Nyhed

Volbeat rykker koncert til Forum

Den planlagte og udsolgte koncert i KB Hallen flyttes nu til Forum, hvor der nu er ledige billetter

Arrangørerne bag koncerten med Volbeat 21. marts kunne i årets første uge meddele, at der ikke var mange billetter tilbage til koncerten i KB Hallen. De resterende billetter er åbenbart røget så hurtigt, at man har følt det nødvendigt at flytte koncerten til Forum, hvor der er en større kapacitet.

Derfor kan Volbeat nu meddele, at koncerten fortsat vil blive afviklet 21. marts, men altså i stedet bliver det altså Forum, der skal lægge scene til arrangementet. Det betyder derfor, at der nu igen er ledige billetter at få til koncerten.

Support på alle Volbeats danske koncerter er som tidligere annonceret svenske Mustasch og The Peacocks fra Schweiz, og der er stadig billetter til de tre øvrige koncerter i henholdsvis Odense, Aalborg og Århus.

Billetsalget til Forum starter i morgen 15. januar klokken 10:00 via Billetlugen.dk, på tlf. 70 263 267 samt i Fona-butikkerne. De andre tre koncerter er fortsat i salg.


Odense Idrætshal, Odense – 20. marts 2009
Forum, København – 21. marts 2009
Gigantium, Aalborg – 27. marts 2009
NRGi Arena, Århus – 28. marts 2009

ANNONCE