Joss Stone, The National, Jenny Wilson med flere kan opleves i København til sommer
Tivolis Koncertsal har de senere år præsenteret en række spændende rockrelaterede navne sommeren igennem, eksempelvis The Flaming Lips og Beck. Også i år har koncertsalen et interessant program, som Tivoli netop har offentliggjort. Nærmere betegnet er der tale om følgende koncerter:
3. og 4. juli: Joss Stone i forening med Dave Stewart (eks-Eurythmics), Niels Lan Doky og Tivolis Symfoniorkester
Engelsk souldiva og alsidig guitarist møder danske topmusikere
8. juli: James Taylor
Tidløse sange fra klassisk amerikansk singer-songwriter
4. august: The National
Mørk og stemningsfuld rock fra gruppen, der har givet udsolgte og meget velanmeldte koncerter i både Store Vega i København og på Train i Århus
5. september: Jenny Wilson (billedet)
Iørefaldende og skæv pop fra Sveriges nye alternative diva, der netop har udsendt sit andet soloalbum, "Hardships!"
Tivolis Koncertsal præsenterer også en lang række koncerter inden for klassisk musik og jazz.
Billetsalget til koncerterne begynder onsdag den 4. marts i Tivolis Billetcenter på koncertsalen.tivoli.dk og billetnet.dk