x

Band Of Horses til Beatday09

Band Of Horses til Beatday09

For tredje år i træk står Beatbox Concerts bag arrangementet Beatday, og nu er de klar med de første navne til årets program. Heriblandt finder vi Band Of Horses, der spillede en fremragende koncert på Roskilde Festival i 2008, og som netop er blevet udråbt til at være det band, der gav årets bedste koncert i Vega i det forgangne år.

I 2007 samles over 6.000 mennesker på Charlottenlund Fort til tonerne af nogle af landets bedste navne i form af Mew, Kashmir, The Raveonettes, Trentemøller, Mikael Simpson, Jens Unmack samt Oh No Ono.

I 2008 blev Beatday udvidet til 2‐dage, festivalen blev flyttet til Nordhavnen, og her så over 8.000 mennesker navne som Sigur Rós, Mercury Rev, Amy Macdonald, Veto, Fleet Foxes, Figurines, Dúné og The Kissaway Trail.

For tredje år i træk bliver der lavet om på tingene, og denne gang bliver det Valby Parken, der skal lægge omgivelser til Beatday, der skal afvikles i dagene 14. og 15. august. Pladsen kendes fra Grøn Koncert, men hvor de her spiller "på langs" på hele pladsen, spiller Beatday "på tværs" på et mere begrænset område af pladsen (med plads til 8.000 ‐ 10.000 mennesker).

Der bliver to scener, én stor udendørs og én placeret i et stort telt. Der bliver over de to dage, mindst 16 bands på de to scener, og de første fem navne er allerede klar til offentliggørelse.

Udover Band Of Horses drejer det sig om de engelske bands Arctic Monkeys samt Basement Jaxx, der alle tre giver årets eneste danske koncert til Beatday, og de danske navne Mew og Oh No Ono.

Forsalget til Beatday09 starter 2. marts, og yderligere danske og udenlandske navne vil blive offentliggjort i de kommende uger op til forsalgsstarten.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA