Nyhed

Poul Krebs spiller landet tyndt

Den danske rockmusiker tager på turné med det nye album ”Angeleno Road”

Den erfarne danske rockmusiker Poul Krebs har netop færdiggjort og udgivet sit første studiealbum i tre år ved navn ”Angeleno Road”, som er indspillet på den anden side af Atlanten. Med dette album i bagagen drager Poul Krebs nu på turné med bandet Angelinos, der starter med en koncert 8. maj i Elværket i Holbæk.

Det bliver til en lang række koncerter i løbet af sommeren i det danske, hvor han blandt andet besøger Tivoli i København, Train i Århus og en del festivaler, heriblandt Skive Beach Party og Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg. Der vil således blive rig mulighed for at opleve det nye materiale rundt om i landet. Første del af turnéen afsluttes i august, men allerede til oktober er Krebsen igen klar til at tage på turné, når han sætter gang i anden runde med et job i Pavillonen i Grenå 29. oktober.

Det aktuelle album ”Angeleno Road” blev indspillet i Ocean Studios i Los Angeles, der har ry for at være et af verdens bedste lydstudier. GAFFAs anmelder gav albummet tre stjerner og pegede på albummets vellyd og gode historier:

”Musikalsk er Poul Krebs i fuld fart på vej ind mod midterbanen og klar til at vise sit store publikum, at han stadig kan gøre sig som folkekær trubadur”.

Poul Krebs blev sidste år den første danske kunstner, som optog og udgav sine 11 koncerter fra turnéen i 2008 som ”officielle piratplader” - ganske i stil med hvad Pearl Jam og The Who har gjort i mange år. Om det nyudgivne album senere på året kan opleves som koncerter i piratudgaver er stadig uvist, men muligheden for, at trubaduren hiver optagegrejet med på turen, foreligger.

ANNONCE