x

Jeppe Senior med i Melodi Grand Prix

Jeppe Senior med i Melodi Grand Prix

Danmarks Radio har netop offentliggjort de deltagende i det danske Melodi Grand Prix, der finder sted i MCH Messecenter Herning lørdag den 31. januar. Vanen tro er de optrædende en blanding af kendte og mindre kendte navne.

Den nok største overraskelse er, at den ene halvdel af hedengangne Junior Senior, Jeppe Breum Laursen, stiller op som solist, under sit ydmyge kunstnernavn Jeppe. Mindre overraskende er det nok, at Jeppe har produceret sin sang, ”Lucky Boy”, i samarbejde med sine gamle samarbejdspartnere Filip Nikolic og ikke mindst allestedsnærværende Thomas Troelsen.

Også Jimmy Jørgensen, kendt fra blandt andre Hotel Hunger og Ginman/Jørgensen, deltager i grand prix’et, men dette er måske en mindre overraskelse, da Jørgensen er kendt for at stille op i mange og ganske forskellige musikalske sammenhænge.

Et kendt navn er også Johnny Deluxe, ligesom kunstnere som Trine Jepsen (eks-eye Q), Marie Carmen Koppel, Christina Undhjem (eks-YouKnowWho) og Niels Brinck alias Brinck nok ringer klokker her og der. Brinck, der var manden bag Martin-hittet ”The One”, synger i øvrigt en sang, der er co-skrevet af selveste Ronan Keating.

På sangskriversiden finder vi blandt andre duoen Nordstrøm alias Troels Holdt og Lars Malm, der sammen med den tidligere Miss B. Haven-frontfigur og mangeårige Grand Prix-sangskriver Lise Cabble har skrevet nummeret ”Big Bang Baby” til Claus Christensen, der tidligere har været korsanger og blandt andet var med til at skrive DQ’s 2007-vinder ”Drama Queen”. En del af årets sangskrivere er i øvrigt svenskere, selvom det måske virker lidt underligt. Men omvendt har Sanne Salomonsen jo også tidligere deltaget i det svenske melodi grand prix. Flere sangskrivere er repræsenteret med mere end én sang.

Grand Prix-juryen har modtaget i alt 684 indsendte sange, hvoraf bare seks er sluppet igennem nåleøjet. Derudover har DR som noget helt nyt indbudt fire særligt udvalgte kunstnere på et såkaldt wildcard for at få nyt blod til grand prix’et. For at blive tilbudt et wildcard skal de musikalske kvalifikationer være i top, og modtageren skal med sit bidrag tilføre Melodi Grand Prix’et noget ekstraordinært, oplyser DR.

De såkaldte Wildcards er i øvrigt gået til netop de mere overraskende grand prix-deltagere, nemlig Jeppe, Marie Carmen Koppel, Jimmy Jørgensen og Johnny Deluxe.

Der er i år kun ét dansk Melodi Grand Prix og altså ingen semifinaler. Værter bliver Felix Smith og Birthe Kjær.

De samlede liste over deltagere og sangskrivere er som følger:
1. I Never Fall In Love Again
Solist: Trine Jepsen
Komponister og tekstforfattere: Claes Andreasson, Torbjörn Wassenius, Johan Sahlén og Niels Kvistborg

2. Lucky Boy
Wildcard: Jeppe
Komponist og tekstforfatter: Jeppe Breum Laursen
3. Crying Out Your Name
Wildcard: Marie Carmen Koppel
Komponist og tekstforfatter: Marie Carmen Koppel

4. Det' Det
Solister: Sukkerchok
Komponister og tekstforfattere: Lasse Lindorff, Mogens Binderup og Lise Cabble

5. Alice In The Wonderland
Wildcard: Jimmy Jørgensen
Komponister og tekstforfattere: Mikael Erlandsson, Torbjørn Wassenius, Claes Andreasson og Birgitte Rye

6. Someday
Solist: Hera Björk
Komponister og tekstforfattere: Christina Schilling, Jonas Gladnikoff, Henrik Szabo og Daniel Nilsson

7. Big Bang Baby
Solist: Claus Christensen
Komponister og tekstforfattere: Troels Holdt, Lars Malm og Lise Cabble

8. Sindssyg
Wildcard: Johnny Deluxe
Komponister og tekstforfattere: Johnny Deluxe og Peter Kvint

9. Underneath My Skin
Solist: Christina Undhjem
Komponister og tekstforfattere: Mads Haugaard og Brian Risberg Clausen

10. Believe Again
Solist: Niels Brinck
Komponister og tekstforfattere: Lars Halvor Jensen, Martin M. Larsson og Ronan Kreating

Læs DR's egen udførlige præsentation af de enkelte kunstnere

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA