x

Musik møder litteratur i Århus Festuge

Musik møder litteratur i Århus Festuge

Lyd+Litteratur-serien fra Geiger Records har budt nogle af det alternative selskabs fornemste udgivelser med samarbejder mellem forfattere og musikere. Nu kan publikum ganske gratis stifte bekendtskab med tre af de eksperimenterende grupper fra selskabet, nemlig MikkelModulererMarius, Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard og Er De Sjældne, når de optræder til Århus Festuge.

Det lille pladeselskab, der er bosiddende i Århus, har indtil videre udgivet seks albums med alternative kunstnere, hvor de tre koncertaktuelle gruppers debutalbums alle er iblandt dem. Siden 2006 har Geiger Records eksisteret og har høstet en del anmelderroser og er ikke mindst blevet tildelt DRs Lyt-Til-Nyt-pris for Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaards album "Hjertets Abe Sparker Sig Fri". Denne gruppe har samtidig haft succes med at spille både til året Roskilde Festival og Spot Festival.

Er De Sjældne (billedet), der blandt andre består af forfatteren Lone Hørslev og sangskriveren Solveig Sandnes, har ligeledes haft succes med deres debutplade med den farverige titel "Lyserød Lyseblå Beige". Orkestret har præsteret at ligge nummer et på Det Elektriske Barometer med singlen Spurvehøg, og GAFFAs anmelder var imponeret over gruppen, der blev tildelt fire stjerner:

"Lyrikken er som antydet i sikre digterhænder, og ikke mindst sangen Spurvehøg, et trekantsdrama mellem han, hun og, ja, en spurvehøg, er yderst vellykket og temmelig uortodoks både tekstligt og musikalsk. Lyserød Lyseblå Beige må karakteriseres som en forholdsvis smal plade, men den er ingenlunde svært tilgængelig - og hermed anbefalet til både ornitologer og andre, der deler disses nysgerrighed."

De forskellige orkestre spiller alle i Rådhusparken i Århus på de nævnte datoer:

Torsdag 3. september - 15.30 og 16.50: MikkelModulererMarius

Fredag 4. september - 15.30 og 16.50: Schweppenhäuser/Thomsen & Morten Søndergaard

Lørdag 5. september - 11.50 og 13.50: Er De Sjældne + dj's fra Geiger før/efter

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA