Nyhed

Fire nye navne til Roskilde

Röyksopp og Friendly Fires er blandt tilføjelserne til programmet

Så er det blevet onsdag, og traditionen tro betyder det nye navne til programmet til dette års Roskilde Festival. I denne runde får vi to skandinaviske navne og to fra Storbritannien, og det største af de fire er jo nok norske Röyksopp, der tager turen til Danmark med et nyt album i bagagen.

Duoen bestående af Torbjørn Brundtland og Svein Berge udsender 23. marts albummet "Junior", og 6. april giver de en udsolgt koncert i Pumpehuset. Men nu er der altså godt nyt til dem, der gik forgæves efter billetter, eller blot vil se duoen, når de har haft lidt længere tid til at lytte til det kommende album. Nordmændene får i dag danske følgeskab af Volbeat, der vender tilbage til festivalen i Roskilde, når de er returneret fra deres forestående USA-turné.

Fra England kommer gruppen Friendly Fires, der ikke tidligere har spillet her i landet. Bandet er allerede blevet rost her på stedet for både deres liveshows og deres debutplade fra sidste år, og de fik blandt andet følgende ord med, da vi anmeldte albummet "Friendly Fires":


"Så selvom pladen egentlig kun er en afroparyk fra at være ren disko, er der alligevel mellem rillerne så meget kant og alsidighed, at dette ikke blot er en skive til dansegulvet, men også et helstøbt og særdeles fængende album".

Sidst navn i denne omgang er skotske Frightened Rabbit, der tidligere har spillet til den danske Pop Revo Festival i Århus, men aflyste deres koncerter i oktober måned 2008. Gruppen udgav samme år deres andet album "The Midnight Organ Fight", der modtog en seksstjernet GAFFA-anmeldelse og blev kaldt "en storslået opvisning i medrivende, iørefaldende og rørende indie-folk".

Dermed er der altså kommet fire nye navne til plakaten, og vi kan nu begynde at glæde os til næste uges offentligørelser.


ANNONCE