x

Devin The Dude til Danmark

Devin The Dude til Danmark

Den texanske rapper og sanger Devin The Dude er kendt for sin skæve humor om rygevanerne og om damerne, som han ynder at gøre kur til på de humørfyldte sange. Nu kan danskerne igen opleve den alternative melodiske rapper, når han denne gang gæster Rust i København.

Den selvironiske rapper har på trods af sin alternative tilgang til hiphoppen arbejdet sammen med de fleste prominente superstjerner indenfor rapmusikken. Han har kigget forbi hos blandt andre The Roots, De La Soul og Nas, der alle har nydt godt af hans evner som crooner og rapper.

Devin The Dude kan dog også lave god musik på egen hånd og har indtil nu udsendt fire soloalbums, der også har affødt en række udødelige hiphop singalong-klassikere. Hans glæde for musikken er ikke til at tage fejl af, og blev, sidst han spillede på dansk jord, belønnet med fire stjerner af GAFFAs anmelder med ordene:

"Bare ren og skær glæde ved at spille sine numre og gøre det foran et publikum, der er lige så bekendt med teksterne til hans mange hits som han selv er. For skønt han måske ikke er den største stjerne på den danske hiphoppers himmel, er hans svingende melodier og melodiske rap svær ikke at beundre".

Devin The Dude og hans glæde for kvinder, håndbajere og kvinder kan snart høres på dansk jord, når han besøger landet med sit nye album "Landing Gear" i baghånden. Danske fans kan endnu en gang glæde sig til hiphopcrooneren, der spiller på Rust den 6. maj.

Billetter til koncerten kan købes via GAFFA Billet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA