Nyhed

White Lies fejrer MTV

Den engelske gruppe dukker op til den danske tv-stations fødselsdag 4. juni

Den danske udgave af MTV fejrer 4. juni deres 4 års fødselsdag med en fest i Pakhus 11 i København, og det sker naturligvis i fællesskab med en række musikalske gæster. Indtil videre har man holdt det hemmeligt, hvem der dukker op til festen, men nu er et enkelt navn sluppet ud.

Det drejer sig om det populære engelske orkester White Lies, der senere på året dukker op til dette års Roskilde Festival. Bandet har allerede været en tur forbi førstepladsen på den engelske albumhitliste, og også herhjemme har singlen "To Lose My Life" fået masser af rotationer i radioen.

Englænderne kommer til landet for at fejre MTV, der siden 2005 via programmerne Headbangers Ball, MTV News, Yo! MTV Raps og senest det daglige musikprogram Transistor som har forsøgt at skabe opmærksomhed om specielt dansk musik. Indholdet er blevet præsenteret af danske vj's som Freya Clausen, Christine Roloff, Mattias Hundebøll og Anne Lindfjeld, der alle har været med til at give den internationale musikstation et dansk islæt.


MTV holder fødselsdag 4. juni, og da det er en lukket fest, er eneste mulighed for at komme med at deltage i en billetkonkurrence på MTV.dk.

ANNONCE