Nyhed

Blur til Danmark igen - nu i intime rammer

Klubkoncert i Vega 12. oktober. Billetsalget starter 11. august på bl.a. Billetmaskinen

Efter at have givet en særdeles veloplagt og med rette anmelderrost koncert på Roskilde Festivals Orange Scene foran ca. 50.000 vender Blur nu tilbage til Danmark for at spille i langt mere intime rammer. Nemlig - 12. oktober - Vega i København med plads til 1450 personer. Og denne gang har de også en saxofonist og en ekstra percussionist med, ligesom de vil gøre en del ud af korstemmerne.

Blur udgav i maj deres ligeledes meget roste syvende album "Think Tank", hvor de viser, at tabet af guitaristen Graham Coxon ikke har tynget bandet i knæ, og albummet forener på fornemste vis mere eller mindre alternativ rock med såvel popelementer som afrikanske toner.

Billetsalget starter mandag 11. august kl. 10:00 fra Billetmaskinen: 70 110 130, via http://www.billetmaskinen.dk samt i TDC-butikkerne. Og lur os, om ikke der bliver rift om billetterne.


ANNONCE