sange - og det har det altid været, uanset hvor jeg har befundet mig.
